Overvejelser over især klimabevægelsens progressive potentialer
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2019

Med enorm gennemslagskraft og hurtighed er klimabevægelsen rykket ind på en ubetinget førsteplads på den politiske arena. Ikke blot som bærende maksime hos de traditionelle grønne partier. Klimakampen har også fortrængt den sociale- og økonomiske dagsorden hos centrum-venstrepartierne – de socialdemokratiske partier – og hos venstrefløjspartierne i Europa og selvfølgelig i USA.

 

Klimabevægelsen baserer sig på en høj grad af videnskabelig konsensus og indoptager i sig også en vis kritik af den reelt eksisterende kapitalisme, uden at sidstnævnte på nogen måde antager præcis og radikal karakter. Tværtimod indeholder klimakampen først og fremmest et generaliseret angstfænomen, der afspejler den generelle samfundstilstand og en massiv appel til de herskende klasser om af hensyn til fremtidens klima at tilsidesætte egne klasseinteresser og indstille sig på en omkalfatring af hele det kapitalistiske samfundsliv i produktion, forbrug og livsformer.

 

Til forskel fra de forudgående omfattende protestbevægelser baserer klimabevægelsen sig på en meget abstrakt og uigennemskuelig – og derfor i realiteten tom – symbolmarkør i form af et næsten apokalyptisk fremtidsscenarie med tvingende autoritet overfor alle andre protest- og modstandsformer her i efterdønningerne på krisen fra 2008. Der i virkelighedens verden ikke er overvundet og derfor som understrøm nærer den nye bevægelse.

 

I dens form og indhold antager klimabevægelsen og dens krav nærmest karakter af en ny historisk almeninteresse, der reducerer alle andre interesser til partielle og underordnede interesser, som kun finder legitimitet, for så vidt de kan forenes med og integreres i kampen for at ”redde klimaet”. I den forstand adskiller den nuværende klimabevægelse sig først og fremmest fra de foregående protestbevægelser ved sin næsten uantastelige og ultimative autoritet og dermed tvingende dominans.

 

Spørgsmålet er så, om dens udbredelse og indflydelse i samfundsdebatten og klassernes kamp for at frigøre sig fra neoliberalismens jerngreb kan forklares og begrundes i egen ret, eller om den skal ses som et oprør fra den brede og trængte middelklasse, der forsøger sig med et comeback efter flere års pres og indskriver klimadagsordenen i sine bestræbelser for at udfylde det tomrum, som en døende neoliberalisme har lagt bag sig.

 

I tilknytning hertil rejser der sig så et andet spørgsmål. Om klimakampen og kampen for dens mere konkrete former så som kravene til centrum-venstre, der lige nu er inde i en omfattende men træg omgruppering, om en eller anden form for Green New Deal – som en art genfortalt velfærdsstat reelt fremmer genopbygningen af den arbejderbevægelse og de socialistiske visioner, der er forudsætningen for at aftvinge de herskende klasser nye historiske indrømmelser og indføre en ny udvidet regulering af de reelt samfundsødelæggende kapitalistiske produktionsformer.

 

Denne artikel hævder:

  • at klimabevægelsens progressive potentialer vil forblive minimale og risikere at vende sig til deres modsætning i den udstrækning, kampen forbliver abstrakt og under ledelse af de toneangivende middelklasselag.

  • at den oven i købet kan vende sig til sin modsætning, for så vidt den ikke sammenføjes med den sociale- og økonomiske kamp mod den kapitalistiske dominans af samfundslivet, idet de herskende klasser altid har udvist en forbløffende smidig evne til at kolonisere de forskellige protestbevægelser i egen interesse.

  • og at denne fare er nærliggende i den udstrækning centrum-venstre og venstrefløjen tilsidesætter den mest oplagte opgave for at udfylde tomrummet efter neoliberalismen, nemlig at genopbygge arbejderbevægelsen indenfor visionen om et socialt- og økonomisk alternativ til kapitalismen og overvinde globaliseringens ødelæggende virkninger ved at hæve genopbygningsperspektivet op over de snævre nationale grænser.

 

 

En vigtig opdagelse

Da Engels udarbejdede sin meget anerkendte analyse af de tyske bondekrige, gjorde han en vigtig iagttagelse, som fik afgørende betydning for hans og Marx’ forståelse af de forskellige klassers historiske og specifikke positioner og måder at handle på. Engels erfarede, at uanset hvor fattige bønderne var, og hvor militante de kunne være i deres aktions- opstandsformer, forblev de splittede og ville ikke selv være i stand til at gøre deres klasseinteresser gældende, når det kom til magtspørgsmålet. Som hovedregel faldt klassekonfrontationernes styrkeforhold sådan ud, at det blev de økonomisk stærkeste bønder, der opkastede sig som ledere for alle de andre bondefraktioner. En af forklaringerne var selvfølgelig deres partikulære interesser men i højere grad ejendomsformen, hvor alle havde et større eller mindre stykke jord mv. at forsvare. Dertil kom, at de aldrig som klasse eller som enkeltgrupper kunne se ud over privatejendommen og den konkrete brugsværdiform og fremstå som repræsentanter for en ændret almeninteresse.

