Nyliberalismen i Danmark og regulering af finanssektoren
Af Anders Hadberg

Offentliggjort: 01. september 2008

Indledning
Siden midten af 1990erne har den vestlige politiske og akademiske debat set en voksende mængde litteratur, der kritisk analyserer forholdet mellem nyliberalisme og kapitalisme (Arrighi 1994, Harvey 2005, Epstein 2005, Crotty 2005 & 2007, Duménil & Lévy 2004a). Den mest udbredte tese blandt de kritiske røster er, at nyliberalismen skulle være "the ideological expression of the reasserted power of finance" (Duménil & Lévy 2004a: 17). Den finansielle kapital, er det tesen, har med udbredelsen af en ny (liberal) regulationsmåde (Jessop 2002) i industrinationerne opnået hegemonisk status og nyliberalismen er den finansielle kapitals ideologi (Pijl 1984). I denne udvikling har bankerne spillet en afgørende rolle "as the leading edge of financial globalization.", dvs. som primære agenter i internationaliseringen af finansielle kapitalstrømme (Porter 2005: 65).

Spørgsmålet om i hvilken grad det danske velfærdssamfund er domineret af nyliberalismen har imidlertid været debatteret kraftigt herhjemme siden årtusindskiftet. Denne problematik er genstand for analyse og diskussion i indeværende artikel. Jeg vil gennem en analyse af forholdet mellem banksektoren og statslig regulering beskæftige mig med to komplementære problemstillinger:

  • I hvilken grad - om nogen overhovedet - har der udviklet sig en nyliberal regulationsmåde ift. magt- og styringsrelationer i banksektoren i Danmark?
  • Hvis udviklingen har fundet sted - på hvilken måde har reguleringen da understøttet, spillet sammen med eller ændret magt- og styringsrelationer i banksektoren i Danmark?

Jeg vil forsøge at vise, at det danske velfærdssamfund siden 1980erne har været og stadig er domineret af nyliberalismen. Gennem en analyse af udviklingen i statens regulering af den danske banksektor argumenterer jeg for, at der har udviklet sig en nyliberal regulationsmåde i Danmark, som gennem først omfattende deregulering og siden re-regulering har transformeret måden som både banksektoren og statens institutioner fungerer på. Denne transformation har favoriseret skabelsen af store aktører på bankmarkedet og muliggjort forgyldelse af storbankernes aktionærer i en grad der modsvarer tendensen under the golden age of finance fra 1890-1914.

De- og re-regulering
Nyliberalismen forbindes ofte begrebet 'deregulering'. I den hjemlige debat opfattes deregulering som blot afståelse af magt. Dette illustreres ved forestillingen om at den offentlige sfære 'rulles tilbage' (Andersen, Greve & Torfing 1996) eller at nyliberalismen betoner free market og tilbagetrækning af statens autoritet (Pedersen & Kjær 2001). Denne opfattelse ser deregulering som en slags abdikation - for at tale med Elster (1989) - hvor staten efterlader et magtvakuum, i hvilket aktører på ikke-statslige præmisser kan overtage magten betingelsesløst. Altså en opgivelse af magten. Deregulering skal imidlertid forstås som en langt mere omfattende og kompleks proces. Ifølge Cerny (1993: 51) er deregulering

a complex process of regulatory change at several levels. (...) regulations cannot merely be 'lifted'. The very operation of market economies is dependent upon the exstence of a priori rules, as well as on a range of mechanisms to deal with market failure. (...) Consequently so-called 'deregulation' has not simply resulted in a reduction of regulations or of the overall weight of state interventionism, but has generally led to a complex process of drafting new regulations

