Nyliberalismen i Danmark - forudsætninger og konsekvenser
Af Anders Hadberg

Offentliggjort: 01. april 2007

Introduktion
De vestlige velfærdssamfund har siden 1979 oplevet en lang række forandringer som markant adskiller sig fra det 20. århundredes foregående årtier. Stigningen i uligheden, faldet i overførselsindkomsternes størrelser og aktiemarkedets voksende betydning er alle del af udviklingen.1 Men det store spørgsmål er, hvordan man skal forstå forandringerne. I international sammenhæng dukker nyliberalisme oftere og oftere frem som et begreb om den samfundsmæssige transformation af kapitalismen. Den danske velfærdsdebat har i nogen tid cirkuleret om dette spørgsmål - dog stort set hver gang med det formål at afvise nyliberalismens dominans i det danske samfund. I stedet fastholdes den danske model som næsten uberørt og forandringerne hævdes at være konjunkturelle udsving i den grundlæggende markedsmekanisme, mens andre igen forklarer sig med en tredje vej.2

Omstående artikel argumenterer imidlertid for at nyliberalismen har været den dominerende tendens i den danske velfærdskapitalisme siden 1980'erne. Det sker på baggrund af en politisk-økonomisk analyse af udviklingen i tre strukturelle forhold, der kan karakteriseres som nyliberale i Danmark siden 1980:

  1. En markant omfordeling fra løn til profit gennem de sidste 25 år - gennem kontrol med reallønsudviklingen
  2. Den finansielle sektors stigende betydning for produktionsvilkårene
  3. Positioneringen af aktionærerne - og deres repræsentanter i virksomhedsledelserne - som den magtfulde elite i det danske samfund

Der argumenteres altså for at nyliberalismen - trods mange velfærdsforskeres forestillinger - har været og er dominerende i Danmark. Analysens implikationer er således todelte. På den ene side bidrager de til forståelsen af nyliberalismen, dens omkostninger for de arbejdende klasser og arbejdsløse. På den anden side et opgør med romantiserende forestillinger om det danske velfærdssamfund.

I sit perspektiv anvender artiklen en fremgangsmåde, der fokuserer på tendenser á la Marx: nemlig klassemæssig fordeling i en kapitalistisk økonomi præget af tilbagevendende kriser. Artiklen følger derfor logikken at ville analysere: (1) hvem har magten i produktionen? (2) med hvilke midler overføres profitten til et magtfuldt mindretal? (3) hvem udgør den herskende klasse?

I artiklen tildeles analysen af virksomhedernes profitrate en central forklaringskraft. Med profitrate menes der en analyse af profitabiliteten på kapital i de givne sektorer der analyseres og der er således tale om en approksimation til Marx' begreb om profitraten. Profitrate-begrebet i denne analyse forholder den samlede profitmasse realiseret gennem et helt år til den totale sum af investeret, materialiseret kapital i en given sektor. Dvs. profittens størrelse relativt til værdien af kapitalapparatet.

Kapitalejeren er således ikke interesseret i at vide, hvor stor løn hun skal betale for at få en given profit hjem, men derimod hvor meget kapital, der skal investeres.

Hvad er nyliberalisme?
For nogle kan spørgsmålet virke banalt, men imidlertid er nyliberalismen en både omdiskuteret og kompleks størrelse. Således er forskningen i nyliberalismen i Danmark meget underudviklet og hvor den optræder, så afvises den som regel ud fra ofte fejlagtige forståelser af, hvad nyliberalisme er.3 Men hvad er så nyliberalisme egentligt - hvad menes der med nyliberalisme? For de franske økonomer, Duménil & Lévy (2004), er nyliberalismen:

the expression of the desire of a class of capitalist owners and the institutions in which their power is concentrated, which we collectively call finance, to restore - in the context of a general decline in popular struggles - the class's revenues and power, which had diminished since the Great Depression and World War II.4

Med andre ord: finanskapitalens tilbagevenden til magten. Begivenheden, der indvarslede nyliberalismen i international sammenhæng var nationalbanksdirektør i USA, Paul Volkers indsættelse af renten i 1979 som instrument til at føre økonomisk politik. Det var et institutionelt skifte fra den efterspørgselsorienterede keynesianisme til den udbudsorienterede monetarisme. Fra fokus på fuld beskæftigelse til fokus på inflationsbekæmpelse. Dette "coup d'etat" blev kombineret med en række andre tiltag som deregulering, direkte konfrontationer med arbejderbevægelsen og fagforeninger. Hertil iværksattes politikker, der favoriserede store virksomhedsfusioner og en ny type selskabsledelse, der positionerede aktionærinteresser som bestemmende for akkumulationen.5

Nyliberalismen er således en reaktion fra de herskende klasser der i første omgang sigter på at foranstalte modtendenser mod den profitabilitetskrise, som kapitalismen oplevede i 1970'erne. Samtidig er nyliberalismen et forsøg på at rehabilitere finanskapitalens privilegier, der siden 1930'erne har været sat under restriktive forordninger (regulering af finanssektoren og kapitalmarkeder mv.). De nyliberale transformationer kan derfor ses som en overgangsperiode i kapitalistisk udvikling; den herskende klasses strategi for restrukturering af kapitalismen.6

Nyliberalismen er nemlig ikke et akkumulationsparadigme, der har foranstaltet en ny optur som i efterkrigstidens første årtier. Væksten har under den nyliberale bølge ingen steder nået i nærheden af de højder som samfundsvæksten antog i 1960'erne inden den strukturelle krise.7 Dette skyldes ikke mindst den begyndende (men stadigt ikke legale) sammenvækst af produktiv og finansiel kapital i de multinationale virksomheder - fx er General Electric Capital blevet en stor finansiel institution. Denne udvikling betyder at mange selskaber henter profit på lånekapital i stedet for investeringer i produktion.8 Således har profitraterne kunnet stige, men væksten er forblevet lav. Nyliberalismens interesse er ikke i samfundsmæssig vækst, men i hurtige (og store) profitter.

