Stemningsopbrud
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2019

Resultatet af folketingsvalget er både herhjemme og i udlandet i medierne blevet udlagt som en markant rød valgsejr. Den vurdering holder ikke for en nærmere prøve. Det kommer nærmere de faktiske forhold at tale en vandring fra højre ind mod den borgerlige midte og i mindre omfang over midten til Socialdemokratiet, som vekselkontor for vælgerafgangen fra DF (ca. 10%) til en pæn fremgang for SF. Hvad der er ganske naturligt, al den stund SF i lang tid har fungeret og optrådt som Socialdemokratiets eksterne og loyale venstrefløj med en humanistisk og grøn profil.

Socialdemokratiet, SF og EL fik sammenlagt en fremgang på 2,2%, hvorimod Venstre og det Radikale Venstre samlet fik en fremgang på 7,9%, så det forekommer lidt overvurderet at tale om markant rød fremgang. Især når fremgangen først og fremmest blev forårsaget af en total nedsmeltning både i regeringen, hos DF og ude på det yderste højre.

Skulle S-SF-EL imidlertid have indkasseret en større vælgermæssig fremgang på det samme politiske grundlag, ville det ikke i mindre grad have været unøjagtigt at kalde det er markant rødfremgang, når farvens reelle indhold lægges til grund. Om dette senere.

Når midten i dansk politik faktisk blev styrket, uden at det rigtigt kan bruges til noget, skyldes det, at Venstre huggede 47% af de stemmer fra DF, der var i skred, og at De Radikale i den grad har formået at slå sig op i storbyerne på to så vitale temaer som humanisme og forsvar af klimaet, hvilket tæller aktuelt, men måske med begrænsede fremtidsperspektiver. Hertil føjer sig Løkke Rasmussens to meget begavede træk. Først lancerede han midt i valgkampen muligheden af en SV-regering, og senere – nærmere bestemt dagen før valget – lagde han VLAK-regeringen i graven og opfordrede endnu engang til dannelse af en SV-regering med mulig deltagelse af R. Som Martin Lidegaard fra R hurtigt kvitterede for med at kalde det et ”drømmescenarie”.

Måske eller måske ikke har Løkke Rasmussens skridt haft en større appel end hidtil antaget. I pressen blev hans udspil opfattet som desperation. Måske havde Løkke Rasmussen i virkeligheden med vanlig fingerspidsfornemmelse luret, at noget nyt var på vej, og at det nye kunne være et voksende ønske om opbrud og politisk stabilitet og sikring af velfærden på en og samme tid kombineret med en moderat og ræsonnabel, men dog fast udlændingepolitik. Måske havde han afkodet EP-valgets resultat, men først og fremmest valgdeltagelsen mere korrekt end så mange andre. At flere danskere end tidligere er begyndt at forstå, at trygheden fremover skal vindes i EU og ikke gennem national afgrænsning. Den udvikling har Eurobarometer dokumenteret over fire gange i 2018

Hvor meget Løkke Rasmussens fremstrakte hånd har påvirket stemmebevægelserne kan ikke vides på nuværende tidspunkt. Afgørende er det dog, at de tre gamle borgerlige magtpartier V, K og R blev styrket gennem en meget voldsom kannibalisme i blå blok, hvor DF nu skal genopfinde sig selv, og LA er blevet reduceret til ligegyldighed.

Stemningsopbrud

Men det vigtigste udsagn om valget, som også hænger sammen med det foregående, blev nok klarest formuleret allerede dagen efter valget af Arne Hardis fra Weekendavisen. Det skete i DR Deadline, hvor han beskrev valgresultatet som et opgør med 2001 og som et systemskifte. Dvs. opgør med den faste magtkonstellation mellem V, K og O, hvor V og delvist K fra 2001 og frem stod for den liberale politik med fast støtte fra DF, der som modydelse næsten frit kunne håndhæve kravet om en stram udlændingepolitik og i fri dressur kunne dyrke rødderne til den nationalkonservative ”danskhed” som modvægt til de liberales forgabelse i globaliseringen.

Den konstellation har af flere årsager udspillet sin rolle og af samme årsag opbrugt det meste af sin tidligere energi. Men at kalde det et systemskifte, selv om hensigten er rigtig, er alligevel problematisk. For det første. Hvad er det for et system, der er skiftet, og skiftet ud med hvad? Brugen af begrebet ”system” leder tanken hen på et skifte fra og til noget afrundet institutionelt, og her er vi angiveligt ikke. Hvad, vi er vidne til, er derimod et opbrud eller ligefrem et skifte i stemning, der på et eller andet tidspunkt både kan give sig udslag i nye politiske strømninger, magtkonstellationer og institutioner. Men det må række her at anvende begrebetstemningsopbrud, hvilket bliver resten af lederens omdrejningspunkt. 

