Magt til forandring
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. juni 2019

Indledning

Jane McAlevey er amerikansk organizer, underviser og forfatter til bøgerne ’Raising Expectations (and Raising Hell)’ og ’No Shortcuts: Organizing for Power in The New Gilded Age’.

Jeg har tidligere i Kritisk Debat gjort rede for, hvordan hun i begrebet ’whole worker’ forener livet på arbejdspladsen med livet udenfor.iHvis vi, almindelige mennesker, igennem fagbevægelsen kan etablere en sådan praktisk forbindelse, kan vi opbygge tilstrækkelig styrke til igen at vinde principielle og vedholdende sejre, mener hun.

Nedenfor udforskes yderligere, hvad vi kan gøre for at opbygge denne styrke.

Artiklen består af fire dele:

Første del fokuserer på fem centrale begreber i den ’organizing’, som McAlevey argumenterer for kan medvirke til at genopbygge fagbevægelsen og lønmodtagernes styrke. Delen omfatter en dansktekstet video med hende, en transskription af underteksterne i koncentrat samt en kortfattet opsummering af begreberne.

Anden del behandler, hvorfor det i den faglige og politiske kamp er vigtigt at overbevise de ikke-overbeviste frem for at bruge kræfterne på at tale til den i forvejen frelste menighed.Også her er der tale om en video med McAlevey, de danske undertekster hertil samt en transskription af disse.

Tredje del understreger behovet for denneudvidelse af basensom en forudsætning for markante politiske forandringer. Der er tale om et kort referat af et indlæg på YouTube med Bernie Sanders, senator for Vermont og aspirant til at blive Det demokratiske Partis kandidat ved præsidentvalget i 2020.

Fjerde del fokuserer på, hvordan den eksisterende utilfredshed nærer en energi, der langt bedre end i dag kan opsamles af fagforeningerne. Der er tale om et kort uddrag af et interview, som jeg optog med Jane McAlevey tidligere på året.

 

Fem centrale principper for ’organizing’

https://youtu.be/1M4JF63HFB8- klik på linket og se og hør den amerikanske Jane McAlevey. Videoen er med danske undertekster, som her bringes redigeret og forkortet:

Her er fem begreber, som jeg mener er centrale for at opbygge styrke:

Det første er, hvad jeg kalder struktur frem for selvvalg. Det er sådan, vi har mulighed for at komme ind i kampen. Fordi arbejdspladser er afgrænsede strukturer.

Det andet er, at vi må bygge bevægelser, der er fokuseret på de organiske ledere – og ikke fokuseret på ’aktivisterne’.

Det tredje er: Jeg kan lide at arbejde ’strukturbaseret’, fordi man som ’organizer’ i et strukturbaseret miljø faktisk kan registrere, om man er ved at opbygge et flertal eller ej. Du kan faktisk teste din reelle aktivitet og organizing og måle, om du får opbygget et flertal eller ej.

Det fjerde punkt er nok mest om, hvad der sker, når – i dette tilfælde - lærerne selv kontakter lokalsamfundet. For hvis de gør det, kan de tage luften ud af et milliondyrt PR-angreb fra den organiserede højrefløj. Det er en ’whole worker organizing’-tilgang modsat en top-down-tilgang.

Og alt munder ud i, hvad jeg kalder en ’organizing’-tilgang til vores arbejde modsat en mobiliserings-tilgang. Jeg ser det som en slags ’tilbage til fremtiden’. Det er som om, at vi skal gå tilbage til god gammeldags ’organizing’ for at komme ud af det rod, vi står i lige nu. Og vi skal bruge det meste af vores tid på at tale med – ikke tale til - og engagere os sammen med de enormt mange mennesker, der i dag hverken kommer til vores møder eller kontaktes via de sociale medier. De er rent faktisk ikke engageret sammen med os, og for mig handler ’organizing’ om at forstå, hvordan man laver en troværdig plan for, at netop det kan ske.

Det er, hvad ’organizing’ er: At vågne op hver morgen med en troværdig plan for, hvordan man kan nå ud til folk, som vi ikke har kontakt til.

På den måde styrker vi vores fundament. Vi udvider den mængde af mennesker, som vi kan mobilisere til fx valg og demonstrationer.

Således McAlevey. Jeg har i det følgende forsøgt i stram form at opsummere de fem principper, sådan som jeg forstår hende:

Strukturorganisering

Fagbevægelsens magt afhænger af lønmodtagernes egen aktivitet. Jo flere der aktivt tilslutter sig desto større magtpotentiale.