I det følgende vil jeg imidlertid koncentrere mig om analysen af de tre ovenfor nævnte klasseforhold ved den nyliberale transformation, som den er foregået i Danmark.

1. Nyliberalismen og produktionsforholdene

Nyliberalismen - et profitabelt foretagende
Da den keynesianske velfærdsstat, som en international variant af kapitalismen, i starten af 1970'erne stod overfor og uden løsninger på den strukturelle krise i den vestlige kapitalisme, fik dette ligeledes betydning for Danmark. Konsekvensen var en betydelig inflation. Krisen i den økonomiske vækst kunne ikke afhjælpes med de keynesianske økonomiske politikker. Den strukturelle krise i velfærdsstaten opstod som konsekvens af dette akkumulationsparadigmes manglende evne til at opretholde profitabiliteten på kapital. Det blev urentabelt at investere i kapital, idet produktiviteten var faldende og lønningerne stigende.

Spørgsmålet om, hvilke interesser, der fremover skulle styre den økonomiske udvikling, kom til udtryk gennem politiske kampe mellem arbejderbevægelsen på den ene side og kapitalejerne på den anden. Storkonflikten i 1973 var kulminationen på en række mindre arbejdskonflikter, der havde fundet sted Danmark siden 1968. Storkonflikten i 1973 afstedkom det næsthøjeste antal tabte arbejdsdage i Danmarks historie.9 Konflikten betød en skærpet modsætning mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen op gennem 70'erne, der i '75, '77, og '79 endte med regeringsindgreb fra de socialdemokratiske regeringer. Regeringen måtte gå af i 1982, og indsættelsen af Schlüter-regeringen markerede et brud med tidligere keynesiansk tænkning. I 1982 blev den økonomiske politik ændret til fastkurspolitikken. Denne ændring betød samtidig også en skærpet kurs overfor fagbevægelsen og arbejdernes mulighed for lønudvikling, hvilket vi skal se i det følgende.

Økonomiens grundlag, de ikke-finansielle selskaber, havde især lidt under krisen i 70'erne og starten af firserne. Finansieret gennem store lån og investeringer, som ikke gav noget afkast var profitraten nået ned under et minimum. Men i '82 sker der er forandring.10 Som det fremgår af figur 1 steg profitraten fra et niveau på 5,2 % i 1981 til 6,4 % i 1982. Det er en vækst på 22,3 % på et enkelt år - den højeste vækstrate i hele den målte periode. Profitratens optur varede frem til 1985, hvor en recession på 3 år forårsagede et fald på mere end 3 procent.

Billedet kunne ikke vises

Figur 1: Profitraten for de ikke-finansielle selskaber (ekskl. offentlige produktion) (%). Beregnet som nettoværditilvækst minus løn over realkapital.
Kilde: www.statistikbanken.dk, Tabel: NAT03X, egne beregninger.

Nedgangen i profitraten i midten af 80'erne skyldtes forhold i klassekampen, der havde afgørende indflydelse på udviklingen af de nyliberale tendenser i Danmark - nemlig en forskydelse af det temporale perspektiv i transformationerne (et argument jeg skal uddybe nedenfor). Profitraten steg i et langt mindre tempo efter rehabiliteringen fra 80'ernes recession. Dog steg den mere stabilt med kun få mindre recessioner i '98 og 2001.

Profitkvote og klassekamp
Nyliberalismen har og havde det som sit klare mål at deregulere de foranstaltninger, der er truffet for at hindre kapitalens bevægelighed - og dermed selskabernes enorme magt. Fra starten af firserne begyndte en periode i dansk historie, hvor magten hos virksomhederne styrkedes. Det bliver klart, når vi betragter konfigurationen af to af de variable, der bestemmer profitratens bevægelse. Profitraten afhænger i første omgang af to faktorer:11

  1. Kapitalproduktivitet - der ikke udtrykker det forhold at kapitalen tilfører produktionen værdi (jf. det marx'ske værdibegreb), men blot en ratio af output relativt til kapitalmængde. Kapitalproduktiviteten er således et resultat af materiel teknologi (fx IT), nye organisationsmetoder der har fulgt udviklingen af ledelsesteknikker de sidste 20 år.
  2. Profitkvoten - betegner den del af samfundsproduktet, der bliver til profit og går til kapitalen. Profitkvoten står i omvendt proportionalt forhold til lønkvoten, som er den del af det samfundsmæssige produkt, der tilfalder arbejderne gennem lønnen.12 Derfor afhænger profitkvoten af et politisk moment, klassekampsmomentet, dvs. kampen om, hvilken klasse produktet skal tilfalde. Udviklingen i profitkvoten fortæller derfor om magtforholdet mellem lønarbejderklassen og kapitalejerne.

Opturen i profitraten for ikke-finansielle selskaber skyldtes i altovervejende grad en transformation af det politiske element i fordelingen mellem arbejde og kapital, nærmere end det tekniske.13 Det vigtige i forståelsen af den klassemagt, der ligger til grund for opturen, er det politiske aspekt - nemlig profitkvoten.