Som flere andre griber Arne Hardis og Hans Mortensen i Weekendavisen fat i to problemstillinger. Vingeskydningen af DF’s raison d´etre, som er den stramme udlændingepolitik baseret på en nationalkonservativ dyrkelse af nationen og en religiøst funderet fremmedfjendskhed kombineret med en moderat socialkonservatisme, begge først og fremmest rettet mod arbejderklassen og de svageste dele af middelklassen. Det politiske grundlag havde en relativ stor tiltrækning på de samfundsgrupper, som følte sig overvældet af globaliseringen og kunne samtidig indgå som afledende symbolmarkør for det liberale opgør med velfærdsstaten. Imidlertid er flygtningestrømmene stilnet af, og i stedet træder helt andre alvorlige trusler frem, som overhovedet ikke ligger indenfor DF’s politiske radar og grundlag.

Truslerne har ændret karakter og fokus. Som OECD og IMF m.fl. beskriver, er det samfundspolitisk største problem ved at blive de stadigt forringede sociale, økonomiske og statusmæssige vilkår for middelklassen. Den evindelige uro på verdensmarkedet og den tiltagende vilkårlighed, først og fremmest personificeret i præsident Trumps vilkårlige anvendelse af økonomiske masseødelæggelsesvåben overfor alt og alle (hvem frygter ikke, at ens Huawei bliver ubrugelig?). Men også krisespøgelset, der hele tiden dukker op til overfladen som en nærliggende risiko. Hertil kommer selvfølgelig klimaproblemerne. Op imod disse problemer og de truende militære konflikter, som også Danmark kan blive involveret i, spiller det vigende flygtningeproblem en mindre rolle for en voksende del af vælgerne. 2019 er ikke 2015, hvor flygtningeproblemet kulminerede. EP-valget viste måske de første tegn på, at de højre-nationalistiske protestpartier er ved at miste momentum. Tilfredsheden med EU er faktisk i vækst over hele Europa, selvom borgerne ikke mener, at EU gør nok ved klimaproblemet, skatteunddragelsen og den økonomiske usikkerhed.

Stemningsopbruddet finder delvist sin forklaring i, at DF har overskredet grænsen for sine potentialer og måske af samme grund er drattet ned på en ca. 8%. Mange flere i det danske samfund har partiets politik og nationalkonservative ideologi heller ikke forklaringsværdi for.

De evindelige nedskæringer

Men stemningsopbruddet kan ikke alene forklares indenfor rammen af DF’s politisk-ideologiske nedtur. Det finder også sin forklaring i, at VLAK-regeringens desperate zigzag-politik har betegnet afslutningen på en længere periode med liberal dominans i dansk politik og i Europa. Den siddende regering kunne ganske enkelt ikke komme videre, selv om den havde vundet valget, hvorfor det var helt korrekt set af Lars Løkke, at regeringspartierne ikke kunne udforme et fælles valgprogram endsige danne en ny regering – og komme videre.

Hvad, han derimod ikke har indset og af gode grunde, er, at det er ved at gå op for danskerne i bred almindelighed, at den liberale politik har kørt den danske velfærdsstat i sænk, og at der snart ikke er noget tilbage af det berømte universalitetsprincip og i endnu mindre grad af ”den danske model” på arbejdsmarkedet. Den ene stramning efter den anden er blevet indbygget i ”modellen”, så den højt besungne fleksibilitet i dag kun gavner arbejdsgiverne.

Siden 2001 har skiftende liberale regeringer med nationalkonservativ støtte fra DF forringet stort set alle de ordninger, som det bl.a. tog arbejderbevægelsen 40-50 år at tilkæmpe sig. I årene frem til valget i 2015 er forringelserne først og fremmest blevet udbudspolitisk begrundet (skattelettelser til arbejdsgiverne og arbejdskrav til lønmodtagerne) og har for det meste været rettet mod samfundets randgrupper med den store sidegevinst, at tilværelsen som arbejdsløs, kontanthjælpsmodtager osv. er blevet så utålelig, at løntilbageholdenhed og tilpasning til urimelige arbejdsgiverkrav er blevet opfattet som den pris, der måtte betales for ikke at ende ude i en margin, hvor vilkårligheden råder.