 

Marx og Engels så mange lighedstræk mellem bønderne og småborgerskabet, som i hovedsagen bestod af småhandlende, selvejende håndværksmestre og underordnede funktionærer mv. Som bønderne havde de deres ejendom, deres selvstændige økonomi eller skrøbelige samfundsposition at forsvare og hovedsageligt på brugsværdiens grund.

 

Både bønderne og småborgerskabet spillede en central rolle i Bonapartes overtagelse af magten i 1851, fordi en endnu svag arbejderklasse ikke besad styrken til at udbrede sine klasseinteresser til forsvaret af de andre klassers snævre og partielle klasseinteresser. Bonaparte trådte som substitut frem som den lille mands frelser mod de store – godsejerne og det opkommende borgerskab – og den dominerende finansverden. Marx og Engels så også, at begge klassers strukturelle betydning var aftagende i forhold til det opkommende borgerskab på den ene side og arbejderklassen på den anden, hvor de to klasser stod i et strukturelt og progressivt modsætning- og afhængighedsforhold til hinanden, og hvor værdien definitivt havde forskudt samfundsbetydningen og den økonomiske drivkraft fra brugsværdien til værdi og det konkrete (håndværksmæssige) arbejde til det abstrakte arbejde som sådan.

 

Den ny middelklasse

Indenfor dette udviklede strukturelle forhold mellem borgerskab og arbejderklasse har der historisk og især efter 2. Verdenskrig udviklet sig en ny middelklasse med hovedsagelig tre funktioner. At overvåge, befordre og skabe innovationer i produktionsprocessen. At formidle cirkulationen på markedet og regulere markedsprocesserne. Og nok så afgørende at forestå statsmagtens rolle som statssystem i reproduktionen af arbejdskraften og det samfundsmæssige akkumulationsgrundlag. Når middelklassen successivt gennem de seneste tre årtier har antaget træk, der kan minde om småborgerskabets, finder det sin forklaring i en næsten tilsvarende strukturel usikkerhed. Et særkende er, at middelklassen i det store og hele tager sig af de funktioner, der enten er produktionsformidlende eller ligger udenfor produktionen og er af individuel karakter. For det andet producerer den ikke selv værdi og den heraf udvundne merværdi eller de fysiske produkter varer. Den befinder sig med andre ord i et strukturelt paradoksforhold, hvor den på den ene side er nødvendig for den moderne kapitalistiske produktion og på den anden side er afhængig af magt- og styrkeforholdet mellem borgerskab og arbejderklasse.

 

Oven på dette strukturelle forhold er den moderne middelklasse indtrådt i rollen som hovedorganisator af samfundslivet på alle niveauer, men hvor positionen konstant defineres af strukturelle forskydninger udenfor den selv. Det afgørende karakteristikum for middelklassen bliver som for småborgerskabet og bønderne, at den er fragmenteret og til sit yderste stræber efter inkrementel forbedring af leveforholdene, fastholdelse af status og stabilisering af forholdene under kapitalismen, som den er bundet til. Den er for det meste også beskæftiget med tjenesteydelser og formidlingsprocesser, som i det store og hele har konkret karakter, hvad der giver andre arbejdsforhold og leveforhold end arbejderklassens.

 

Men selv om middelklassens ambitioner rent strukturelt ikke rækker ud over kapitalismen, udelukker det ikke, at dens forsvar for egne interesser eller forsøg på at forbedre sine forhold eller styrkepositioner kan slå ud i endog meget militante kampmidler og situationsbestemte antikapitalistiske paroler. I disse kampe søger middelklassen at gøre sine interesser og normer til almeninteresser. Men til forskel fra borgerskabet i forne tider kan den ikke gøre det materielt i form af en helt ny samfundsformation. I modsætning til det gamle småborgerskab og bønderne indtager den moderne middelklasse meget centrale kommando- og opinionsdannende positioner i dagens kapitalistiske samfund, men af samme grund ender den i sine bestræbelser for at sikre sig en vis selvstændighed ved at hævde sine specifikke klasseinteresser som almeninteresser for det meste med at reproducere de herskende klassers interesser som almeninteresser i modificeret form. Det sætter sig igennem som de øverste lags kompetence til at forme den offentlige mening, formgive diskursen og i varierende grad legitimere borgerskabets interesser, som af samme grund fremstår som almene og legitime indenfor hele reproduktionsområdet. Kort sagt træder den moderne middelklasse frem som garant for samfundsstabiliteten med styrke til at indholdsbestemme og grænsesætte klassekampen i de perioder, hvor den kan holdes på et ”lavintensitivt” niveau.