Billedet kunne ikke vises

Figur 2: Profitraten dekomponeret i profitkvote og kapitalproduktivitet. Serierne er divideret med basisåret 1981 for at fremstille udviklingen i forhold hertil.
Kilde: www.statistikbanken.dk, NAT03X. Egne beregninger

Figur 2 viser, hvordan profitkvoten var stigende i stort set hele perioden, idet de forskellige fald i kvoten reduceredes efter 1989 til fald af 1 års varighed. Det forhold betyder, at kapitalen siden 1980 formåede at tilegne sig en stigende del af det samfundsmæssige produkt - af den produktive sektors tilvækst. At klassernes kamp og deres indbyrdes styrkeforhold, dvs. den politiske del af økonomien, er det vigtigste aspekt ift. at sikre profitabilitet på kapital, bekræftes i figur 2 gennem det forhold, at profitratens fald i perioder af recession altovervejende betinges af faldet i profitkvoten. Den mest markante recession falder i perioden 1985-88, hvor profitkvoten faldt til næsten 1982-niveau. Klassernes politiske kamp er således afgørende for vores forståelse af udviklingen af de nyliberale tendenser i Danmark.

Kontrol med reallønnen
Et af nyliberalismens fornemmeste karakteristika er bekæmpelsen af fagbevægelsen for at opnå kontrol med lønningerne. Skiftet fra den efterspørgselsorienterede keynesianisme til den udbudsorienterede nyliberalisme betyder fokus på reduktion af omkostninger til produktionens input - men især arbejdskraften, da prisen på arbejdskraften er politisk bestemt. Interessen i kontrol med arbejdernes lønninger er derfor logisk nok selskabernes.

Schlüter-regeringens tiltræden i 1982 institutionaliserede et sådan politisk interesseskifte.14 I centrum for udviklingen af nyliberalismen i Danmark stod således kampen mellem lønarbejdernes og virksomhedernes interesser.

Lad os derfor vende blikket mod hvilke centrale elementer, der har betinget faldet i lønudviklingen. Lønkvoten kan opdeles (dekomponeres) i tre faktorer: realløn, realproduktivitet og relativt prisindeks mellem løn og varer. Forskellen mellem realproduktivitet og realløn viser faldet i lønkvoten (og derfor stigningen i profitkvoten). Hertil skal lægges udviklingen i det relative prisindeks.

Billedet kunne ikke vises

Figur 3: Sammenligning af udviklingen mellem realløn, realproduktivitet og relativt prisindeks mellem løn og varer (1983-2000) udledt af lønkvoten. Dataserien er divideret med basisåret 1981 for at angive udvikling relativt hertil. Opgørelsen af realløn og produktivitet er pr. beskæftiget.
Kilde: www.statsistikbanken.dk og egne beregninger.

PeriodeLønkvoten
W/Y
Prisindeks
Dw/Dy
Realløn
w
Produktivitet
- y/L
1984 -'93-0,31,20,5-2,1
1994 - 2000 -0,81,5 1,4-3,8


Tabel 1: Dekomponering af lønkvoten, ikke-finansielle selskaber. Som det fremgår af skemaet er summen af de tre faktorer lig lønkvotens samlede vækst i de forskellige perioder - der er dog grundet afrunding tale om en afvigelse på 0,1%.
Kilde: www.statistikbanken.dk, NAT03X, egne beregninger.

Tabel 1 viser, at den årlige løn pr. beskæftiget i perioden 1984-1993 faktisk bragtes til et stagnerende niveau på 0,5 % ligesom det relative prisindeks kun voksede begrænset til fordel for arbejderne. Arbejdsproduktivitetens stigning på 2,1 % var det udslagsgivende for lønkvotens negative vækstrate. Det vil sige, at det både lykkedes at reducere væksten i arbejdernes lønninger til stagnerende niveau, samtidigt med at produktiviteten gennemsnitligt voksede hurtigere. Det mest bemærkelsesværdige er det pres på lønningerne, som viste sig i denne periode - det i særkende nyliberale træk. Opturen i profitraten fra 1984 påbegyndtes altså ikke som en betydende produktivitetsstigning; men som en bekæmpelse af arbejdernes lønudvikling.

I perioden 1994-2000 (i øvrigt karakteriseret ved socialdemokratiske regeringer) skete der en betydelig fremgang i arbejdsproduktiviteten, der betød at afstanden mellem arbejdsproduktivitetens og reallønnens vækst øgedes yderligere. Denne produktivitetsvækst overtrumfede det forhold, at lønnen gennemsnitligt voksede med 0,9 % mere p.a i denne periode og at det relative prisindeks samtidig voksede med 0,3 % mere p.a. i arbejdernes favør.15 Over perioden som helhed øgedes altså afstanden mellem, hvad arbejderne producerede, og hvad de tilegnede sig af det samfundsmæssige produkt. Den øgede afstand mellem produktivitetsstigning og reallønsvækst udtrykker derfor et helt bestemt klassemæssigt magtforhold i produktionen: kapitalens dominans.

Forestillingen om Danmark som speciel socialdemokratisk variant af velfærdskapitalismen uberørt af nyliberalismens udviklingstræk mister valør, når vi betragter det fordelingsmoment, tabel 1 og figur 3 udtrykker. Yderligere interessant er det nemlig at fordelingen af samfundets rigdom under Nyrup-regeringerne sker med øget vækst til fordel for virksomhederne. Udtrykt som negation kan vi sige, at den socialdemokratiske regeringsperiode ikke medførte en selvstændig organisering af kapitalismen; altså et opgør med nogle af de nyliberale tendenser i den danske kapitalisme.