Derfor er det ikke nok at samle dem, der i forvejen er overbeviste. Vi er tvunget til at vinde det store flertal af almindelige lønmodtagere, hvis vi skal vinde principielle og vedvarende sejre, uanset om det er fagligt på arbejdspladsen eller politisk i samfundet.

Det handler således ikke om at skabe foreninger for ’de frelste’, men tværtimod om at vinde opbakning fra flertallet i de eksisterende og obligatoriske strukturer – først og fremmest på arbejdspladserne.

Organiske ledere

Med dette mål for øje skal vi fokusere på de ’organiske ledere’, hvorved forstås de kolleger, der har en naturlig autoritet blandt kollegerne (og det er ikke nødvendigvis de formelle ledere (tillidsvalgte), de fagligt aktive eller de politisk bevidste).

Vi lytter til dem, som vi har tillid til i dagligdagen. At vinde de organiske ledere er derfor nøglen til at vinde opbakning fra de fleste kolleger, og der kan ikke opbygges et aktivt og troværdigt flertal uden om de organiske ledere.

Det koster tid og kræfter, og det kræver 1:1-samtaler. Afgørende er at identificere de påtrængende problemstillinger, som ikke kan løses gennem individuel handling, men som kræver flertallets aktive opbakning; altså at finde det punkt hvor den organiske leder føler sig forvisset om, at den kollektive handling er den eneste mulighed, og at han/hun skal tage et medansvar herfor.

Flertal

Når vi taler om de påtrængende og principielle problemstillinger, vil en vedvarende løsning kræve mange kræfter for at blive gennemført. Det er ikke nok, at nogle – eller mange - siger, at de er enige med os. Det er først tilstrækkeligt, når et stort flertal er villig til at handle i fællesskab. Først da har vi har en overvejende sandsynlighed for at vinde. Og er er ingen grund til at gå i kamp med udsigten til et nederlag.

Vi har brug for et overvejende flertal (Jane McAlevey taler om ’super majorities’ på 75 procent eller mere) – et polstret flertal, så vi har noget at stå imod med, når arbejdsgiverne eller det politiske establishment sætter en modoffensiv ind, og nogle derfor vil hoppe fra.

Organizing handler om at udvide basen – dvs. at få flere med. Derfor må vi bruge tiden på at tale med dem, der endnu ikke er enige med os (se mere nedenfor i filmen ’ Building the Power to Win’).

Whole Worker

Pointen er at forstå den nære sammenhæng mellem hvad der foregår på arbejdspladserne og udenfor; at forstå lønmodtageren som samtidig arbejder og samfundsborger.

Når vi taler de store spørgsmål gælder: Lønmodtagernes indflydelse i samfundet afhænger af deres vilje og evne til at gøre politiske spørgsmål til et anliggende på arbejdspladsen, ligesom deres indflydelse på arbejdspladsen afhænger af deres vilje og evne til at gøre faglige spørgsmål (løn, arbejdsforhold, arbejdsmiljø, uddannelse m.v.) til et anliggende i samfundet.

Altså at vi først kan komme faglige problemer som fx lav løn og dårlige arbejdsforhold til livs, når vi gør det til en ’folkesag’, som vi i fællesskab tager op både politisk i samfundet og fagligt på arbejdspladserne i en koordineret og solidarisk handling.

På samme måde med et politisk problem som eksempelvis mangelfuld ældrepleje. Her må velfærdsarbejderne kontakte familier og pårørende til de ældre, som – surprise, surprise! – viser sig at være andre lønmodtagere, diskutere med dem og gennem deres fagforeninger lægge et pres på politikerne for at få flere ressourcer m.v. Det skal gå den vej – bottom-up. En top-down-model med kontakt mellem de politiske og faglige ledelser kan ikke etablere den nødvendige folkelige styrke, der kun kan opbygges gennem alle de kontakter og kanaler, som almindelige mennesker indgår i (ud over arbejdsplads og fagforening kan eksempelvis nævnes boligforening, ejerforening, sportsklub, fritidsaktiviteter, skole- og institutionssamarbejde, andre interesseorganisationer, politiske partier).

Organizing

Alt dette munder, som McAlevey siger i videoen, ud i det som hun kalder ’organizing’, hvilket først og fremmest handler om at udvide basen, antallet af mennesker vi er i kontakt med. Dette behandles i næste afsnit.