Harvey (2005: 161f) betegner ligeledes dereguleringen som del af en overordnet strategisk nyorientering kaldet 'accumulation by dispossession'. Denne 'afhændelsesstrategi' består i at afhænde ikke-kapitalistisk og ofte kollektiv ejendom (jord, råstoffer, arbejdskraft, etc.) til kapitalistisk akkumulation, dvs. privat ejendom. Denne strategi er særdeles kendetegnende for nyliberalismens regulering af det 'post-fordistiske' akkumulationsregime. Fx skal hele privatiseringsbølgen i 1980erne (og 1990erne i Danmark) forstås som et element i afhændelsen af resurser til kapitalisering på markedet. Dereguleringen er - for så vidt det er en afhændelse til markedsaktører - derfor mere end blot abdikation.
Det er tværtom en aktiv proces, i hvilken staten konstruerer de præmisser, som den afgivne magt skal fungere på - en bestemt konfiguration af det kapitalistiske marked. I stedet for en rationalistisk minimalstats regulering indebærer deregulering "the attempt of the state to impose upon market actors - and upon itself - new market-oriented rules" (Cerny 1992: 52); altså et konstruktivistisk rationale (jf. Nielsen 2006: 8). Dvs. i stedet for en opgivelse af magt er deregulering en empowerment af aktører på det kapitalistiske marked gennem indførelse af nye regler for styring og hierarki i beslutnings- og fordelingsprocesser.
Nedenfor skal vi se hvordan deregulering som empowerment er blevet benyttet i Danmark. Analysen er koncentrerer sig om 2 faser og her følger artiklen metodisk Cerny (1993). Første fase består af en indførelse af nye styringsmekanismer, der resulterer i skævvridninger og markedsfejl. Anden fase består i en proces af tilpasning til de nye betingelser og forsøg på yderligere at regulere gennem den logik, som ligger i de i første fase introducerede styringsmekanismer, dvs. mere regulering gennem markedet.

Udviklingen af en nyliberal regulationsmåde i Danmark
Siden 1919 har der i Danmark eksisteret lovgivning for banksektoren.1 Behovet for at regulere bankernes aktiviteter opstod som konsekvens af den kraftige udvikling af bankernes antal og aktiviteter fra 1890 til 1920, en periode, der internationalt kaldes the golden age of finance (Hansen 1996, Simmons 1999: 36). Det var dog først med bankloven af 1930, at der for alvor blev indført omfattende restriktioner på bankernes aktiviteter.2 Bankloven af 1930 indeholdt således krav til egenkapitalens størrelse, konsolideringskrav og indførelse af likviditetsforpligtigelse. Senere i 1931 kom der stramme restriktioner på forretninger med valuta, og i 1935 blev der lavet en aftale om central fastsættelse af indlånsrenten, for at undgå renteskred i konkurrencen om indskud (Schaumburg-Müller 1992: 101).

Indholdsmæssigt blev der ikke ændret på 1930-loven før Bank og Sparekasseloven af 1974 (Ibid.: 110f). Perioden fra 1930erne og til 1974 var således kendetegnet ved en restriktiv regulering af den finansielle sektor i Danmark og især bank- og sparekassesektoren på 4 punkter (Forssbæck & Oxelheim 2007: 122):

  1. Renteregulering ('Indlånsrenteaftalen'),
  2. Kvantitative kredit- og investeringsrestriktioner ('Udlånsloftet' fra 1970),
  3. Udstedelsesrestriktioner på obligationer, og
  4. Brancheadskillelse (accessorisk virksomhed forbudt).