 

Det neoliberale mål – at kriminalisere klassekampen

Marx og Engels men især Marx var i modsætning til de efterfølgende karikaturer af hans klasseanalyse helt på det rene med, at arbejderklassen kun strukturelt udgør en homogen klasse både som almen arbejder og som den kraft, hvis frigørelse fra udbytningen måtte afskaffe kapitalismen. Arbejderklassen kunne aldrig som klasse indtræde i middelklassens funktioner og var som klasse afskåret fra den sociale mobilitet, der ligger indbygget som drivkraft i middelklassens ambitioner. Arbejderklassen vil være bundet til det formidlede arbejde-kapitalforhold og strukturelt bundet til akkumulationsprocessen. Dens kamp for egne klasseinteresser ville til enhver tid støde direkte imod borgerskabets klasseinteresser og forurolige middelklassens øverste lag, hvis der abstraheres fra de konkrete stratificeringer og partielle fraktionsinteresser indenfor de to klasser. Dvs. selv de fortrinsvis uskyldige lønstrejker bærer totalsammenstødets kim i sig. Ikke på grund af militans eller kollektiv disciplin, men først og fremmest på grund af det indre modsætningsforholds historiske perspektiv.

 

Af samme grund har det altid været borgerskabets besættelse at kriminalisere eller undergrave arbejderklassens eneste våben – fagforeningerne og den kollektive aktion. Enten kriminalisering gennem lovgivning og fysisk magt eller gennem smædekampagner og korporative institutionelle og integrative systemer. Kun i relativt korte perioder har arbejderklassens organisationer kunnet fremvise en stabilitet og social styrke tilstrækkelig manifest til at spille en fremtrædende rolle i samfundsdebatten. Men som oftest i form af eklektiske programmer og verdensopfattelser. Især efter 2. Verdenskrig har det hovedsageligt været middelklassen, der gennem hele opgangsperioden frem til 80’erne har befolket den borgerlige offentlighed og samfundsdebatten som formidlere og fortolkere af de herskende klassers usammenhængende verdensanskuelse og formuleret grundlaget for kapitalismens ideologiske legitimitet. Kun i de korte perioder som eksempelvis perioden fra 50’erne op til slutningen af 70’erne, hvor arbejderklassens kamp for forbedrede forhold både frembragte og befordrede middelklassens vækst, tiltrak arbejderklassen og arbejderbevægelsen i et vist omfang intellektuelle opinionsdannere og teoretikere fra middelklassen. Disse brugte på den anden side arbejderbevægelsens styrke og samfundsmæssige fremdrift som løftestang for egne interesser. Eksempelvis hele den store og moderne professionsgruppe, som er et produkt af den udvidede arbejdsdeling og som forvaltere og vogtere af velfærdsstaten.

 

 

Vækstperiodens bratte stop

Krisen i 1973 indvarslede, hvad der længe havde været på vej, endestationen på den længste vækstperiode i kapitalismens historie. Borgerskaberne reagerede først tøvende og splittet i hele den vestlige verden. Keynesianismen som vækstperiodens økonomiske model kom under anklage. Stagflationen som fænomen blev det synlige, og konkret indlysende grundlag for opgøret med modellen. Statssystemernes vækst blev fremstillet som en afgørende belastning for den kapitalistiske produktion og medvirkende årsag til den voksende arbejdsløshed. 70’erne blev én lang åben kamp mellem velfærdsstaternes forsvarere, herunder arbejderbevægelserne og delvis middelklassen og de herskende klasser og deres nye teoretiske titaner, der satte velfærdsstaterne, fagforeninger, professionerne og statssystemerne under anklage. Kampene nåede et midlertidigt klimaks med den fremprovokerede kriseperiode mellem 1979 og 1989, hvor borgerskaberne med den voksende arbejdsløshed og sammenbrud for de svageste kapitaler som løftestang indledte det første egentlige men også afgørende slag mod arbejderklassen, arbejderbevægelsen og velfærdsinstitutionerne.