 

Organizing handler om at udvide basen

https://youtu.be/udP4GkaK_5A- klik på linket og se og hør Jane McAlevey. Videoen er med danske undertekster, som også gengives her:

”Mit navn er Jane McAlevey, og jeg er ’organizer’. Jeg har kørt kampagner for miljøbevægelse og fagbevægelse og for politiske kandidater og initiativer.

Der er en central ting, jeg har lært af de sidste 30 års arbejde med at hjælpe folk til at vinde en masse kampagner. Og det er, at hvis vores side – dvs. de gode kræfter - skal opbygge den magt, vi har brug for at vinde - og vinde stort - vi kan vinde små ting, men vi har faktisk brug for at vinde nogle store ting på dette tidspunkt i Amerika - så for at opbygge magt til at vinde og vinde stort, er vi nødt til at bruge meget mere tid på organisering og bruge mindre tid på mobilisering, og jeg ønsker at bruge et minut på forskellen på de to.

Organisering handler om at udvide basen. Det handler om, hvordan vi bringer folk, der endnu ikke er overbevist om, at vejen til at vinde, går gennem deres deltagelse, hvordan vi faktisk bringer dem til at arbejde sammen med os.

Sandheden er, at vi er nødt til at bruge en masse tid på at overbevise de ikke-overbeviste om, at de har brug for at slutte op og deltage, hvis der er noget, der skal ændres og forbedres i dette land til gavn for flertallet.

Hvad de fleste aktivistgrupper gør er desværre at bruge al deres tid på det, jeg kalder mobilisering. Hvilket betyder, at de bruger al deres tid på at tale med folk, der allerede er enige med dem. Og hvis du bruger al din tid på at tale med folk, der allerede er enige med dig, forsøger du blot at få dem til komme til et møde, at stemme, at demonstrere osv.; men det er meget anderledes end at bruge tiden på at forsøge at overbevise nye mennesker, som ikke har tidligere været involveret til at blive involveret i arbejdet.

Vi har brug for at gøre meget mere af det. Mobilisering er selvfølgelig lettere, fordi i organisering er mange flere mennesker involveret. Så vi er nødt til at bruge mere tid på organisering og mindre tid på mobilisering. Så hold op med at tale med alle dem, der allerede er enige med dig og brug i stedet tiden på at tale med folk, der endnu ikke er enige med dig. Det er en af de første ting, vi skal gøre.

Så hvis vi forstår, at vi skal tale med de folk, der endnu ikke er overbeviste om, at de skal engagere sig i arbejdet, før end vi kan blive i stand til at vinde stort igen i dette land, så er der to ting, der betyder noget.

Den ene er at lytte. Og den anden er, hvad jeg kalder semantik. Helt bogstaveligt de ord, vi bruger, det ordvalg, vi træffer. Det betyder meget, når vi skal prøve at overbevise nogen til at blive involveret i arbejdet.

Hvorfor betyder lytning og ordvalg så noget?

Fordi det betyder noget for vores muligheder for at få folk, der endnu ikke er enige med os, med i vores arbejde.

Hvorfor?

For det første fordi, folk ikke er robotter. Og det er en god ting. Vi hører meget om robotter, men mennesker er faktisk ikke robotter. Alle mennesker har forskellige behov. Jeg kan bekymre mig om sundhedsordninger, og du kan bekymre dig om miljøet. Kort sagt: Problemer berører forskellige mennesker forskelligt. Så folk er ikke robotter. Derfor skal vi allerførst lytte til, hvad der betyder noget for dem.

For det andet har folk vanvittig travlt. Siden 70'erne har det økonomiske pres betydet, at folk arbejder mere og har mere end ét job. De arbejder rent ud sagt for meget. De har for lidt tid sammen med deres familie og for lidt tid til sig selv. Så folk har altså vanvittig travlt.

Hvis de skal beslutte sig for at forsømme børnenes fodboldkamp eller skole-hjem-samtalen – eller hvad de risikerer at måtte forsømme i forsøget på at ændre noget – skal de have en tro på, at hvis de bruger to timer på at mødes med dig, at der så er en troværdig plan for at vinde. At det hele er deres tid værd. Det er, hvad en troværdig plan for at vinde betyder.

Så det er den anden grund til at lytning betyder en masse. Og ordvalget.

Og den tredje er, at netop derfor tager folk generelt udgangspunkt i deres egne interesser.

Hvis de endnu ikke er superaktivister og med på alt arbejdet, og vi forsøger at overbevise dem om at blive engageret, er vi nødt til at finde ud af, hvad der betyder noget for dem, hvad der er i deres egne interesser. Og så i løbet af vores kampagne er vores job dels at overbevise dem om at begynde at deltage i arbejdet og dels at få dem til at indse, at de kollektive handlinger er bedre end egeninteressen.

