Ændrer dette virkelig alt?
Af Michael Brie

Offentliggjort: 15. april 2015

Efter at have læst den canadiske journalist Naomi Kleins seneste bog ’Intet bliver som før – kapitalisme vs. klima’ konstaterer Michael Brie, at bogens budskab først og fremmest er henvendt til middelklassen i det globale nord: - Kun ud fra et komfortabelt ståsted, hvor man ikke trues af død og fordrivelse, er klimaproblematikken virkeligt den "mest omfattende" krise, skriver han. Brie anbefaler dog stærkt bogen til læsning for venstrefløjen - også som et led i en selvkritik. Kleins bog er ifølge Brie et bidrag til, hvordan de ”progressive” skal forberede sig på de kommende økologiske kriser. Men: - Endnu er vi ikke klar til at møde en sådan udfordring. For at nå dertil er der meget, rigtig meget, der stadig mangler at blive gjort, mener Brie.

Den canadiske journalist og aktivist Naomi Klein er en af ​​de mest indflydelsesrige og magtfulde stemmer i den globaliseringskritiske bevægelse i det globale nord. Sammen med sit team har hun i sin nye bog "Intet bliver som før – kapitalisme vs. klima" (Klein 2014, sidetallene i parentes refererer til den danske udgivelse*) behandlet et spørgsmål, som hun knap nok har skænket opmærksomhed i et helt årti, nemlig klimaforandringer.

Bogen er en tour de force på klimakampens felt. Detaljeret analyseres de store selskaber, green-washing [bedragerisk grøn PR og markedsføring – o.a] afsløres og ​​større miljøorganisationers medskyldighed fremstilles. De obskure sager, som Klein beskriver i stort antal og på fornem vis, gør læsningen af ​​bogen spændende som en thriller – med en masse skidt og noget godt.

Bogens budskab skal ikke findes i en ny måde, som spørgsmålet om klimaændringer behandles på – heller ikke de enkelte casestudier, som den samler, er egentlig ikke overraskende i al deres intensitet. Men dens afslørende kritik af de "grønne" milliardærer er vigtig. De beskidte penge, den beskidte vold og de lige så beskidte lovbrud, som de oprindelige folk konfronteres med, bliver hudløst fremstillet. Med udgangspunkt i Canada viser bogen potentialet for de kampe, som disse folk kæmper netop om deres traditionsbundne rettigheder til jord og vand. Aftalerne mellem Nordamerikas stammer og de indtrængende briter slog for det meste fast, at kun ganske bestemte rettigheder blev givet til bosætterne. På alle måder er Naomi Klein en for læserne spændende journalist og forfatter.

Det var først i 2009, ifølge forfatteren, midt under uroen som følge af den finansielle og økonomiske krise, at hun blev opmærksom på de muligheder, der kunne gemme sig i bevægelsen mod den globale opvarmning: Hun indså, at denne kamp kunne blive et omdrejningspunktet, en katalysator for en global civilisatorisk transformation; som hun skriver i indledningen, kunne hun ”pludselig se, hvordan klimaforandringer - hvis de blev behandlet som en klodes krise i lighed med den stigende vandstand - kunne blive noget, der kunne få menneskeheden til at stå sammen" (7). Klimaændringerne kunne så være de bedste argumenter, som ”de progressive kræfter nogensinde havde haft i forhold til at kræve genopbygning og genoplivning af lokale økonomier. Til at blokere for elendige nye frihandelsaftaler og omskrive de gamle; til at investere i den udsultede offentlige infrastruktur i form af offentlig transport og boliger, der er til at betale; til at kræve ejendomsretten til vigtige ting som vand og energi tilbage, til at omstille vores syge landbrugssystem til noget sundere; til at åbne grænserne for immigranter, der er blevet fortrængt af klimaet; til endelig at respektere de indfødtes ret til deres land, og til at få gjort en ende på den groteske ulighed i hvert enkelt land og landene imellem" (7).

Som så mange andre har Naomi Klein observeret fragmenteringen af ​​de globaliseringskritiske bevægelser – svækkelsen som følge af konstant at skulle modstå nye angreb fra nyliberalismen og den manglende evne til at flette de divergerende interesser sammen og koordinere kampene effektivt. Mens hun tidligere har støttet de ret amorfe protester fra unge, er hun nu blevet utålmodig: "Som det er ved at gå op for mange, er dyrkelsen af strukturløshed, oprøret mod enhver form for institutionalisering, en luksus, som nutidens omstillingsbevægelser ikke kan tillade sig [...] I praksis betyder det, at vi - lige meget hvor meget vi vånder os, tweeter, flashmobber og besætter - kollektivt set mangler mange af de redskaber, der blev brugt til at opbygge og vedligeholde fortidens omstillingsbevægelser” (158).