Modstand mod nyliberalismen - Påskestrejkerne 1985
Men lad os vende tilbage til det særlige forhold omkring recessionen i 1985-'88 og faldet i profitrate og profitkvote. Denne recessive periode karakteriseres ved at have en længere varighed (3 år), dvs. en periode i hvilken en markant nedgang fandt sted. Dekomponerer vi lønkvoten for denne periode, har vi følgende vækst rater:

PeriodeLønkvoteRel. prisindeksRealløn- Realprod.
1985-'882,92,6-1,01,3

Tabel 2: Dekomponering af lønkvoten ikke-finansiel sektor 1985-'88 (%). Dekomponeringen er lig den i tabel 5.1 og hviler på samme tal.
Kilde: www.statistikbanken.dk, egne beregninger.

Stigningen i lønkvoten, 2,9% årligt over den treårige periode, skete på trods af den negative vækst i reallønnen. Det afgørende var, at produktiviteten faldt tilsvarende hurtigere og at det relative prisindeks samtidig virkede til fordel for arbejderne; værdien af deres løn voksede markant hurtigere end varernes værdi.

Arbejderbevægelsen formåede at stå imod større indkomstforringelser end der var produktivitetsnedgang. Politisk set hænger denne periode sammen med den måske væsentligste begivenhed i strejkebevægelsens historie i Danmark: Påskestrejkerne 1985. Påskestrejkerne er benævnelsen for den bølger af strejker, der ramte Danmark i og omkring påsken 1985 og som involverede mellem 7-900.000 lønarbejdere fra stort set alle sektorer.16

Strejkerne, der endte i et overenskomstmæssigt nederlag betød dog to forhold, som er vigtige for at forstå profitabilitetens rehabilitering og udviklingen af nyliberalismen i Danmark:

  1. Den styrke, som en samlet arbejderbevægelse mobiliserede, betød, at lokale lønforhandlinger kunne sikre de privatansatte lønforhøjelser, og
  2. Schlüter-regeringen måtte samtidig tage de mest radikale forslag til deregulering af lønninger og kapital af bordet.17

Sidstnævnte er fundamentalt for at forstå udviklingen af nyliberalismen i Danmark og understreger det forhold, der i teoretiseringen blev kaldt det specielle temporale perspektiv for gennemslaget af nyliberale tendenser i Danmark. Væksten i profitkvoten nåede først samme niveau i 1991, som det havde i 1985. Derfor kan man med rette tale om et specielt dansk forhold, hvad angår den tidslige udvikling af de nyliberale tendenser i det danske velfærdssamfund. For som Albert Jensen skriver, så "fik strejkerne det positive resultat, at den borgerlige regering blev tvunget til at føre en betydelig mere afdæmpet politik overfor arbejderbevægelsen. De dele af borgerskabet, der havde ønsket Thatchers reaktionære arbejdsmarkedspolitik overført fra England til Danmark led dermed et strategisk nederlag."18

De radikale arbejdsmarkedsreformer blev altså taget af programmet i hvert fald for de privatansatte, og måtte sniges ind af bagvejen. Den karakter, som nyliberalismen i stedet antog i Danmark var en reformproces af langstrakt temporalt perspektiv - udtrykt ved fx loven om satsregulering, der er en forringelse af overførselsindkomsternes årlige vækstprocent med 0,3%. Altså en forringelse af den statslig-institutionelle omfordeling, der i stedet for en øjeblikkelig forringelse, sker over en årrække.19 Tillige skete der intet fald i reallønnen, men blot en stagnation af dens udvikling.

Arbejderbevægelsens politiske styrke betød altså ikke blot et umiddelbart resultat i form af større løn, men langt vigtigere: at udviklingen af de nyliberale tendenser i Danmark ikke kunne gennemføres med den hast og radikalitet, hvormed de skete i fx England og USA. Der er altså ikke tale om en nyliberal kontrarevolution i dansk sammenhæng, idet nyliberalismen her var undertvunget den politiske situation, at arbejderbevægelsen stadig havde en betydelig styrke - nok til at yde kamp mod den hårdeste nyliberale disciplinering. Den temporale dimension bliver derfor et afgørende analytisk moment i forståelsen af de indkomstmæssige konsekvenser - hvilket bliver klart nedenfor.

2. Profittens bevægelse

Fra produktiv til finansiel kapital
I første omgang er det interessant at se, hvordan profitten fra de produktive selskaber overføres gennem de finansielle midler til individer og den finansielle sektor. Udviklingen internationalt forløb ifølge Duménil & Lévy gennem tre underperioder:

  1. underperiode kan afgrænses som 1980'erne karakteriseret ved lave profitrater, hvor overførslerne hovedsageligt skete gennem rentebetaling grundet den høje rente.
  2. underperiode kan ses fra slutningen af 80'erne og fremad, hvor profitraterne rehabiliteredes og renteniveau sænkedes. I denne periode spillede dividender en stigende rolle i overførslerne til finanskapitalen, idet en stigende profitkvote blev udbetalt til aktieejerne.
  3. underperiode findes i anden halvdel af 90'erne, der af Duménil og Lévy betegnes "the long boom", hvor både udbetaling af dividender og aktiemarkedet nåede nye højder.

Lad os derfor se på, hvordan rente og udbetaling til aktionærer (dividender) påvirkede profitraten hos de produktive selskaber i Danmark.

Billedet kunne ikke vises

Figur 4: Finansielle overførsler - som andel af nettoværditilvæksten (%), ikke-finansielle selskaber.
Kilde: www.statistikbanken.dk, NAT03X, egne beregninger.