Det er noget af det, som organisering handler om.

Så når opgaven er at overbevise folk om at deltage i arbejdet, er det vigtigt at huske, at det drejer sig om et forhold på cirka 70-30. Du er nødt til at bruge 70 procent af tiden på at lytte til den person eller den gruppe af mennesker, du taler med og selv ikke tale mere end 30 procent.

70-30 er reglen for en effektiv samtale.

Og du må vise det.

Hvis nogle siger, at de er meget bekymret for, at de ikke har råd til sundhedsordning, så må du på et tidspunkt gentage deres pointe og sige, at du hører dem sige, at de og deres familie faktisk mener, at sundhedsordningerne virkelig er i krise i Amerika.

Hvis du siger det, ved de, at du lytter og ikke bare sidder der, som en robot. Du lytter faktisk og er engageret.

Og så til sidst må du definere det valg, de skal træffe – ’framing the choice’.

Lad os bruge sundhedsspørgsmålet som eksempel. Jeg taler med nogen, og jeg forsøger at overbevise dem om at blive involveret i arbejdet sammen med os. De fortæller mig, at deres familie ikke har råd til de nødvendige sundhedsordninger. På et tidspunkt vil jeg definere valget for dem. Jeg vil bruge ordet ’du’ meget i samtalen, og jeg vil sige: Jeg hører dig sige, at du vil have et bedre sundhedsordning i dette land, én som du har råd til. Men sandheden er, at hvis du og din familie ikke engagerer jer, vil intet ændre sig.

Dét er at definere et valg.

Man må forstå folk. Lytte til de problemer, der betyder noget for dem. Gentage det over for dem for derefter at definere valget over for dem. Intet kommer til at ændre sig, hvis du ikke gør noget.

Ting vil kun ændre sig, hvis du beslutter dig for at handle.

Det er overbevisning.“

 

Udvidelse af basen som forudsætning for markante politiske forandringer

Kampagnen for at slå Donald Trump og få valgt Bernie Sanders til præsident livestreamede en ‘Organizing Kickoff’ på YouTube den 27. april 2019.iiFormålet med dette landsdækkende organiseringsinitiativ var at bringe kampagnen op i et højere gear for i de kommende måneder at kunne inddrage millioner af amerikanere i den politiske proces med henblik på ”at vinde valget og forandre Amerika”.

Bernie Sanders talte selv og argumenterede blandt andet for, hvorfor det er nødvendigt at basere den politiske forandring på netop en udvidelse af basen, som diskuteret ovenfor. I det følgende refererer jeg nogle passager fra hans indlæg, som fremhæver denne pointe.

Vi skal sige ’os’ fremfor ’mig’, slog Sanders fast og understregede, at der hermed ikke blot er tale om et smart slogan. Der ligger tværtimod alvorlige overvejelser bag, som baserer sig på hans egne erfaringer fra mange år i amerikansk politik og det faktum, at et lille antal meget rige individer og store virksomheder har bestemmende indflydelse på det økonomiske og politiske liv i USA. Noget som hverken medier eller politikere taler synderligt om, men som – ifølge Sanders - ikke desto mindre betyder, at ingen præsident - uanset hvor gode hensigter vedkommende måtte have, og hvor ærlig vedkommende end måtte være - kan skabe forandringerne alene.

Han spurgte retorisk, om nogle da tror, at vi vil kunne komme igennem med ’Medicare for all’ i morgen, bare fordi USA’s præsident siger det? At vi vil kunne gøre op med den fossile brændstofindustri og effektivt bekæmpe klimaændringerne? At vi vil kunne gøre op med medicinalselskaberne, som flår den amerikanske befolkning? Eller gøre op med det militærindustrielle kompleks og fravriste dem syv hundrede milliarder dollars om året - bare fordi USA’s præsident synes, vi skal?

Den nødvendige forandring forudsætter, påpegede Sanders, at millioner af mennesker rejser sig og kræver det. Det er den eneste måde, hvorpå at forandring nogensinde har fundet sted. Det er historien om borgerrettighedsbevægelsen, historien om arbejdsbevægelsen, historien om kvindebevægelsen, om miljøbevægelsen og om de homosexuelles bevægelse.