Og netop det udgør budskabet i bogen: ”… klimamomentumet tilbyder en overordnet fortælling, inden for hvilken alt - fra kampen for gode job, retfærdig behandling af migranter til erstatning for historiske forurettelser som slaveri og kolonialisme – kan blive del af det helt store projekt, det er at opbygge en ikke-forgiftende, choksikker økonomi, inden det er for sent" (154). Den grundlæggende tese er, at bevægelsen mod den globale opvarmning har potentiale til at forbinde alle de andre, altså at udfolde en ægte mod-hegemoni (se hegemoni og mod-hegemoni Laclau / Mouffe 2006, Brand 2011): "Klimaforandringer har derfor ikke brug for nogen splinterny bevægelse, der på magisk vis vil sejre, hvor de andre fejlede. I stedet kan klimaforandringerne, som den mest omfattende krise skabt af det ekstraktivistiske syn på verden og som den, der sætter en stram og ubøjelig deadline for hele menneskeheden, blive det - det store skub fremad - der samler alle disse stadigt levende bevægelser. En brusende strøm, der får næring fra alle mulige vandtilløb og samler en kollektiv styrke, der til sidst når havet” (459).

Tidligere bevægelser havde næsten altid standset dér, hvor det kom til stykket - ved de herskendes overherredømme og rigdom. Men denne gang skal det ikke være muligt. Nu må sandheden på bordet: Den socio-økologiske genopbygning, som ville blive nødvendig for at i det mindste at bremse klimaforandringerne og muligvis forhindre en katastrofe, er ikke mulig med et "business as usual" – ikke mulig med den nuværende vækstmodel, med kapitaloligarkiernes kontrol (om den destruktive rolle som disse oligarkier spiller se Dellheim 2014) med de finansielle strømme og med den metabolske proces med naturen, med de nuværende produktions- og livsvilkår for den globale middelklasse og den himmelråbende ulighed. Klimaændringerne bliver således af Naomi Klein forstået som det arkimediske punkt [”Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden.” – Archimedes, oldgræsk fysiker og matematiker (ca. 285-212 f.Kr.) / o.a.], som kan bringe kapitalismen ud af fatning. De tidligere bevægelser "for totale menneskerettigheder og lighed uanset etnicitet, køn eller seksuel orientering; for virkelig afkolonisering og oprejsning; for fødevaresikkerhed og landmændenes rettigheder; mod oligarkier og for beskyttelsen og udvidelsen af den offentlige sfære" (459) må i lyset af klimaforandringerne føres til ende. "Klimaforandringerne er vores chance for endelig at rette op på disse betændte uretfærdigheder - befrielsen, der ikke blev ført til ende” (459). Kampen mod den globale opvarmning bliver således opladet - ikke af en, men derimod af den radikale befrielses historiske mission.

Og her rejser jeg så en række spørgsmål med udgangspunkt i følgende: Er der attraktive alternativer, som kan virke for milliarder af mennesker? Den elendige udvikling vil fortsætte, så længe der ikke er sådanne alternativer. Uden disse vil selv en klimakatastrofe først og fremmest fremme autoritære og fascistoide systemer. Hvis der er en gældende erfaring fra de mange alternative projekter fra de sidste 200 år, er det denne: Alternativernes attraktivitet afhænger af de ressourcer, som er forbundet med dem, og som de er i stand til at frigive. Ofte er alternativer igen blevet opgivet, fordi de netop mislykkedes hermed – dette galdt i en stor stil statssocialismen i det 20. århundrede. Disse ressourcer er økonomiske, politiske og kulturelle - men ofte også militære. Det starter med at sikre basisgoder så som beskyttelse af den personlige integritet, mad, tøj, bolig, uddannelse, sundhedsydelser, mobilitet og sikring af adgang til internettet etc. Men det handler også om en række sociale relationer, om retssikkerhed, om kultur og individuelle og kollektive frihedsrettigheder. Det er ikke økonomisme, når det fastslås, at goder har deres fysiske og psykiske betingelser, der skal produceres.