 

Det giftige i borgerskabernes strategi, som efterfølgende er blevet døbt, neoliberalisme, var følgende: den gjorde op med keynesianismen som økonomisk teori og reguleringsmetode. Samfundsøkonomiens anerkendte og erkendte tyngdepunkt blev flyttet fra produktionen til markedet. De korporative og politiske kollektive disciplineringsformer blev både praktisk og teoretisk forskudt til markedets aggregerede disciplineringsform, selv om institueringen paradoksalt nok blev foretaget af statssystemet. Et særkende ved strategien var, at det i hovedsagen ikke var klasserne, der som klasser blev konfronteret og disciplineret men stærke grupper, som blev isoleret og nedkæmpet og efterfølgende enkeltindivider, der gennem et langt slid blev skilt fra deres klasse. Overfor denne strategi, der langt op ifirserne først og fremmest blev udfoldet som en teoretisk og ideologisk offensiv for senere at materialisere sig i konkrete forringelser af alle forhold på arbejdsmarkedet og af velfærdsordningerne (først og fremmest afskaffelse af de kollektive velfærdsordninger) stod arbejderklassen svagt, fordi den slet ikke i samme grad som middelklassen var socialiseret til den individuelle leveform. Vendingen blev understøttet og legitimeret af den neoklassiske økonomi, hvis helt utopiske men ikke desto mindre gennemtrængende maxime slog igennem i hele den vestlige verden i uens takt: at markedet frigjort fra eksterne forstyrrelser som statsregulering/indgreb og fagforeninger i sig selv vil skabe ligevægt og lineær vækst til gavn for alle. En mikroøkonomisk argumentation, der talte til dele af middelklassen og var næsten uigennemtrængelig for en ambivalent arbejderklasse i dens stadigt mere anspændte forhold til en velfærdsstat, som den oplevede formynderisk og kontrollerende – og ikke mindst uden tiltro til egen kraft og betydning.

 

 

Den modsætningsfyldte velfærdsstat og arbejderklassen

Det var dette modsætningsforhold, der allerede diskret tog form i 70’erne. Arbejderklassens dalende tillid til velfærdsstaten og reguleringen af velfærdsordningerne, udnyttede Margaret Thatcher og Ronald Reagan i de første magtpolitiske konfrontationer med nogle af de stærkeste arbejdergrupper. Hævdvundne kollektive kampmetoder blev forbudt eller moralsk kriminaliseret, hvor især det moralske kriminaliseringselement kom til at spille en afgørende rolle. Begrebsparret ”forbrydelse og straf” blev i tiden under og efter de store konfrontationer i midtfirserne langsomt opløst og erstattet med den ensidige kriminalisering af alle foreteelser, der ikke kunne tilpasses samfundets mainstream. Forbrydelsen kom implicit til at bestå i den manglende tilpasningsevne hos sociale grupper, enkeltpersoner, tankesæt og institutioner.

 

Men det nok mest centrale og afgørende resultat efter minearbejdernes og andre arbejdergruppers nederlag i 1984 og frem til begyndelsen af 90’erne blev, at tilliden til egen kampstyrke og vitale rolle i samfundet ebbede ud i hele Europa og i USA. Fagforeningerne blev hverken forbudt eller forfulgt men svækket indefra, fordi medlemmerne gradvist mistede tilliden til, at fagforeningerne kunne forsvare deres interesser og begrænse de statslige overgreb og ikke mindst tilliden til deres intuitive klasseinteressers samfundslegitimitet. Som konsekvens sneg en udvikling sig ind, hvor især de stærkeste arbejdersegmenter blev mere sensitiv overfor middelklasseargumenter, livsstil, normer og overfor stratificeringsmodeller som afløsning for klasseforståelsen.

 

Kort og godt blev arbejderklassen som central klasse politisk, teoretisk, kulturelt og organisatorisk afvæbnet i perioden 1978-1992. Da afvæbningen var gennemført over det meste af den vestlige verden, og Sovjet som visionssurrogat i 1992 lå i ruiner, kunne afvæbningen af dele af den ellers samfundsstabiliserende middelklasse sætte ind. Først og fremmest af de offentligt ansatte. De gjorde gennem hele den langstrakte afvæbningsperiode over to-tre årtier i forskellig grad og med forskellig styrke modstand, men i det store hele foregik forsvarskampen uden støtte fra arbejderklassen, selv om det var dens velfærdsgoder og ikke blot forvalternes forvaltningsprivilegier, det gik ud over. Der blev med andre ord sat en kile ind mellem arbejderklassens oplevelse af velfærdsgodernes betydning og de offentligt ansattes bestræbelser for at sætte lighedstegn mellem en fremstillet almeninteresse og deres professionsprivilegier. De offentligt ansattes overleverede styrkeposition fra 60’erne og 70’erne og delvist ind i 80’erne blev nedbrudt ad to omgange. Fra midten af 90’erne og igen fra 2010 og frem til i dag.

 

 

Trængslen kommer til middelklassen – protesterne tager til

Ifølge en mangfoldighed af analyser bl.a. fra IMF og OECD er den sociale mobilitet siden 2010 næsten stoppet. Middelklassen sakker bagud lønningsmæssigt og statusmæssigt. Flere ryger ud af middelklassen og direkte ned i underklassen. Flere jobs er på korttidskontrakter, og mange fra middelklassen må acceptere deltidsstillinger og forringet social mobilitet. På den anden side er middelklassens hidtidige leveform blevet dyrere og er ude af synk med indkomsterne. Af samme årsag er der indtrådt en tilstand af desperation, angst og indignatorisk utilfredshed i brede dele af middelklassen. Især hos den bedst uddannede del, hvis frustration over den reducerede sociale mobilitet vokser og til tider koger over i forskellige masseudtryk og protestbevægelser.