I 2015 skete der et væsentligt skifte i de politiske magtforhold og dagsordenen. Thorning-regeringen og Socialdemokratiet tabte valget og efterlod sig et parti inklusive SF i total orienteringsløshed. Thorning-regeringen havde fra første dag videreført liberal politik. Ikke kun som tilpasning på grund af de parlamentariske styrkeforhold, men kodificeret af finansministeriet og ministeren i form af skattelettelser til de højeste indtægtsgrupper, indførelse af budgetloven, tilslutning til finanspagten og kompromitterende privatiseringer som i tilfældet DONG. Med flygtningeproblematikken som bagtæppe fik DF på den anden side et kanonvalg og blev Danmarks næststørste parti og som sådan kongemager i blå blok.

Venstre kunne danne regering og havde fri bane til næsten uhindret at videreføre og skærpe Thorning-regeringens politik var det ikke lige for problemerne med Liberal Alliance, der førte sig frem som globaliseringens aggressive derivat. Nu skulle der for alvor føres konsekvent liberal politik. Venstre gjorde det eneste mulige om end nødtvunget og indlemmede LA og K i regeringen med DF som nationalkonservativ modvægt.

Ændringer i nedskæringspolitikken

I hele den netop afsluttede valgperiode lykkedes det VLAK-regeringen at føre nedskæringspolitikken over på de samfundsområder, hvor en meget stor gruppe af borgere er blevet ramt. Forringelser af kommunernes og regionernes økonomi og krav om den ene effektiviseringsrunde efter den anden (læs forprogrammerede besparelser). Forringelser af folkeskolerne og daginstitutionsområdet. Forringelser af den kollektive trafik. Underfinansiering af hospitalsvæsnet og ældreplejen. Fremelskning af en udvikling på boligmarkedet, som har gjort det mere end vanskeligt for de unge at finde en ordentlig og betalelig bolig. Yderligere forringelse af Skat og favorisering af erhvervslivet i almindelighed og finanssektoren i særdeleshed, hvad der i dag med baggrund i hvidvaskskandalerne sammenholdt med den øgede ulighed er blevet utåleligt for større grupper i befolkningen. Sammenlagt har forringelserne og effektiviseringskravene indenfor den offentlige sektor udhulet kvaliteten indefra og presset de ansatte ud i elendige arbejdsforhold og på det sidste resulteret i uacceptable tilstande indenfor næsten alle velfærdsområder. I en sådan grad og særdeles mærkbart for de almindelige borgere, at det har trukket store overskrifter.

Kort sagt har VLAK-regeringen med DF’s faktiske støtte flyttet forringelserne fra de perifere samfundsgrupper til samfundets dominerende grupper og klasser i et omfang, så borgerne nu med rimelighed sætter spørgsmålstegn ved, om velfærdsstaten stadig fungerer. Især fordi stadigt flere borgere for blot at få dagligdagen til at hænge sammen har måtte ty til dyre private ordninger af tvivlsom kvalitet. Hvor meget regeringen end har vendt anklagerne mod kommunerne og regionerne, som man økonomisk har amputeret og i samme åndedrag forherliger udbudspolitikkens ufejlbarlighed, står den udbredte opfattelse tilbage, at VLAK-regeringen har ødelagt velfærdsstaten, uden at noget er blevet bedre endsige har udsigt til at blive bedre. I den forstand har regeringen optrådt som avantgarde, for så vidt det gælder demonstrationen af liberalismens manglende potentiale til at videreudvikle velfærdsstaten og de almindelige velfærdsordninger.

Parallelt hermed har samme regering og dens støtter i de forskellige intellektuelle netværk og statslige institutioner kompromitteret hele det teoretiske grundlag bag den liberale politik. Kritikken af forestillingerne: Om det økonomiske menneske. Om budgetbalanceortodoksien. Om konkurrencens velsignelser. Om udbudspolitikken og statens og fagforeningernes belastning af markedsprocesserne, er taget til, og der har i valgperioden været en opblomstring i tilbud om teoretisk-politiske alternativer, som i sig også har indeholdt en voksende kritik af de liberale institutioner som f.eks. Moderniseringsstyrelsen, regnemodellerne og i det hele taget økonomiens primat i samfundsudviklingen. Kritikken er nået så langt ud, at man selv i Kristeligt Dagblad kan læse en sønderlemmende kritik af menneske- og samfundssynet i CEPOS. Det ville have været et særtilfælde for blot nogle få år siden. I dag er eksempelvis CEPOS havnet dér, hvor det er CEPOS, der skal forsvare sit samfundssyn og validiteten af sine økonomiske analyser.