En alternativ politik, som ikke (gen)skaber ressourcerne for sin egen gennemførelse, er dømt til fiasko. En sådan politik skal derudover først og fremmest være i stand til - også ved hjælp af statsmagten - at undertrykke yderligere privatisering af offentlige goder, af internationale virksomheders overherredømme og nye ekstraktivistiske projekter [overforbrug af jordens ressourcer - o.a.]. Det gælder om effektivt at blokere de hidtil foretrukne løsninger fra de herskende kræfter og gennemføre andre betingelser for samarbejde (se Wright 2013: 24). Man skal for det andet være i stand til at generere tilstrækkelig støtte til sit projekt. Men det afhænger af de materielle og intellektuelle ressourcer, for det livsperspektiv, som vedvarende kan forbindes med dette projekt. Reduktion af fattigdom, reelle muligheder for social opstigning og overbevisende frihedsgevinster må kunne forbindes med en venstreorienteret politik, som vil være i stand til at etablere en alliance mellem underklasse og middelklasse. Jo større succes en sådan politik vil have i bekæmpelse af fattigdom, desto større vil kravene til udvidelse af den enkeltes frihed blive, til at levere de nødvendige offentlige goder, til at sikre retsstaten og give bred mulighed for selvstændig handlen.

Alle disse spørgsmål tildeler Naomi Klein kun lidt opmærksomhed. Ligesom mange andre retter hun primært blikket mod de ekstraktivistiske industrier og modstanden mod dem. Bilindustrien og de højteknologiske industrier bliver ikke nævnt. De oprindelige folks kamp bliver fremstillet, men integrationen af hundreder af millioner af nye arbejdere i den globale arbejdsdelingskæde af ekstraktivistiske, produktivistiske og konsumeristiske sektorer bliver kun marginalt behandlet. Impulsen fra det nuværende system udgår ellers fra tyfonens midte, produktions- og livsbetingelserne for kernegrupper i den globale kapitalismes metropoler - New York, London, San Francisco og Shanghai, Mumbai og São Paulo; ud fra den intensiverede konkurrence mellem stater og regioner og fra kampen mellem den gamle og nye middelklasse og dem, der trænger sig på, vokser en stadig tyderligere dynamik af videnskabelige og teknologiske gennembrud, økonomisk vækst, forbrug, ressourceforbrug og CO2-udledning, som denne gang ikke blot har indfanget Vesten, men også store dele af verdens befolkning. At udtømningen af råstoffer de næste 30 til 40 år sætter grænser for væksten, mærkes ikke på den nuværende udvikling (se i især Cattin, 2011).

Stillet over for valget mellem at være fattig og ren eller ikke helt så fattig, mod til gengæld at acceptere udvindingsindustrien, vil mange - eller næsten alle - vælge de "beskidte" penge. Naomi Klein illustrerer selv dette ved hjælp af et eksempel fra kampen for Yasuni National Park i Ecuador og opsummerer dilemmaet med følgende ord: ”De århundrede lange, regelmæssige røvertogter – for tilegnelsen af jord, arbejdskraft og plads i atmosfæren - har den virkning, at udviklingslandene nu sidder fast i en ond cirkel, fordi virkningerne af den globale opvarmning forværres af den vedvarende fattigdom, og fattigdomsbekæmpelse fungerer i vores nuværende økonomiske system mest omkostningseffektivt og lettest, når meget mere kulstof er afbrændt, hvormed klimakrisen igen forværres drastisk. Uden hjælp kommer de ikke ud af denne onde cirkel, og denne hjælp skal komme fra de lande og virksomheder, der blev rige, hovedsageligt på grund af illegale tilegnelser” [her oversat fra den tyske artikel – o.a.]. Således udbreder den moderne kapitalismes ekstraktivistiske-produktivistiske-konsumeriske projekt i øjeblikket sin egen krise endnu hurtigere.

Naomi Klein håber på, idet hun udgår fra truslen om klimaforandringer, at kunne forbinde de fragmenterede kampe effektivt med kraften fra en ny fortælling. Men en sådan forbindelse er sikkert lige så mulig, hvis vi udgår fra behovet for en ordning, der forhindrer en udvikling frem mod konstante nye krige (krige om ressourcer, klimakrige, krige til beskytte af egne grænser mod "flygtninge"). Mere end det: Hver enkelt af de mange konflikter har en universel - ”alle andre inddragende” - potentiale. Ingen kan forudsige, hvilken konflikt, der viser sig at blive en attraktor [fra geometrisk teori: betegnelsen anvendes, fordi mange forskellige startbetingelser giver samme langtidsbevægelse og altså fører til samme attraktor, jf. denstoredanske.dk – o.a.], der kunne give de øvrige ny retning. Kun ud fra et komfortabelt ståsted, hvor man ikke trues af død og fordrivelse, er klimaproblematikken virkeligt den "mest omfattende" krise. De, der er direkte berørt af ørkendannelse og ødelæggelse, af oversvømmelser og ødelæggelse af deres livsområder, er netop dem, for hvem ændringer af klimapolitikken må træde i baggrunden på grund af de lange tidshorisonter, der er forbundet hermed. Henvisningen til konsekvenserne af klimaændringerne er derfor et middel til at opnå formålet. Det er middelklassen i de velstillede lande, der måske kan mobiliseres omkring de eksistentielle problemer med henvisning til klima, og sådan forstår jeg Naomi Kleins budskab.