 

Men middelklassen er dårligt organiseret og har altid været det, forstået på den måde, at dens organisationer først og fremmest har institutionel karakter bundet til tidligere tiders korporative system og tænkemåde indenfor den institutionaliserede klassekamps område. Så selv om mange offentligt ansatte gennem de sidste tre årtier har gennemført adskillige militante kampe overalt i Europa, har de ikke udvist den store styrke og er for det meste enten endt i nederlag eller i bedste fald i begrænsede tilbageslag. Når det er forløbet på den måde, hænger det sammen med, at middelklassen (fortrinsvis de offentligt ansatte) ikke har været i stand til og ikke vil være i stand til rent strukturelt at fremsætte andre mål for sin kamp end en defensiv genopretning af den velfærdsstat, som er dens egentlige interesse- og magtgrundlag, men som samtidig er i konflikt med det kapitalistiske samfunds økonomiske imperativ efter 2008.

 

Fragmenteret som det gamle småborgerskab og om nogen eksponenten for individualisme og liberale grunddyder, er de fleste af dens kampe løbet ud i sandet, og strejkevåbnet har vist sig af begrænset styrke, fordi de forskellige middelklassefraktioner som nævnt først og fremmest er formidlere og forvaltere af en historisk specifik og tidsmæssigt begrænset organisering af kapitalismen – og som nævnt klemt ind mellem de faktisk bestemmende hovedklasser, om det er synligt eller ej. De rammer på markedet og i reproduktionen, hvor solidariteten pr. definition ikke besidder den store tyngde, og langt de fleste forsvarskampe har af samme grund ført til enkeltgruppers isolation, og samtidig er blandt andet de offentligt ansatte blevet indhentet af det forhold, at de for at bevare egen stilling og tækkes borgerskabet og dets protagonister over tid har fremmedgjort sig overfor arbejderklassen. Middelklassen og især de offentlige ansattes funktioner begrundes i dag, lever af og styrkes ved arbejderklassens tab af kollektive organisationer og livsformer. Enhver samling af arbejderklassen og en relativ styrkelse af fagbevægelsen udgør en trussel mod middelklasseleveformens kultur, status og forvaltningsprivilegier. (Det skal her understreges, at der er tale om strukturforhold).

 

 

Naturalisering af underordningsforholdet

Restaurationsangrebet, som vi kalder neoliberalismen, kom med et brag og i et lyntempo over det meste af den vestlige verden på næsten en og samme tid. Arbejderklassen og dens organisationer blev taget på sengen og henvist til at spille en underordnet rolle i den politiske samfundsdebat og kamp. Nu havde både klassen og dens organisationer gennem fire årtier vænnet sig til korpartivismens institutionaliserede resultater kombineret med forskellige former for konjunkturel militans (bl.a. strejkekampene i 70’erne). Flere af klassens stærke fraktioner var allerede nedkæmpet eller også gjort ligegyldige af den teknologiske udvikling. Thatcher og Reagan satte trumf på. På ganske få år blev arbejderklassen fortrængt fra det offentlige rum og mast op i en krog, hvor den ikke kunne meget andet end forsvare det bestående – den korporative samfundsordning – for hvad der lå derud over som teoretisk og praktisk politisk forståelse var opgivet for længst. Arbejderklassen havde både i sig selv og indenfor dens forskellige organisationer naturaliseret og udviklet og perfektioneret sin modsætning til sine egne klasseinteresser. Derfor var den ude af stand til at mobilisere et modangreb eller en modoffensiv, og i det tomrum blev der, som beskrevet, plads til middelklassens modstandskamp og teoriformulering. Arbejderklassen overlod ikke alene klassekampen om samfundsstyrken til andre men også opgaven med at finde en vej ud af tilbagetoget. I den forstand overlod arbejderklassen det til middelklassens teoretikere og opinionsdannere at formulere de samfundsforståelser, som skulle sikre arbejderne og middelklassen (under fællesbetegnelsen lønmodtagere og senere middelklasse som sådan) for fremtiden men fuldstændig kemisk renset for ethvert historisk og strukturelt radikalt perspektiv. Radikaliteten begrænsede sig alene til forskellige former for moderne progressive dimensioner i en ny (gammel) velfærdsstat. Arbejderklassen opgav med borgerskabets overrumplingsoffensiv ethvert initiativ ud over spredte forsvarskampe til forskellige grupperinger indenfor middelklassen, der kun rent formelt gik i brechen for almeninteressen – og kun i Hegelsk forstand som den almene klasse.