Fornemmelsen af, at VLAK-regeringen har ødelagt, hvad der kunne ødelægges og ikke har mere positivt at byde på, hvilket blev demonstreret med Løkkes sundhedsudspil, har bredt sig og udgør en underliggende men endnu ikke manifest dimension i stemningsopbruddet. ”Der må da være et alternativ”, lyder det igen og igen. For støttepartiet DF gælder, at det har bidraget til stemningsskiftet med det skingre paradigmeskifte i udlændigepolitikken på et tidspunkt, hvor det var komplet irrelevant, men som ikke desto mindre var betalingen for at holde VLAK ved magten. En sådan åbenlys opportunisme gik indtil for et par år siden. I dag har det øget afsmagen og følelsen af, at ”nu går det for vidt”.

Sådan lidt overordnet kan man sige, at det har taget de liberale ca. tyve år at udtynde velfærdsstaten til ukendelighed. Men nedbrydningsvirksomheden har ikke åbnet for en opbygningsstrategi. VLAK har både før og under valget hængt fast i mere af det samme og vist sig ideologisk, politisk, økonomisk teoretisk og ikke mindst kulturelt kompromitteret (bl.a. ved forringelsen af DR og den tiltagende kommercialisering af det kulturelle liv).

Fornemmelse af opbrud og dobbeltstrategi

Få har som Socialdemokratiets strategiske ledelse været i stand til at fornemme den voksende utilfredshed og det begyndende opbrud. Allerede under ”det kommunale oprør” mod Venstreregeringens omprioriteringsbidrag fangede partiets ledelse, at der lå mere i oprøret end de forholdsvis kortlivede demonstrationer. Samtidig måtte man erkende, at partiet var bundet eller handlingsbegrænset af ligene i lasten fra Thorning-regeringen og på den anden side endnu havde en helt uafdækket flanke overfor DF i udlændingepolitikken. Mette Frederiksen og andre. i partiets ledelse erkendte på den ene side utilfredshedens omfang, men turde på den anden side ikke åbne det store opgør. Kompromis’et blev den kendte dobbeltstrategi bestående af et moderat velfærdspolitisk opgør med arven fra Thorning og en ikke videre sympatisk tilpasning til DF’s udlændingepolitik og de facto opgivelse af den traditionelle socialdemokratiske humanisme. Ikke desto mindre har dobbeltstrategien vist sig effektiv.

På den ene side accepterede man store dele af DF’s og VLAK regeringens stramme udlændingepolitik med det formål først og fremmest at vinde arbejdervælgere tilbage. Men nuancerne her er absolut ikke uvæsentlige. Tilpasningen til DF’s nationalkonservative forslag og indgåelse af de mange udlændingeforlig skete på et andet grundlag end Støjbergs kyniske fremmedfjendskhed. Socialdemokratiet betonede igen og igen, at partiets udgangspunkt for at støtte stramningerne var hensynet til velfærdssamfundets aktuelle integrationskraft. Hvilket ikke på nogen måde fritager partiet for at låne legitimitet til DF’s og VLAK-regeringens symbolpolitik. Først i slutningen af valgperioden begyndte distinktionen at nå bredere ud, og Socialdemokratiet begyndte som en del af integrationspolitikken at betone indsatsen mod social dumping og kritik af det indre marked som en trussel mod det danske arbejdsmarked.

På den anden side drejede Socialdemokratiets ledelse i krybesporet velfærdspolitikken væk fra Thorning-Corydons ”Blairisme” uden i øvrigt at gøre op med dens liberale præmisser, hvilket selvfølgelig også nu dikterer meget begrænsede og økonomisk svagt funderede velfærdsudspil. Oven på denne drejning blev der forsigtigt gennemført en mere positiv vending på EU-området med udspil om en ”social pagt” og en fælles skattebund for at modvirke medlemslandenes ræs mod bunden indenfor erhvervsskatteområdet. Partiet begyndte også at argumentere baglæns. Fra EU og de politiske beslutninger hér til, hvad der kan lade sig gøre indenfor nationale rammer. Socialdemokratiet er begyndt at læne sig mere op ad Det europæiske Socialdemokratis (PES) EU-politik og kravene og politikformuleringerne fra ETUC, Den europæiske Fagforeningssammenslutning. Endnu forsigtigt, men vendingen foregår.

Med denne dobbeltstrategi – som af mange både herhjemme og i udlandet er blevet kaldt en højredrejning (hvad kun er delvist rigtigt) – er det lykkedes for Socialdemokratiet at gøre sig til stemningsopbruddets moderate, politiske stemme på Christiansborg, hvor SF og EL så har fået tildelt rollen som de anstændige og humanistiske kritikere på venstrefløjen. Mere plads har de to partier heller ikke fået.