Der er, som Sanders sagde, derimod ikke tale om en præsident, der vågner op en morgen og siger: Jeg har fået en god idé. Jeg tror, at ’healt care for all’ er en god idé. Det er ikke sådan, virkelig forandring sker! Det sker kun, hvis millioner af mennesker rejser sig og kræver det. Og det er, hvad denne kampagne handler om.

- Hvis jeg vinder, får jeg brug for jeres hjælp dagen efter min indsættelse. Vi skal bringe millioner af mennesker ind i den politiske proces, og når vi gør det, kan vi omdanne dette land i så mange henseender, sagde Sanders.

 

- Hver eneste arbejder har mindst én ting, som han eller hun vil ændre på jobbet. Men ingen spørger dem om det!

Lydinterview med Jane McAlevey, som jeg optog den 16. februar i år på det tekniske universitet i Braunschweig, hvor hun holdt oplæg på konferencen ’Aus unseren Kämpfen lernen’, der var arrangeret af Rosa Luxemburg Stiftung i samarbejde med regionale afdelinger af DGB, IG Metall, Ver.di m.fl.

 

1. Hvad vil du ændre på din arbejdsplads?

- Hvis du blev chef i morgen og ansvarlig for arbejdspladsen. Hvad er så de første tre ting, du vil ændre?

- Hvad med din afdeling, hvad med din enhed? Er der noget dér, du vil ændre, hvis du blev ansvarlig?

Det er de eneste spørgsmål, jeg vil stille. Jeg har aldrig mødt en arbejder, som ikke havde tre ting på arbejdet, som han eller hun ville ændre.

I Tyskland siger IG Metall-folk til mig: Vi har ganske vist en arbejdsuge på 35 timer, men ledelsen giver os opgaver til næsten det dobbelte. Vi brænder ud, bliver syge og går ikke længere glade på arbejde. Teknisk har vi stadig en 35 timers arbejdsuge, men alligevel ikke rigtig fordi arbejdsbelastningen er så intens.

Så hvis vi spurgte arbejderne - selv i kerneindustrien på de bedste arbejdspladser, hvor forholdene stadig er relativt gode med aftaler og rettigheder:

- Hvis I kunne ændre tre ting, hvad ville det være?

Så er det ret sandsynligt, at de som det første vil sige: Vi har alt for meget arbejde på vores skift!

Det er alt, hvad jeg behøver at høre.

I det øjeblik personen siger tre ting til mig – eller selv om han eller hun bare siger én - så indleder vi en lang samtale.

Nøglen er, hvad arbejderen fortæller, for det vil i sidste ende føre til spørgsmålet fra mig:

- Hvordan tror du, vi kan skabe den nødvendige forandring?

 

2. Hvad vil du ændre i din by?

Den samfundspolitiske kamp er en variation over det samme spørgsmål.

Spørg folk:

- Hvis du blev borgmester for din by i morgen. Hvad er så de første tre ting, du vil gøre?

Og jeg har aldrig oplevet, at folk ikke har svaret.

--

For det første skal vi vinde på arbejdspladsen: - Måske kan vi dér - lad os sige – vinde fem ud af syv ting. Hvis vi vel at mærke er klar til at gøre en indsats og slås for dem! Det kan måske være forbedringer af løn og arbejdstid, som vi vil have ind i lokalaftalen.

For det andet må vi erkende, at vi ikke har magt alene her på stedet til at indfri de vigtigste krav:

- Hvis vi eksempelvis er på et hospital, vil det kræve mere, hvis vi skal ændre på normeringerne. Derfor er vi nødt til at hjælpe med at organisere sygeplejerskerne på andre hospitaler og være klar til at tage kampen på landsplan.

Så i hvert fald i sundhedsvæsenet vil det kræve en kamp på det statslige niveau for at opnå en bedre normering; det vil kræve en politisk kamp for at få større bevillinger fra staten til sundhedsvæsenet.

- Derfor ville jeg heller ikke arbejde for en fagforening, som ikke forstod, at politik var vigtig. Den kan være dårlig til det, og det er okay. Men hvis en fagforening sagde, at vi vil ansætte dig til at træne vores team, men du skal kun interessere dig for de rent faglige spørgsmål på arbejdspladsen, så ville jeg sige nej tak.

 

Læs mere om Jane McAlevey her:https://janemcalevey.com/

iLæs artiklen ’Whole-Worker-Organizing’, som redegør nogle af de pointer i McAleveys argumentation, der især er interessant for en dansk diskussion om revitalisering af fagbevægelsen:
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1880

iiSe https://youtu.be/2gptYV-JtpQ