 

Borgerskabets offensiv overfor arbejderklassen blev alment som samfundstrend fulgt op af kulturel, intellektuel, ideologisk og videnskabelig dekomponering af ”de store fortællinger”. Det partielle og det individuelle blev normen. Hævet over ideologi som borgerskabets skjulte ideologi. På ganske få år mistede alle politiske og ideologiske sektioner i arbejderbevægelsen deres selvstændighed og blev trængt i defensiven for hen over en tyveårig periode at indoptage både fundamentale og konjunkturbestemte elementer af borgerskabets verdensforståelse, herunder opgivelse af den radikale kapitalismekritik. Massebevægelserne, som trods defensiven fortsatte som forsvarsbevægelser mistede arbejderklassens klassekarakter, og ændrede sig til borgerbevægelser, demokratiske bevægelser eller det, vi kalder, populistiske oprør. Samfundsmedianen blev det liberale demokrati som sådan. Som formel samfundsregulering blev det borgerlige demokrati som modsætning til forestillingerne om socialistisk demokrati over en periode på to årtier omformuleret til nu at være organisk forbundet med liberalismen per se. Det giver næsten sig selv, at venstrefløjen overfor en så massiv offensiv på alle samfundslivets områder teoretisk og videnskabeligt måtte gå i backgear og kun overleve indenfor isolerede grupper. Men ikke længere som betydende partier eller egentlige fraktioner i arbejderbevægelsens forskellige organisationer. I den forstand har tilbagetoget indenfor ”overbygningen” og den socialistiske bevægelse bidraget til at fragmentere og differentiere arbejderklassen yderligere af mangel på en samlende verdensforståelse overordnet de partielle interesser. Tværtimod er det partielle og eklektiske ophøjet til almen tilstand i både middelklassen og arbejderklassen.

 

 

Klassekampen fortsætter men uden fast form

Klassekampen har således mistet karakter af klassernes synlige positionskrig og er blevet erstattet af den usynlige bevægelseskrig fra tue til tue ude i de isolerede enheder på arbejdspladserne. Det arbejdsretlige system – som klassekompromisets omdrejningspunkt -er eksempelvis blevet til den ”danske model” ophøjet til ahistorisk rationel institution til at regulere samarbejdet fra at være en netop historisk betinget institution til at regulere og formidle klassemodsætningerne. Socialpolitikken er de facto blevet underordnet beskæftigelsespolitikken (læs udbudspolitikken), og uddannelsespolitikken omdannet til aggressivt og offensivt stratificeringsredskab.

 

Historisk står en hel ny generation af arbejdere og folk fra den lavere middelklasse uden erfaringer med den åbne klassekamp og dens forklarende teorier. Klasseforståelsen, som selvfølgelig er der i diskret og uhåndgribelig form, har antaget defensiv antagonistisk karakter, hvor store dele af arbejderklassen enten afgrænser sig negativt overfor de ledende lag i middelklassen og truslen udefra eller komplementært dyrker romantiserede udgaver af velfærdsstatens institutioner og ånd. Erindringshistorien både i arbejderklassen og dens forskellige bevægelser, herunder de politiske partier ser helt bort fra, at velfærdsstaten udtømte deres forfædres klasseenergier og institutioners relevans og blev ledet af samfundsingeniører og hele laget af de professioner, der nu drømmer sig tilbage – som funktion af kapitalismens modernisering efter 2. verdenskrig.

 

Det, vi er vidne til i dag, er forløbet over en længere periode med en lang række forskydninger, hvis konsekvenser først nu fremstår meget klare. I perioden efter recessionen i 1979-83 og igen efter 1992 foregik der tilsvarende forskydninger indenfor arbejderbevægelsen som i samfundet som helhed. Det gælder for alle partierne. Fokus rettes mod forhold udenfor produktionen. For det første gælder det forsvaret af de reproduktive betingelser. For det andet vinder partikulære bevægelser med begrænsede mål så som fredsbevægelsen frem som samlende bevægelse. Her kunne arbejderpartierne efter de store nederlag i 80’erne endnu spille en rolle. Senere demokratibevægelserne efter Sovjets sammenbrud. I samme periode overmandes den socialdemokratiske bevægelse af tredje vej strategien, og venstrefløjspartierne indtager socialdemokratiernes forladte position. Efter 2008 er der sket en opblomstring af de store masseprotester over hele verden. Det arabiske forår. Indignados i Spanien. De 99% mod den 1% - Occupy bevægelsen. De mange underliggende gadedemonstrationer. Protestbevægelserne i Latinamerika. Fælles for alle disse bevægelser er, at de er foregået på gader eller stræder uden overhovedet at nå produktionen, og at de for det meste er holdt sammen af et defensivt oppositionsforhold og meget brede politisk-moralske paroler. Fælles for dem er også, at de enten har været appeller til de herskende eller har lagt ledelsen i hænderne på nogle få politikere, der ikke har kunne eller ville fastholde mobiliseringen ind i parlamenterne. Kun i de færreste tilfælde har der udkrystalliseret sig lederskaber til at systematisere de antikapitalistiske bevægelser og bringe dem op på et højere politisk, teoretisk og organisatorisk niveau.