Figur 4 viser udviklingen i de produktive selskabers udlodning og nettorentebetaling som andel af nettoværditilvæksten. Man ser her at midten af 80'erne var præget af høj rentebetaling, men også en høj udbetaling til aktionærerne. Fra 1992 begyndte rentebetalingernes fald og en tilsvarende bevægelse kan registreres for udlodningen. Imidlertid blev udbetalingen til aktionærer en meget afgørende faktor igen fra 1997, og toppede i starten af det nye årtusinde. Indflydelsen af de finansielle overførsler på profitraten kan illustreres meget enkelt.

Billedet kunne ikke vises

Figur 5: De finansielle overførslers (renter og dividender) betydning for profitraten i den ikke-finansielle sektor (%).
Kilde: www.statistikbanken.dk, NAT03X, egne beregninger.

Den tyngende vægt som det høje renteniveau og udbetalingen til aktionærerne viste sig i midtfirserne, som en meget tung byrde på profitraten for de produktive selskaber. Med rentebetalingens reduktion fra starten af 1991, skete der en bedring op til omkring 1997, hvor forgyldelsen af aktieejerne igen begyndte at lægge et tyngende åg på profitraten. Hvad der bliver klart med disse beregninger er, at de finansielle overførsler i den grad var den bestemmende faktor ift. den produktive sektors vækst og udvikling. Overførslen af profit fra de produktive selskaber gennem de finansielle midler betingede udviklingen i profitraten meget kraftigt og understreger den finansielle sektors betydning.

Udviklingen i de finansielle overførsler modsvarer i nogen grad udviklingen det temporale perspektiv optegnet af Duménil & Lévy: profitraten rehabiliteredes fra recessionen i midtfirserne omkring 1991 og her begyndte udlodningen til gengæld at spille en større rolle.
Overordnet må det dog understreges, at udviklingen fulgte en lidt anden linie end den internationale. I Frankrig og USA påbegyndes de tyngende overførsler i starten af 80'erne og afstanden øges helt frem til sluthalvfemserne.20 Betydningen af de finansielle overførsler har altså en anden tyngde i disse økonomiers ikke-finansielle sektor end i den danske, der mærkes heraf i midtfirserne og slutningen af halvfemserne. Vi genfinder altså et anderledes temporalt perspektiv i udviklingen af de nyliberale udviklingstræk i Danmark, hvad angår udviklingen af den finansielle sektors indflydelse.

De finansielle selskaber
At den finansielle sektors magt tilgodeser grupper af individer, der står bag disse institutioner bliver klart, når man betragter de finansielle selskabers ejendomsstruktur. Figur 6 viser andelen af udbetaling til aktionærer (dividender) relativt til profitkvoten for de finansielle selskaber. Det vil altså sige andelen af overskuddet som henføres til aktionærerne, når lønnen i de finansielle virksomheder er betalt.21

Billedet kunne ikke vises

Figur 6: De finansielle selskabers udbetaling til aktionærer - som andel af profitkvoten (%).
Kilde: www.statistikbanken.dk, egne beregninger

Året 1979, hvor Paul Volker, nationalbanksdirektøren i USA, satte renten fri, sætter Duménil & Lévy som året for den nyliberale 'kontrarevolution' internationalt. Et hastigt blik på figur 5 bekræfter at dette år har skelsættende betydning for størrelsen af danske finansielle selskabers overførsler til aktionærer mv. Fra et niveau op gennem 70'erne på under 15% af nettoværditilvæksten nåede udbetalingen et niveau på 137% i 1982! Det interessante er imidlertid at denne udbetaling lå på et højt niveau fra 1980-1985, hvorefter en nedgangsperiode viste sig. En stigning registreredes igen omkring 1990, men er forholdsmæssig midlertidig omkring 2 år. Først omkring 1996 begyndte udbetalingen for alvor at tage fart og ligger fra '96 over 70%. Den relative nedgangsperiode mellem 1986 - 1995 lå udbetalingen i gennemsnit omkring 55% om året - altså i en 10 års periode.

Der kan ikke herske tvivl om den finansielle kapitals position. De midler, hvormed profitten overførtes fra den produktive sektor, er finansielle. Ligeledes blev den profit, der havnede i de finansielle selskaber i høj grad videreført til enkeltpersoner; dvs. aktionærerne i de finansielle virksomheder. At én gruppe i samfundet i særdeleshed har profiteret af de nyliberale tendenser er en tanke som mange selv i det kritiske spektre af det akademiske miljø har svært ved at acceptere. Ikke desto mindre argumenteres der i næste afsnit for, at dette forhold gør sig gældende: nemlig at den finansielle elite i den grad har profiteret af den stigende overførsel til den finansielle sektor på bekostning af de arbejdende klasser.

3. Hvem profiterer af nyliberalismen?

Klassernes indkomster.
At virksomhedernes udlodning afspejler sig i indkomststatistikken kan ikke undgås. Målgruppen for selskabsudbytterne, nemlig de privatpersoner, der ejer andele i virksomheder eller er investorer i investeringsselskaberne udgør bare ikke de store brede folkelige lag i Danmark. Tværtom er det et eksklusivt mindretal af den danske befolkning.

Finansministeriet (2004)22 har foretaget en analyse på baggrund af en stikprøve på 3,3% af danskernes indkomstopgørelser fra 1983-2002. Resultatet er ikke til at tage fejl af.