Men det er ikke bogens egentlige problem. Hvilket spørgsmål, som ender med at trække de andre med sig, er åbent. Vigtigere er noget andet: alt for lidt opmærksomhed tildeles det faktum, at de skader, der er forbundet med klimaændringer, de trusler, som de trækker med sig, i øjeblikket kun forværrer de dynamikker, der forårsager dem. De rigere lande og mange af de nye markeder [BRIK-landene ex – o.a.] forsøger ikke bare nogenlunde politisk at bekæmpe årsagerne, men prøver i stedet med øget ressource- og energiforbrug at afsvække konsekvenserne. Dette får en særlig ’rebound effect’. Den øgede efterspørgsel efter disse ressourcer øger samtidig udbuddet, så den hidtil alt for dyre energi pludselig giver mening. Ikke knaphed, men tværtimod en overflod præger lige nu markedet for olie og gas - og ikke kun det.

De udfordringer, som klimaændringerne stiller os, indeholder modsatrettede potentialer: Et skift fra "Kapitalozän", perioden af enhed mellem kapitalismen og den ”planetariske naturalform” (Altvater 2014: 27, se også Altvater 2015) frem mod et solidarisk samfund indlejret i den jordiske natur, er mulig. Men klimaændringerne kan også tackles således, at tendenserne i retning af at slippe kapitalismen fri i de kommende årtier endda vil stige. I øjeblikket ser det ud, som om bremsen ikke er trukket, mens speederen tværtimod er helt i bund. Hölderlins håb, at "hvor der er fare, er hjælpen også nær," kan vise sig at være falsk; tværtimod kan faren få ødelæggelsen og barbariet til at stige.

Naomi Klein starter med behovet og muligheden for en global Marshall-plan for at lede kampen mod den globale opvarmning. Men det vil med stor sandsynlighed ikke komme til at ske. Det er den bitre sandhed. Der vil måske være fonde, som befordrer den teknologiske udvikling i udviklingslandene. Noget kan gøres her og der, og nogle skader minimeres, men den grundlæggende retning og dynamik vil ikke blive berørt i en overskuelig fremtid (se i den forbindelse meget overbevisende Randers 2012; se også analysen af Dieter Klein 2015a). Og uden tilbagebetaling af den økologiske gæld til det globale Syd (for slet ikke at nævne de andre gældsposter) er en overgang dér næppe mulig. Det ville også være latterligt, hvis det endnu en gang blev forventet af den svage del af det globale samfund, at de påtager sig rollen som "avantgarde" og bærer omkostningerne og i bedste fald vil kunne forvente at høste deres frugter i en fjern fremtid - alt i mens Venstrefløjen på den nordlige halvkugle ser længselsfuldt på.

Naomi Kleins historie mangler - på linje med så mange andre globaliserings kritiske historier - en afgørende ting, nemlig et overbevisende og effektivt alternativ. Dette skyldes objektive grunde og ikke en mangel ved bogen. Dens svaghed er blot at ignorere dette problem. Alternativerne er endnu ikke konstituerede. Der er et gabende tomrum dér, hvor tidligere socialismen, kommunismen og anarkismen tumlede i deres mange varianter. De mange forsøg på mindre alternativer, som har været forsøgt siden 1960'erne, er forblevet marginale (se for Forbundsrepublikkens vedkommende Reichardt 2014). Projektet med en socio-økologisk transformation, som blev konciperet i Forbundsrepublikken i 1980'erne (Lafontaine 1988), blev taget af dagsordenen i 1990. Den "nye tænkning" (Gorbačev 1988), bæredygtighedens politik (Hauff 1987) og Rio-topmødet opnåede ikke større betydning. ”Den Globale Revolution" (King / Schneider 1992) fandt ikke sted. Om hendes håb at der vil komme en ændring i den nuværende situation, fordi "lederskab, drevet nedefra" bliver muligt, står stadig åben. De økonomiske, politiske, kulturelle og sikkerhedspolitiske vilkår for dette bliver ikke konkretiseret af Naomi Klein. De bærende kræfter forbliver uklare. Og når spørgsmålet om lederskab forbliver uløst, fører den (berettigede) kritik af de oplyste milliardærer og de store miljøorganisationer ikke meget videre. De af hende citerede eksempler om afskaffelsen af slaveriet eller New Deal var resultater af en forbindelse mellem voldsomme sociale kampe, stærke bevægelser med en mod-hegemoniel diskurs og splittelser i de herskende kredse såvel som voldsomme legitimerings- og åbne magtkriser (se fx Klein, Dieter 2015b). Markante begivenheder, som Naomi Klein sætter sit lid til, vil kun opnå en progressiv forvandlende effekt, hvis kriterierne for dette er opfyldte. At bidrage til at skabe disse, vil være den vigtigste opgave for de næste par år eller årtier.