 

Hovedparten af massebevægelserne i den vestlige og arabiske verden har bestået af folk fra middelklassen uden kamperfaringer overhovedet og uden forståelse for vigtigheden af at brede kampen og kamptemaerne ud til den vigtigste samfundsklasse – arbejderklassen. For i det daglige skyggebillede findes den jo ikke længere. Den er usynlig og overset og ude af stand til at gøre sig gældende. Det gælder både i den daglige klassekamp og i de større konflikter – den åbne klassekamp. Et gennemgående træk har også været venstrefløjens manglende teoretiske udvikling og kapacitet til at analysere og forstå de ny bevægelsesformer og begrænsninger. De positive politologiske analysemetoder har fortrængt dialektikken som analyse- og forståelsesform. Im-eller eksplicit er der blevet indføjet en vis mekanisk og lineær procesforståelse, når massebevægelserne skulle analyseres. Karakteristisk for alle massebevægelserne har også været deres korte levetid og totale opløsning. Som modsvar har dele af arbejderklassen i fravær af egne ledere og egen samfundsforståelse søgt tilflugt i den type af nationalkonservative protestbevægelser, der har talt til deres savn af velfærdsstaten og regressive forhåbning om beskyttelse indenfor nationalstatens rammer. Internationalismen er en ikke eksisterende fugl i den tomme luft og som tidligere håb og potentiel styrke opløst i sin modsætning - globaliseringsfrygten.

 

 

Klimabevægelsen som ny generaliseringsform?

Billedet, som det udkrystalliserer sig i dag, hvor bl.a. klimakampen er i fremdrift, er en form for camera obscura. Overfor de højrekonservative bevægelser (hvis energi nok er overdrevet), som besidder et vist destabiliseringspotentiale, står et ituslået og nedslidt centrum-venstre, der har udtømt sine defensive potentialer flankeret af en venstrefløj, som har kastet al energi ind i kampen for en mirage kaldet den moderne velfærdsstat med kodenavnene ”Green New Deal” eller ”progressiv kapitalisme” understrøget af en neokeynesiansk kapitalismekritik. Bemærkelsesværdigt er nok, at disse progressive bevægelser faktisk, når de måles op mod de faktiske modsætnings- og styrkeforhold, er regressive i og med det neoliberale fokus på markedet og reproduktionsbetingelserne fastholdes og genfortolkes i pseudoprogressiv form. Den radikale kritik af produktionsforholdene og den kapitalistiske produktionslogik – den vilkårlige profitmaksimering – som er årsagen til næsten alle samfundets vederstyggeligheder behandles for det mest i meget vage og overordnede vendinger. Kritikken af udbytningsformerne er i det store og hele blevet fortrængt af en moralsk funderet kritik af uligheden og indignation over den generelle sociale- og økonomiske uretfærdighed. Ikke fordi denne kritik ikke er berettiget. Det er den. Men dens begrænsning består i, at den ikke kan ændre de givne forhold nævneværdigt, før kritikken rettes mod og kaster er forklarende lys over de utilfredsstillende tilstandes udspring – i de kapitalistiske produktionsformer.

 

Som hos bønderne og det klassiske småborgerskab antager den voksende utilfredshed og indignation over en samfundstilstand, der er tømt for velfærdsudsigter, abstrakte former for ”fællesinteresser” som f.eks. klimakampen, fordi arbejderklassens og dens organisationer ikke har formået at tilbyde alternativer. Den kamp er som de foregående siden 2008 så bred og målene så uformelige, at alt kan integreres i kampen, herunder en række sociale spørgsmål, der reelt indtager en underordnet placering, at de mest toneangivende i middelklassen kan overtage styringen og delvist (og kun delvist) overbevise arbejderklassen og dens fragmenterede organisationer om, at dens krav og interesser selvfølgelig må underordnes de højere og globalt eksistentielle mål.