Dobbeltstrategiens begrænsninger

Problemet for Socialdemokratiet i velfærdsorienteringen har været og er partiets deltagelse i utallige, liberale kompromiser og forlig, der har fungeret som markeringspæle for hele den liberale tilbagerulning af det, socialdemokraterne kalder deres velfærdsstat. Det gælder f.eks. velfærdsforliget fra 2006, hvor man ikke alene anerkendte udbudspolitikken i ren form, men også dens præmisser. Samme velfærdsforlig blokerer nu for socialdemokratiets pensionsudspil. Socialdemokratiet har stemt for en tredjedel af de liberale regeringers skattenedsættelser, der siden valget i 2015 har omfordelt for 13 mia. kr. til de velbjergede. Partiet har bundet sig til arbejdsmarkedsforlig, der begrænser dets kommende handlemuligheder, og ikke mindst fastholder partiet hårdnakket respekten for budgetforligets arbitrære ”råderum”, selv om der både i FH, i den europæiske faglige sammenslutning og blandt flere socialdemokratier er et voksende krav om et opgør med den krisepolitik i EU, som på alle områder har trukket krisen fra 2008 i langdrag, fredet finanssektoren og øget uligheden på rekordtid. Det opgør venter stadigt både ideologisk og praktisk, hvis Socialdemokratiet/socialdemokratierne vil videre.

Det giver næsten sig selv, at med de bindinger og med den manglende tradition for de radikale opgør i Socialdemokratiet har det været mere end vanskeligt for partiet at levere et samlet velfærdsopgør og en økonomisk politik til at finansiere det. Af samme grund har partiets valgkamp og i perioden forud mest være præget af storslået velfærdsretorik og ukonkrete oplæg, som skåret til benet først og fremmest er meget små skridt læst ind i opbruddet – men på trods heraf klare nok til i den aktuelle situation at angive retningen og give en del af stemningsopbruddet politisk krop.

Velfærdspolitikkens små skridt

Socialdemokratiets valgudspil indeholdt hovedsageligt et samlet opkog af tidligere oplæg og forslag. Tidligere pension til nedslidte. En ydelseskommission. En ”bred” udlændingepolitik, der diskret åbner for kommende fravigelser. En velfærdslov, der tillader det offentlige forbrug at stige med 0,8% (her indgår bedre økonomi for daginstitutionerne). En indsprøjtning på 11 mia. kr. til sundhedssektoren. Akkurat nok til at holde status quo. Stramning af skatteligningen, opsigelse af skattestoppet og 9 mia. kr. i øgede skatteindtægter for at øge velfærdsudgifterne ud over det økonomiske råderum på 27,5 mia. kr. til 37,4 mia. kr. Bortset fra de øgede skatter deler Socialdemokratiet næsten økonomisk ramme med Venstre. Opførelse af 110.000 nye boliger over en periode på ti år. Selvfølgelig en øget klimaindsats, men hvor finansieringen skal tages fra posten ”reserve” på 8,7 mia. kr., som også skal finansiere alt muligt andet. Skærpelse af reguleringen af finanssektoren, som skal betale en ekstra skat på 1,5 mia. kr. Afskaffelse af omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet og skærpelse af opholdskravet og arbejdsgiverregistreringen på arbejdsmarkedet. Hertil kommer et opgør med New Public Management som styringsgrundlag i den offentlige sektor og decentralisering af beslutningskompetencen. Et forslag, der mere end så mange andre, demonstrerer, hvordan partiet har forstået den inderste kerne i stemningsopbruddet. Både de ansatte og borgerne har længe været dødtrætte af, at alle velfærdsydelser har skulle bestå den liberale kalkulationstest (umiddelbar effekt eller det modsatte), der om noget har fremmedgjort ansatte og borgere overfor hinanden. Hvordan man så vil omkalfatre statssystemet helt ud til den enkelte institution, er der ikke givet mange bud på. Men sikker et det, at modstanden fra de ledende og styrende lag i de statslige, kommunale og regionale institutioner vil være enorm.

Set i dette lys indeholder den Socialdemokratiske genopretningsplan således kun reelle forbedringer ud over det ”demografiske pres” på små 7-9 mia. kr. og en skattestigning på 0,2% af BNP, hvilket ikke retter meget op på det fald i de offentlige indtægter og udgifter, der er sket siden 2015 og endnu mere markant siden 2008. Det hører med, at Socialdemokratiet heller ikke gør op med VLAK-regeringens effektiviseringspolitik. Man henviser til, at effektiviseringskrav også skal indgå i de fremtidige økonomiforhandlinger med kommunerne og i mindre grad regionerne.