Naomi Kleins håb afhænger af den næste krise, når historien igen banker på døren. Hendes bog er et bidrag til vores forberedelse heraf. Endnu er de "progressive" ikke klar til at gribe en sådan ny chance. For at nå dertil er der meget, rigtig meget, der stadig mangler at blive gjort.

* Naomi Klein: ’Intet bliver som før – kapitalisme vs. klima’, forlaget Klim, Aarhus 2014. Bogen er oversat af Steen Fiil – også de her i artiklen gengivne tekststykker.

Litteratur

Altvater, Elmar (2014): Wertform, Naturform, der Doppelcharakter der Ware und das ökologische Weltsystem. Ein vorausschauender Rückblick auf das Kapitalozän, in: Z, Zeitschrift marxistische Erneuerung, Vol. 100 (Dezember), S. 20-27.

Altvater, Elmar (2015): Engels neu entdecken. Das hellblaue Bändchen zur Einführung in die »Dialektik der Natur« und die Kritik von Akkumulation und Wachstum, Hamburg.

Cattin, Daniel (2011): Unheimliche Zukunft. Wie die nächsten 40 Jahre unsere Welt verändern, Norderstedt.

Dellheim, Judith (2014): Kapitaloligarchien und Transformation. Zur Entwicklung der Europäischen Union, in: Brie, Michael (Hrsg.): Futuring. Transformation im Kapitalismus über ihn hinaus, Münster, S. 332-367.

Gorbačev, Michail S. (1988): Umgestaltung und neues Denken für unser Land und für die ganze Welt, Berlin.

Hauff, Volker (Hrsg.) (1987): Unsere gemeinsame Zukunft. Der Brundtland-Bericht der Weltkommission für Umwelt und Entwicklung, Greven.

King, Alexander/Schneider, Bertrand (1992): Die erste globale Revolution. Ein Bericht des Rates des Club of Rome, Frankfurt a.M.

Klein, Dieter (2015a): »Hoffen Sie auf das Unwahrscheinliche! Arbeiten sie auf das Unwahrscheinliche hin!«, in Brie, Michael (Hrsg.): Mit Realutopien den Kapitalismus transformieren? Beiträge zur kritischen Transformationsforschung 2, Hamburg.

Klein, Dieter (2015b): Fähig zu progressiver Transformationspolitik? Die Macht­eliten angesichts globaler Großgefahren, in: Thomas, Michael/Busch, Ulrich (Hrsg.): Transformation im 21. Jahrhundert. Theorien – Geschichte – Fallstudien. I. Halbband, Berlin, S. 265-300.

Klein, Naomi (2015): Die Entscheidung. Kapitalismus vs. Klima. Frankfurt a.M. (Originaltitel: This Changes Everything. Capitalism vs. the Climate, New York 2014).

Lafontaine, Oskar (1988): Die Gesellschaft der Zukunft. Reformpolitik in einer veränderten Welt, Hamburg.

Randers, Jørgen (2012): 2052 – der neue Bericht an den Club of Rome. Eine globale Prognose für die nächsten 40 Jahre, München.

Reichardt, Sven (2014): Authentizität und Gemeinschaft: Linksalternatives Leben in den siebziger und frühen achtziger Jahren, Berlin.

Wright, Erik Olin (2013): Transforming Capitalism through Real Utopias. Presidential Address, in: American Sociological Review, Vol. 78(1), S. 1-25.

Artiklen er oprindelig bragt i det tyske tidsskrift ’Sozialismus’ (Hamburg), hæfte nr. 4, april 2015. Se også her: http://www.sozialismus.de/detail/artikel/aendert-dies-wirklich-alles/

Artiklen er – i let forkortet udgave - et fortryk fra bogenMit Realutopien den Kapitalismus transformieren? Beiträge zur kritischen Transformationsforschung 2’, som udgives af forfatteren på forlaget ’VSA:’ (Hamburg), medio april 2015. Se http://www.vsa-verlag.de

Oversat med tilladelse fra ’Sozialismus’ af Klaus Krogsbæk