 

 

Progressiv eller regressiv

Det progressive, som det praktisk folder sig ud i bevægelseskampen, omdannes i virkelighedens verden til en regressiv funktion af klassekampen, idet den spærrer for den åbne sociale-og økonomiske klassekamp, der er den eneste vej frem for, at arbejderklassen som den stadig stærkeste klasse, kan reorganisere sig og blive sig selv lig. På den led vil den aktuelle og alt omfattende klimakamp også udvikle nye og undertrykkende dominansformer, som på den ene side vil styrke dele af middelklassens bestræbelser på hegemoni (en endeløs illusion) – oven i købet i autoritær form – og på den anden side tilsvarende svække arbejderklassens mulighed for at formulere sit eget program. Alle er nu grønne, og ”skulle vi overleve, kan vi til den tid tale om at blive røde”. Imens opnår borgerskaberne luft og rum til at omgruppere sig og generobre momentum og modernisere sit hegemoni bl.a. ved at kolonisere klimakampen og bl.a. herunder gennemføre den alt andet end smertefri omstrukturering af styrkeforholdet mellem de forskellige kapitalfraktioner. Det er det alt overskyggende problem lige nu. På den ene side er borgerskaberne løbet tør for politiske og ideologiske strategier for at restaurere deres samfundsherredømme – de har kørt samfundsstabiliteten i sænk – og på den anden side forfølger arbejderbevægelserne og de progressive bevægelser og partier linjer, der ikke genopbygger arbejderklassens styrke i produktionen og potentiale til at påtvinge borgerskaberne radikale reguleringsformer og successiv reduktion af produktionens og produktionsformernes private karakter.

 

 

Den socialistiske kritik

Derfor bliver det påtrængende for et socialistisk udgangspunkt (som partier og bevægelse) at insistere på en kritisk analyse af de kendte massebevægelser og deres indre dynamik og begrænsninger – evt. regressive potentialer, herunder kritisk analyse af klimabevægelsen og dens substituering af alle former for åben klassekamp om en ny gennemsættelse af arbejderklassens politiske økonomi. Af samme grund må der argumenteres for, at den eksisterende venstrefløjs engagement i klimabevægelsen og opdagelse af en ny fugl Phønix i form af Green New Deal indeholder historisk regressive træk i den forstand, at den bidrager til under middelklassens kortsynede ledelse og ideologiske dominans at fortrænge arbejderklassen og dens interesser til en position, hvor den endnu engang henfalder til dyrkelse af sine partikulære og historisk begrænsede interesser – altså i en position hvor den end ikke nærmer sig et radikalt perspektiv som eksempelvis et opgør med sin egen atomisering for i praksis igen at tilegne sig erfaringer med sit eget samfundspolitiske potentiale. Helt konkret taler de fleste af partierne på venstrefløjen og indenfor de trængte centrum-venstre koalitioner mere med grønne tunger end for den praktiske kamp for at genopbygge arbejderklassens og dermed dele af middelklassens sociale-kulturelle og økonomiske styrkepositioner. Det Marx kaldte den fortløbende kamp for arbejderklassens politiske økonomi som opgør med den borgerlige politiske økonomi.

 

Socialister må derfor systematisk – uden at forfalde til nye former for sekterisme – insistere på, at der ikke for alvor rykkes i forhold til beskyttelse af vores klima, biodiversitet, almindelige helbred osv., før kritikken og kampen udspringer af den generelle sociale og politiske kamp om et andet samfundsliv helt nede på jorden, og at denne kritik bliver strukturel og global i hele sit perspektiv.

 

Kritikken af den aktuelle og særdeles hypede klimabevægelse skal således hverken ses som en form for en såkaldt ”klimaskeptisk” kynisme eller ligegyldighed. Kritikken blokerer heller ikke for, at centrum-venstre og venstrefløjen selvfølgelig skal engagere sig i eksempelvis klimabevægelsen eller andre bevægelser. Men, som det foregår lige nu på det eksisterende grundlag, antager engagementet i klimakampen regressive dimensioner, fordi den stik imod de mange drømme og forestillinger ikke bliver en trædesten for en progressiv samfundspolitik men udviser tværtimod klare tendenser til at blive en alvorlig hindring for gendannelsen af en historisk progressiv arbejderbevægelse under en kvalificeret socialistisk ledelse.

 

Et politisk hegemoni kommer ikke af sig selv og har aldrig gjort det. Det dannes i politisk- ideologisk og kulturel kamp med de mange forskellige bevægelser, det udvikler sig og krydser hinanden i de forskellige klasser – også arbejderklassen. ”Mennesket skaber selv sin egen historie men ikke på en vilkårlig måde. Og alle dets kategorier er alene sproglige forsøg på at forstå den historie, det selv har været med til at skabe. Således er alle kategorier historiske og må behandles som sådanne”. (Marx og Engels: Den tyske Ideologi).

 

Modsætningen til underkastelse under sagkundskaben er netop ikke forkastelse af dens indhøstede viden og prognoser men kritisk udfordring af dens påstande ud fra visheden om, at også dens fund er historiske og situationsbetingede og ligeså dens kategorier til at forstå historien og verden med – hermed også forestillinger om hvilken samfundskraft, der skal føre klimakritikken til reelle forandringer.