Så for det første at kalde Socialdemokratiets forskellige udspil i valgkampen for ægte rød politik må siges at være en overdrivelse. For det andet at påstå, at en Socialdemokratisk regering vil stå i spidsen for en genopretningspolitik, giver kun mening, hvis en sådan regering i sin samlede regeringsperiode glidende skærper den sociale genopretning, demokratiserer institutionerne og reducerer det offentliges sociale kontrol af borgerne. Hertil kommer opgør med de nævnte forlig og flere til indenfor finanspolitikken, og ikke som tilfældet er nu at acceptere dens præmisser og begrænsninger. Noget paradoksalt argumenterer både Socialdemokratiet, SF og EL indenfor råderummets rammer.

Men det ændrer ikke ved det væsentlige forhold, at Socialdemokratiet med en meget moderat genopretningspolitik og de to støttepartier har givet stemningsopbruddet politisk retning. Det er også i det forhold, at de væsentligste åbninger for den fremtidige politikudvikling ligger. Som sådan og med de styrker og svagheder, der helt åbenlyst har været indbygget i Socialdemokratiets strategi, har partiet under hele valgkampen fungeret som den acceptable og realistiske tendenspolog som vekselkontor for de stemmer, der blev tiltrukket af velfærdspolen, men frastødt af udlændingepolitikken. Omvekslingen af stemmevandringen er først og fremmest gået til SF, hvorimod EL absolut ikke har kunne kapitalisere sin højtprofilerede positionspolitik. EL gik helt mod forventning tilbage med et mandat. Partiet har været langsom til at begribe, at højtprofilerede positioner ikke er det vigtigste i et opbrud endnu uden fast form eller retning. Det, vi har set, er en bevægelse væk fra noget uacceptabelt hen mod noget mere acceptabelt, som sjældent i virkelighedens verden står mejslet i politisk granit ved opbruddets begyndelse.

Ville en klarere velfærdspolitik og økonomisk politik have gavnet S?

Spørgsmålet er så, som det har lydt fra flere sider, om Socialdemokratiet kunne have styrket sit mandat yderligere og ikke, som det blev tilfældet, gå marginalt tilbage, hvis partiet havde fremlagt en mere samlet og skarpt skåret genopretningspolitik på velfærdsområdet og en mere troværdig og holdbar økonomisk politik? Set herfra forekommer det ikke videre sandsynligt. Der ligger ofte en vigtig fejlslutning til grund for synspunktet. Opfattelsen er, at hvis Socialdemokratiet sammen med den øvrige venstrefløj havde tegnet en klarere velfærdspol ville flere vælgere på et afklaret og oplyst grundlag have søgt mod Socialdemokratiet og venstrefløjen. Det er en ideal ”tiltrækningsbetragtning”, der i sit ræsonnement glemmer, at i den konkrete historiske situation kunne hverken Socialdemokratiet eller for den sags skyld venstrefløjen optræde som den faste pol i klassisk, politologisk forstand. Det skyldes, at partiet/partierne i den nuværende situation ikke står udenfor opbruddet eller stemningsskiftet. De er selv en del af det og har som sådan først og fremmest udfyldt rollen som formidler – uden for alvor at mobilisere nogen steder. Formidlerrollen uden mobilisering har nok været partiernes umiddelbare styrke, men absolut deres langsigtede svaghed, hvis de ikke forstår lektien og bevidst opbygger et loyalt vælgergrundlag. Det gælder for Socialdemokratiet som for SF og EL, at hvis partierne ikke praktisk videreudvikler stemningsopbruddet radikalt og forcerer de indbyggede forhindringer, kan de ende med at tabe det hele på gulvet og stå stærkt kompromitterede tilbage. Måske den største bekymring man kan have.

Regeringsspørgsmålet

Det er måske på lige netot det punkt, at Socialdemokratiets valgtaktik også indeholder den største fejlkalkulation. Siden partiets sidste kongres har det holdt fast i ønsket om at danne en mindretalsregering, der ”kan handle hen over midten i dansk politik”. Det slet skjulte rationale har været og er, at en sådan position vil gøre det muligt at tæmme venstrefløjen og splitte den borgerlige blok (et scenarie Løkke spiller på, og som nok også vil afspejle sig i rokaderne internt i Venstre med Jakob Elleman Jensen forfremmet til en ledende post). Af den grund har Socialdemokratiets ledelse ved flere lejligheder høfligt men dog bestemt afvist SF’s forslag om en rød-grøn regering (læs S-SF regering). Måske ville en socialdemokratisk tilslutning til det forslag også have forøget stemmevandringen gennem Socialdemokratiet til SF, idet en stemme på SF ville have fået større vægt og legitimitet.