Billedet kunne ikke vises

Figur 7: Udvikling i realindkomster fordelt på indkomstgrupper 1983-2002. Grupperne er opdelt i deciler og percentiler. Decil er 1/10 af befolkningen, mens percentil er 1/100 af befolkningen. 1. decil er de 10% fattigste, mens 10. decil er de 10% rigeste.10. decil er opdelt i 10 lige store percentiler. 100. percentil er altså den 1% rigeste del af den danske befolkning.23

Det interessante ved denne opgørelse er, at der udkrystalliserer sig nogle grupperinger, hvis økonomiske forhold har udviklet sig ens under nyliberal indflydelse. At kalde opdelingen i deciler for en klasseanalyse er på ingen måde adækvat, men den giver os nogle meget væsentlige oplysning afhængigt af detaljeringsgraden. Analysen fra Finansministeriet udskiller således fire overordnede socioøkonomiske positioner:24

(A) Den laveste indkomstgruppe på 10 %, der som de eneste bliver absolut fattigere i udvalgte perioder
(B) Midterste indkomstgruppe på 80% af befolkningen, der har oplevet nogenlunde samme lønudvikling over de sidste 20 år.
(C) Den højeste indkomstgruppe på 10% af danskerne, der bliver markant rigere efter 1995.
(D) Men mest opsigtsvækkende: den 1% øverste indkomstgruppe i det danske samfund, dvs. af 100. percentil har mere end fordoblet sin indkomst.25

Analysen fra Finansministeriet bekræftes af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2006), der på baggrund af tallene fra Finansministeriet har dekomponeret indkomstudviklingen for perioden 1995-2003 - datagrundlaget er altså det samme.

Billedet kunne ikke vises

Tabel 3: Dekomponering af indkomstudviklingen 1995-2003.
Kilde: AErådet (2006).

Lad os vende tilbage til vores fire ovenstående hovedinteresser.

Den laveste indkomstgruppe, 1. decil, har som den eneste gruppe oplevet en absolut forringelse af sine levevilkår. Forringelsen skyldes i høj grad den omstrukturering af staten mod en udbudspolitik, hvor man over en kam har forringet overførselsydelserne, lige fra kontanthjælp til SU, dagpenge til førtidspension med den begrundelse, at det skulle få flere i arbejde.26 Et hurtigt blik på figur 3 bekræfter at denne tendens gør sig gældende for arbejdsløshedsunderstøttelsen, der siden 1982 har været faldende relativt til gennemsnitslønnen.27

Samme gruppe har oplevet en negativ lejeværdi af egen bolig, idet de fleste fattige er lejere af bolig og stigninger i boligmarkedet har dermed haft den negative konsekvens, at de fleste lejere har skullet betale højere leje. Skabelsen af en egentlig underklasse i Danmark har været på tale, men den relativt høje mobilitet fra denne gruppe til midtergruppen slører billedet af et gammeldags 'pjalteproletariat'.28

Midterste indkomstgruppe, der har oplevet ensartet indkomstudvikling, udgøres af hele 80% af befolkningen. Denne befolkningsgruppes indkomst sikres ifølge tabel 3 langt overvejende gennem markedsindkomsten - nærmere bestemt lønnen. Gruppen konstitueres af det store flertal af lønarbejdere, hvis indkomst har været under streng kontrol siden 1980'ernes begyndelse. Omkring 1992-93 begynder en relativ stigning ift. 80'ernes indkomstudvikling for denne gruppe (figur 6.1). Det skal bl.a. ses i sammenhæng med den stigning vi registrerede i dekomponeringen af lønkvoten, hvor der sker en lille stigning i lønudviklingen fra 0,5 til 0,8% (tabel 4.1).
En anden væsentlig faktor er, som vi kan se i tabel 3, at denne gruppe oplever en effekt af boligmarkedets stigning. Boligmarkedets stigning i sluthalvfemserne, der nærmest overtog væksten fra aktiemarkedet er ikke noget unikt dansk fænomen.29 Det, der viser sig i den større spredning i fordelingstendensen på baggrund heraf, er det forhold at en forholdsvis stor del af danskerne ejer deres egen bolig. Derfor ses at effekten af stigningen i boligmarkedet rammer selv midtergruppen - om end effekten er halvt så stor som hos de 10% rigeste.

Ejerskabet over boligen gør nu ingen kapitalist af lønarbejderen. Eksempelvis ser vi at den positive kapitalindkomst langt overskrides af den negative kapitalindkomst - typisk lånet på huset. Den enorme stigning i boligmarkedet de sidste 10 år har i særdeleshed tilgodeset de rigeste 10%. Denne kendsgernings massive udtryk i indkomstens realvækst har på den ene side tilgodeset dem med store og dyre boliger, og på den anden side betydet store lejeudgifter for dem, der ikke ejer bolig.

Den 10 % højeste indkomstgruppe har som ovenfor angivet oplevet en markant indkomststigning siden 1995. Det interessante ved AE-rådets dekomponering i tabel 3 er, at baggrunden for indkomststigningen hos de 10 % rigeste skyldes væksten i de to hovedfaktorer 'positiv kapitalindkomst' og 'afkast af ejerbolig'. Den markante stigning i den positive kapitalindkomst hos de 10% rigeste afspejler fordelingen af aktier og obligationer mv. som i høj grad er koncentreret hos denne gruppe.30

Udviklingen i ejendomsforholdene med adskillelsen af ejendom og kontrol af virksomhederne (dvs. udviklingen af aktiekapitalen) har altså ikke betydet en folkeliggørelse af hverken kontrol over produktionen eller delagtighed i rigdomstilegnelsen; tværtom fristes man til at sige. Hvad der i stedet er tilfældet, er jo netop en stigende skæv fordeling til fordel for obligations- og aktieejere. Hvis vi ser på årene 2003-2005 finder vi at en fremskrivelse af de stigninger, som har været i bolig- og aktiemarkedet kan estimeres til at have henholdsvis 39% og 36 % indflydelse på en overordnet 10% stigning i uligheden.31