Den restriktive politik overfor den finansielle sektor var en del af en international tendens, efterfølgende kaldt repression of finance eller financial repression. Perioden fra 1950erne var kendetegnet ved dominansen af keynesianske penge- og valutapolitikker, der understøttede den industrielle genopbygning og ekspansion i Europa efter 2. verdenskrig pba. en kontrol med kapitalbevægelser. (Forssbæck & Oxelheim 2007: 122, Duménil & Lévy 2004b).
Men 1970erne kan opfattes en overgangsfase, hvori modsætningen mellem den keynesianske regulationsmåde og forskydningerne i akkumulationsstrukturen blev stadigt større. På den ene side skabte den strukturelle krise fra 1973 et behov for kreditekspansion; på den anden side forblev ønsket om "styring af kapitalen" centralt (Mikkelsen 1993: 199). Bank og Sparekasseloven (BSL) af 1974 indeholdt således både lempelser og stramninger. Loven betød en kraftig lempelse af 1930-lovens brancheopdeling, idet banker og sparekassers forretning ligestilledes. Dertil kom reduktion af krav til egenkapitalen på 8 % af gælds og garantiforpligtigelser (§21).3 Begge elementer betød muligheden for en udvidelse af udlån. Samtidig med opblødning af restriktioner på den finansielle kapital, forsøgte Anker Jørgensens Socialdemokratiske regering af løse den strukturelle krise med den keynesianske regulationsmådes traditionelle redskaber ifa. indkomstpolitiske indgreb i overenskomst-forhandlingerne 1975, '77 og '79 og den aktive devalueringspolitik fra 1979-82, hvor man forsøgte at forbedre konkurrenceevnen og fremme beskæftigelsen. Denne politik skabte dog kontrafunktionelle effekter ifa. stigende renteniveau (toppede i 1982 med 22 pct. på den lange rente og 16 pct. på den korte) samt stort rentespænd til Tyskland (Økonomiministeriet 1994: 14; Abildgren 2007: 52). Realrenten toppede med 12 pct. i 1982 (Pedersen 2001: 77). I forsøget på at løse krisen ophævede regeringen i 1980 udlånsloftet og fra 1981 iværksattes en gradvis ophævelse af indlånsrenteaftalen. Forsøget på at kontrollere krisen i slutningen af 1970erne slog ikke til. Udviklingen kan tolkes således, at den keynesianske regulationsmådes intervention i akkumulationsprocessen ikke længere kunne skabe en temporal forskydning af akkumulationsproblemet gennem de anvendte instrumenter, herunder de ovennævnte 4 typer af restriktioner på den finansielle kapital. Den udvikling må betragtes som en årsag sine qua non til at nyliberalismen kunne komme til magten med den konservativt ledede Schlüter-regering i 1982.

Schlüter-regeringernes 'deregulering' - en ny reguleringsmåde
Tiltrædelsen af Schlüter-regeringen i 1982 indvarslede fra starten en ny regulationsmåde. Selvom der havde været en tendens til at lempe restriktionerne på bankerne gennem 1970erne var det først i starten af 1980erne at dereguleringen fik momentum (Oxelheim 1996: 136). Schlüter-regeringerne opspeedede allerede fra starten af regeringsperioden dereguleringen af banksektoren i en grad der gør det relevant at tale om et skifte i regulationsmåde. Lad os se hvordan.

  • Fra 1982 frem til 1984 fortsatte regeringen således udfasningen af indlånsrenteaftalen. Denne betød i første omgang at der skete en renteglidning, som derfor udløste reaktioner fra Nationalbanken for at kontrollere udviklingen (Mikkelsen 1993: 200).
  • Fra 1982-84 forhøjedes realkreditinstitutternes tilladte udlånsgrænse, der indebar en skærpet konkurrence med pengeinstitutterne.
  • Mellem 1983-1988 fjernedes alle valutarestriktioner på pengeinstitutternes beholdning efter 57 års reguleringstradition (Mikkelsen 1993).
  • Med BSL 19894 hævedes restriktioner på obligationsudstedelse endeligt, og betød mulighed for øget udlånsaktivitet. Samtidig blev det lovligt for bankerne at overtage anden (erhvervs)virksomhed mhp. omstrukturering (§1 stk. 4) og der skete en lempelse af aktiebeholdningsreglerne så pengeinstitutterne nu kunne eje større andele af erhvervsvirksomheder.
  • BSL 19885 havde tidligere tilladt for sparekasser at omdannes til aktieselskaber, således er der heller ikke her var forskel i vilkårene for pengeinstitutterne, dog med det forbehold, at der skulle indføres stemmeretsbegrænsninger i vedtægterne (§52c, §52f).
  • Med BSL 19906 implementeredes 4 EU-direktiver: 2. sam-ordningsdirektiv, solvensdirektivet (primært §21a-21a), egenkapitaldirektivet og årsregnskabsdirektivet. Det for artiklen interessante i denne lovændring var7, at banker og sparekasser nu måtte drive accessorisk virksomhed, samt realkredit- og forsikringsvirksomhed i datterselskaber (§1a, stk 2-3). Brancheopdelingen blev altså også fjernet og det blev det legalt at skabe store koncerner gennem holdingselskabsformen - dvs. øget ekspansionsmulighed og konkurrence.8