Omvendt ligner Socialdemokratiets forestillinger om det brede samarbejde hen over midten også en fejllæsning af de indre tendenser i opbruddet. Højrefløjen med et styrket Venstre har rent politisk – uanset interne rokeringer og mere moderate politiske udmeldinger – udtømt sine troværdige potentialer. Venstres og Konservatives politik bygger først og fremmest på bevarelse af status quo, og det tegner også til, at de to partiers fremgang er båret af vælgernes ønske om ”moderat borgerlig stabilitet” og de brede parlamentariske løsninger. Men når det kommer til praksis, hvad skal Venstre og Konservative bidrage med? De har ingen politik, som peger frem mod løsningen af de mange problemer, de selv har skabt, og Socialdemokratiet vil ganske givet miste momentum og troværdighed, hvis partiet tvinges over mod de borgerlige og til som betaling at bremse genopretningstempoet. Især hvis den voksende frygt for økonomisk lavkonjunktur og endog recession slår over i realitet. De liberale løsninger på mulige nye recessionsproblemer er opbrugt. Det er også ved at sænke sig som vished i OECD, IMF, WTO og i EU-kommissionen. Hele batteriet af neoliberale løsninger fra 2008- krisen er opbrugt, og der ville skulle formuleres en helt ny økonomisk politik med udvidede statsindgreb på alle områder for at sikre finansstabilitet, investeringer og kontrolleret genopretning. Det taler direkte imod Venstres og Konservatives nationalliberale rationale.

Og midt i al usikkerheden florerer der nu et hav af undersøgelser og teorijusteringer for at finde frem til nye måder at tackle både den nationale økonomi og verdensøkonomien på. Selv om kun de færreste partier og tænketanke sådan for alvor formelt har opgivet den liberale dogmatiks grundvold – den neoklassiske udbudspolitik og markedsfundamentalismen. Så i virkelighedens verden kan en mulig, kommende socialdemokratisk regerings manøvrerum hurtigt vise sig endog meget begrænset, med mindre den indleder et flerstrenget opgør med den hidtil førte økonomiske politik – og et sådant skifte vil ikke gå stille af. Allerede nu er de forskellige erhvervsorganisationer ude at advare mod ”gavepolitik” på bekostning af erhvervslivets vækstbetingelser. Af samme grund får Mette Frederiksen vanskeligt ved i fire år at føre politik ”hen over midten”

Om det bliver til en mindretalsregering eller ej, betyder også mindre nu, hvor Det Radikale Venstre og SF fik et godt valg og står styrket overfor Socialdemokratiet. EL fik efter forholdene ikke noget godt valg. Partiet bliver endnu ikke som SF opfattet som Socialdemokratiets loyale eksterne venstrefløj. Hertil har partiet brugt for mange kræfter på at positionere sig med overbudspolitik i stedet for at forstå, at rollen skulle være en helt anden. At gå ind i stemningsopbruddet og skærpe det i processen og ikke bruge så meget energi på at pudse profilen. EL har også fejllæst valgkampens mobilisering, som har været yderst sparsom udenfor den ordinære valgramme. Der er ikke sket meget i fagbevægelsen, og Socialdemokratiet har absolut ikke gjort noget for at mobilisere yderligere. Al energi har været rettet ind mod at kapitalisere stemningen parlamentarisk påklistret en miljøprofil og lukke af på den højre flanke.

En gentagelse af 2011?

Der hvor Socialdemokratiet i lighed med SF og EL er svagest, er på den økonomiske politik. Altså hvordan først og fremmest Socialdemokratiet som regering vil finansiere sin genopretningsplan og kommende velfærdsordninger og klimainvesteringer. Her ligger de gamle forlig som spærrebomme og partiets klæben til budgetloven og Vækst- og stabilitetspagtens begrænsninger som alvorlige forhindringer, der skal overvindes. Her kunne venstrefløjen med respekt for stemningsopbruddets indre formløshed have løftet bevægelsen og påbegyndt diskussionen af den videre udvikling, som vil kræve nye opbrud – hvis SF og EL ellers selv havde formuleret en sammenhængende og realistisk økonomisk politik – ikke blot praktisk men også teoretisk. Det har ikke været tilfældet, og der har heller ikke været oplyst om og mobiliseret mod budgetlovens graverende skadevirkninger og den ulighedsforstærkende ”råderumspolitik”. Positioneringerne på en række enkeltpunkter har stået i forgrunden og trukket overskrifterne – her især inklinationen for den stadig diffuse klimadagsorden.

Bortset fra den eufemistiske betegnelse ’rød’ blok, som i virkeligheden ikke er andet end en samlebetegnelse for Socialdemokratiets parlamentariske grundlag, kan det som sagt konstateres, at den kun er styrket med ca. 2%, fordi Det radikale Venstre på ingen måde er et rødt parti eller står for en økonomisk politik, der væsentligt adskiller fra sig Venstres grundlag. Betyder det så, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen havner i samme situation som Helle Thorning i 2011?