Boligafkastet er som nævnt ovenfor dobbelt så hurtigt voksende som for midtergruppen, samtidig med at det negative kapitalafkast ligger markant under. Dvs. gældsniveauet i indkomstudviklingen har i perioden 1995-2003 en regressiv karakter: det rammer primært de dårligst stillede. Den regressive fordeling af gældsbyrden betragter jeg ligeledes som et nyliberalt karakteristikum.32

Den 1% øverste indkomstgruppe er på mange måder den skelsættende gruppe i indkomstanalysen - og derfor væsentlig ift. vores forståelse af nyliberalismens klassekarakter. Antagelsen, at de nyliberale tendenser i den strukturelle fordelingsrelation har direkte betydning for, hvem der oplever en indkomstforøgelse, må lede os til at undersøge netop denne allerøverste socioøkonomiske gruppe. For "[d]en gennemsnitlige mervækst i indkomsterne i 10. indkomstdecil siden midten af 1990'erne kan i høj grad tilskrives indkomstvæksten for den ene pct. af befolkningen med de højeste indkomster"33, som Finansministeriet skriver.

Således har denne ene procent fordoblet sin indkomst i 1980-priser. Sammenhængen mellem realøkonomiens udvikling (afsnit 1), den finansielle sektors udvikling (figur 4 og 6) og stigningen i den eksklusive 1% rigdomsudvikling er ikke tilfældig. Dertil kommer de finansielle gevinsters betydning herunder aktiemarkedet. Som figur 4 viser, vil en udeladelse af denne ene procent fra 10. decil betyde en indkomstudvikling, der i 2003 ligger på 140, hvor 2.-9. decil ligger omkring 130.

Den nyliberale tendens sætter sig således igennem som en fordeling til fordel for en meget begrænset gruppe i det danske samfund, hvis interesser varetages gennem de finansielle aktiver. Tendensen, at en lille gruppe af meget rige personer øger deres indkomst eksplosivt, udgør i international sammenhæng på ingen måder et enkeltstående tilfælde - det er et karakteristika ved nyliberalismen både i Europa og USA.34

Danmark et klassesamfund
Således er grundtrækkene til en klasseanalyse af nyliberalismen i Danmark ridset op. Der eksisterer ud fra de tilvejebragte analyser klare paralleller til udviklingen i store kapitalistiske økonomier, herunder USA og UK. Restruktureringen af den kapitalistiske økonomi med en fordeling af samfundets værdi til fordel for den herskende klasse har også fundet sted i Danmark, hvor finanskapitalens øgede betydning ligeledes er tyngende på profitabiliteten.

Forestillingen om Danmark som uberørt socialdemokratisk oase i den nyliberale ørken kan derfor på det kraftigste dementeres. Tværtom er det det store flertal, hvis interesser trædes under fode af magtforskydningen mellem klasserne. Det er flertallet af almindelige lønmodtagere, hvis indkomstudvikling har været stagnerende og på hvis bekostning indkomstudviklingen i hos den rigeste elite er sket.

Imidlertid kan der peges på ét specielt træk ved udviklingen af nyliberalisme i Danmark. Det fremtræder, når vi betragter den tidslige udvikling og radikaliteten i de nyliberale tendensers gennemslag. Udviklingen er her en anden end i de store vestlige lande. Arbejderbevægelsens styrke i forbindelse med strejkebevægelsens udvikling herunder, Påskestrejkerne 1985, havde en stor betydning for udviklingen af nyliberalismen i Danmark.

Klassekampen - lønmodtagernes samlede arbejdskamp - står således tilbage som den faktor, der har kunnet true den overklassens strategiske omstrukturering af det danske velfærdssamfund. Den fremtidige udvikling af nyliberalismen internationalt og i Danmark vil ligeledes afhænge direkte af arbejderbevægelsens evne til at mobilisere flertallet til kamp mod nyliberalismen og for en bedre tilværelse.