Det forekommer ikke sandsynligt. For det første er 2019 ikke 2011, hvor gældskrisen og massearbejdsløsheden var på sit højeste, og hvor den tyske regering havde magt og styrke til at diktere EU’s krisepolitik og dermed også de enkelte medlemslandes økonomiske politik. For det andet var udløbsdatoen for den neoliberale politik og ideologiske dominans slet ikke i sigte, hvilket den gang gjorde det muligt for De Radikale at fastholde dagpengeforliget og diktere den videre økonomiske politik. Den situation eksisterer ikke i dag. Styrkeforholdene er ændret. De konservative og liberalkonservative partier står svækket i hele Europa, og de socialliberale (ALDE/Renew Europe), hvor De Radikale hører til, tumler i disse dage ganske gevaldigt med at formulere et politisk-økonomisk alternativ og oprette nye alliancefronter samtidig med, at de presses på det sociale- og klimapolitiske område af de grønne partier. Og med de meget begrænsede fægtningspunkter, der har eksisteret mellem S-SF og De Radikale igennem hele valgkampen, forekommer det sandsynligt, at de finder frem til et kompromis om regeringsgrundlaget. De Radikale er nemlig kun valgteknisk i en ønskeposition. I realiteternes verden kan de næppe svinge over og støtte en Venstre-regering med DF som parlamentarisk grundlag uden at skabe en troværdighedskløft af de helt store. Eneste anden pressionsmulighed for De Radikale vil være at pege på en SVR-regering. En mulighed som Mette Frederiksen udmærket er klar over ville være at dolke sig selv i ryggen og spille sig den vigtige historiske Socialdemokratiske position som stemningsopbruddets hovedmotor af hænde, hvorfor muligheden er mere oplagt i det parlamentariske spil end i virkelighedens verden. Men belært af erfaringen kan en alliance over midten ikke udelukkes.

Så det forekommer rimeligt at antage, at Socialdemokratiet opnår et forlig med De Radikale, SF og EL, hvor de mest hypede krav om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, gevaldige klimainvesteringer, en indfrielse af CO2-kravene inden 2030 og hensigtserklæringer, der bl.a. vil muliggøre Socialdemokratiets glidende bevægelse væk fra paradigmeskiftet på udlændingeområdet gennemført som punktvise tiltag så som at gribe selektivt ind overfor konsekvenserne af fattigdomsydelserne og skrotning af Lindholmprojektet og forbedring af forholdene i Sjælsmark. Efterfølgende vil man igen vedtage at tage imod kvoteflygtninge og flytte vægten over mod en større og mere energisk integrationsindsats (det har Venstre også åbnet for). Der vil blive stillet forventninger til ydelseskommissionen og store dele af Socialdemokratiets femten punkter vil kunne bære resten af enigheden. Enkelte punkter vil blive udbygget, men endnu har ingen af partierne stillet krav om et endeligt brud med det økonomiske råderum eller generel tilbagerulning af de skattelettelser for de rigeste og erhvervslivet, som Socialdemokratiet har bundet sig til.

Socialdemokratiets forligspartnere mærker selvfølgelig også valgets tale, og at stemningsopbruddets tale peger på, at nu vil de brede borgergrupper i arbejderklassen og dele af middelklassen til fadet. Det som i et indlæg i JP under valgkampen hed: Nu er det skaffedyrenes tur – underforstået, at nu må det være slut med, at velfærdspolitik alene skal handle om, hvad der gøres for de dårligst stillede grupper i samfundet og ballademagerne fra ghettoerne. Om partierne forstår at placere sig der og give stemningsopbruddet politisk form og forankring, vil ganske givet spille en afgørende rolle for deres vækst eller tilbagegang.

Det afgørende at erkende er nok, at valgets styrkegeografi og en kommende regeringsdannelse foregår i en historisk politisk situation, hvor dansk politik (og nok også europæisk politik) er i opbrud mod en ny velfærdsdagsorden og større social lighed – for de mange– uden at facitlisten er kendt. Det er oplagt, at den nye klimadagsorden også har spillet en rolle (i dag er alle grønne selv DF). Men det er og bliver tabet af velfærdsgoder og velfærdsordninger, der har tegnet hoveddimensionen i opbruddet, selv om medierne har døbt valget ”et klima- og flygtningevalg”.

Her i dette opbrud og præcist hér ligger fremtidsmulighederne for de røde partier – et opbrud hvor takseringen af indsatsen ikke afgøres af positioner, men af evnen og viljen til systematisk at give stemningsopbruddet konkret politisk form og mobilisering og drive det videre.