1Se Wolff, Edward (2002): Top Heavy: The Increasing Inequality of Wealth in America and What Can Be Done About It, The New Press, New York; Susanne MacGregor (2005): "The Welfare State and Neoliberalism", i Saad-Filho & Johnston: Neoliberalism - A Critical Reader, Pluto Press, London
2se fx Goul Andersen, Jørgen (2003): Overdanmark og Underdanmark? Ulighed, velfærdsstat og politisk medborgerskab, Aarhus Universitetsforlag, Århus, s. 55
3For nærmere nærmere beskrivelse af de velfærdsteoretiske fejlslutninger, se Nielsen, Peter (2006): Nyliberalismen i det danske velfærdssamfund, research paper no.3/06, Roskilde Universitetscenter på: http://diggy.ruc.dk/bitstream/1800/1597/1/nr.+3.pdf.
4Duménil & Lévy (2004): Capital Resurgent - Roots of the Neoliberal Revolution, Harvard University Press s. 1-2.
5Finanskapitalens tilbagevenden til magten referer historisk til perioden fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1. verdenskrig, hvor kapitalismen gennemlevede en tilsvarende historisk krise. Krisen førte dengang til en række transformationer af kapitalismens funktionsmåde, nogle af hvilke bl.a. Lenin, Hilferding m.fl. har beskrevet og analyseret. Krisen ledte til imperialistisk aggression, voksende betydning af pengeøkonomien for realøkonomien og en ekstremt voksende fattigdom. Konsekvenserne heraf er kendte: 1. verdenskrig, krakket på Wall Street og efterfølgende 2. verdenskrig. For uddybende historisk perspektiv se Duménil G. & Lévy D. (2001): "Cost and Benefits of Neoliberalism. A Class Analysis" i Review of International Political Economy, Vol. 8, #4, 578-607.
6Went, Robert (2000): Globalization. Neoliberal Challenges, Radical Responses, Pluto Press.
7Duménil & Lévy (2004), Went (2000)
8Campbell, Al (2006): "The Birth of Neoliberalism in the United States: A Reorganisa of Capitalism" i Saad-Filho & Johnston (eds.): Neoliberalism - A Critical Reader, Pluto Press, London, s. 192-193.
9Knudsen, Knud: Arbejdskonflikter i Danmark, i Leksikon for det 21. århundrede oberserveret på http://www.leksikon.org/art.php?n=3342, d.20/11-2006.
10Når der tales om de ikke-finansielle selskaber drejer det sig om de selskaber i hvilken vare- og serviceproduktionen finder sted på altovervejende kapitalistiske vilkår og som ca. udgør 50-55% af produktionen i Danmark og ca. 50% af beskæftigelsen. Afgrænsningen inkluderer: industrien, handel, hotel- og restaurationsvirksomhed, transport, post og telekommunikation, landbrug samt bygge- og anlægssektoren (ekskl. boligbyggeri), se Johansen og Trier (2003): Danmark økonomi siden 1980 - en oversigt, Handelshøjskolens Forlag, København. Herved udelukkes den offentlige produktion og den finansielle sektor fra beregningen.
11Duménil & Lévy (2004): s 22-23. Symbolsk skrives det således: R = Π/K = Π/Y x Y/K, hvor R er profitraten, Π er profit, Y er output, K er kapitalapparatet. Π/Y er profitkvoten og Y/K er kapitalproduktivitet. Hvert led udgør to faktorer i forklaringen af profitratens bevægelse og dekomponeringen er således en måde at måle indflydelsen af de forskellige led.
12Lønkvoten og profitkvoten er inverse pr. definition: Y = П/Y + W/Y, hvor Y er output, W er løn og П er profit
13Vi registrerer her at kapitalinvesteringerne bliver mere effektive fra 1981-86 og 1993 - 2000. Det kan betragtes som en indikation på, at det forhold Marx kaldte kapitalens organiske sammensætning bliver mindre. Det skyldes ikke mindst IT-udviklingen og 'management-revolutionen'. Selvom denne faktor er væsentlig, er den imidlertid ikke genstand for opgavens interesse - teknologisk vækst har i kapitalismens historie spillet en stor rolle i profitratens optur, se Duménil & Lévy (2004)
14Nielsen (2006)
15Der er yderligere et forhold ved beregning som skal omtales. Beregningerne er foretaget med udgangspunkt i L som værende antal beskæftiget i stedet for som hos Bakir & Campbell antal arbejdstimer. Der kan som følge heraf opstå undervurdering dels af lønnens udvikling, dels af fald i produktiviteten. Det kan nemlig konstateres at for den periode 1995-2005, hvor der rent faktisk er timeopgørelser til rådighed at timeantal pr. beskæftiget stiger. Stigningen lyder på en gennemsnitlig årlig vækst i antal timer pr. beskæftiget på 0,456%. Denne udvikling kan påvirke resultaterne i anden retning.
16Vad, Hans Jørgen (1995): Påskestrejkerne 1985 - ti dage, der rystede Schlüter, SFAH, København
17Jensen, Albert (2001), "Påskestrejkerne 1985", artikel observeret 15/11-2006 på: http://www.leksikon.org/art.php?n=2112.
18Ibid.
19Aaen, Frank (2006): "Større ulighed", i Nielsen, Peter (red.): Økonomi og samfund 2007, Frydenlund, København.
20Duménil & Lévy (2004) s.72
21Indtægten fra aktieudbetaling til den finansielle sektor er ikke medregnet her.
22Finansministeriet (2004): Fordeling og incitamenter 2004, tilgængelig på http://www.fm.dk/db/filarkiv/9784/Fordelingogincitamenter.pdf
23Decil betegner altså en tiendedel af befolkningen, mens en percentil betegner en hundrededel. Når man vælger at opdele befolkningen i deciler og percentiler, er det for at kunne analysere hvilke grupper i befolkningen, der har oplevet ensartet indkomstudvikling: ex: er de fattigste blevet fattigere; er de rigeste blevet rigere - og hvem er blevet det?
24Som et forbehold må fremhæves at opgørelsen først starter fra 1983; havde vi haft adgang til data omkring 1979-1980 havde vi kunnet aflæse effekten af den pludselige stigning i det udloddede selskabsudbytte omkring dette år. Effekten af det høje leje for det udloddede selskabsudbytte i perioden 1980-1992 kan ikke aflæses i denne opgørelse, fordi selskabsudbyttet ligger relativt stabilt og udviklingen opgøres som realvækst, dvs. indkomstvækst fra år til år.
25Finansministeriet skriver om opgørelsen for den 1. decil, at der i 1993 påbegyndes en ny beregningsmetode for kontanthjælpen, hvilket har indflydelse resultatet af beregningen.
26Aaen (2006)
27Ugebrevet MandagMorgen d. 15/1-2007
28AErådet (2006): Fordeling og levevilkår 2006, tilgængelig på http://www.aeraadet.dk/media/filebank/org/fordeling%202006.pdf
29Foster, J.B. (2006): "The Household Debt Bubble", i Monthly Review, vol 58, Issue 1.
30AErådet 2006, s. 10-28
31Ibid s. 17-18.
32Foster (2006)
33Finansministeriet (2004) s.54
34Duménil & Lévy (2004)