I 1990 var alle 4 typer af restriktioner, der eksisterede for banksektoren inden 1980, altså ophævet - og det på mindre end 10 år. Jeg betragter denne deregulering som en væsentlig del af den nyliberale regulationsmådens første fase; som en afvikling og erstatning af den keynesianske regulering med "the drawing up and imposition of the new market-oriented rules" (Cerny 1993:52). Restriktionerne havde sikret, at hård konkurrence mellem bankerne ikke udviklede sig til for økonomien uhensigtsmæssige udfald, fx opadgående udlånsrenteglidning eller overpris grundet konglomerater eller monopol/oligopoli. Schlüter-regeringen påførte det finansielle marked konkurrence gennem en transformation af institutionerne fra regulering af markedet til regulering ved markedet. For imidlertid klart at forstå hvorledes dereguleringen må ses som en aktiv afhændelse, må vi se på myndighedernes håndtering af bankkrisen, som opstod i kølvandet på dereguleringerne i starten af 1980erne.

Tabel 1: De vigtigste love, direktiver og aftaler for banksektoren i Danmark, 1919-2007.

articles: hadbjerg_1.png

Kilde: Lov nr.199/1974, Lov 816/1988, Lov 327/1989, Lov 306/1990, Lov 1061/1992, Lov 353/1995, Andersen (1999: 69), Basel Committee on Banking Supervision (2005), Schaumburg-Müller (1992: 101f), Porter (2005), Forssbæck & Oxelheim (2007: 122-127), Oxelheim (1996: 136-139), Mikkelsen (1993: 54f), Økonomiministeriet (1994: 31, 37, 38, 116), Økonomiministeriet (1995: 21f).


Bankkrisen og fusionspolitikken
Et af de afgørende punkter for udviklingen af denne nye orientering i den statslige regulering blev således myndighedernes håndtering af bankkrisen, som opstod i den danske pengeinstitutsektor fra 1987-1995.9 Bankkrisen viste sig som massive økonomiske problemer i mange institutter gennem et hos pengeinstitutterne "historisk forholdsvist højt hensættelsesniveau" i perioden 1987-1993 (Økonomiministeriet 1994: 28), jf. figur 1. Hensættelserne skete på udlån, som var kraftigt ekspanderet i løbet af første halvdel af 1980erne - ikke mindst ift. indlån, jf. figur 1.
Bankkrisen førte til "konsolidering" som det hedder i fagsprog. Alene i 6års perioden 1987-1992 var der 43 fusioner, overtagelser og ophør i gruppe 1-3. I samme periode opstod 13 nye pengeinstitutter. Der blev altså 30 pengeinstitutter færre i denne periode. Økonomiministeriet (1995: 72) peger i sin redegørelse om bankkrisen på at i alt 75 pengeinstitutter blev overtaget eller fusionerede i perioden 1984-1994 (inkl. gruppe 4-6). Heraf var 40 nødlidende.10 Blot 7 institutter gik konkurs og blot 5 uden overdragelse af aktiviteter til andre pengeinstitutter. Kun i de 5 tilfælde trådte det offentlige til i redningsaktion - se tabel 3. Konsolideringen betød med andre ord en fusionsbølge.

Figur 1: Realudvikling i pengeinstitutternes udlån, indlån, tab & hensættelser, 1980-2006, mio. kr. (1980-priser).

articles: hadbjerg_2.png

NB: Pga. ændrede regnskabsopgørelser er enkelte år ikke umiddelbart sammenlignelige.
Kilde: Finansrådet.

Tabel 2: Overtagelser, fusioner og redningsaktioner 1984-1994

hadberg_3_09_08.jpg

1) Pengeinstitutter som efter undersøgelse fra Finanstilsynet blev vurderet som pengeinstitutter i krise.
Kilde: Økonomiministeriet (1995: 72)

Følger man udviklingen fra 1984 til 2006 kan man se, at det især er de mindre pengeinstitutter, der overtages eller fusionerer.11 Imidlertid ramte fusionsbølgen ikke kun de små. I 1990 fusionerede 6 af de 8 største banker til to kæmpebanker: Danske Bank (gennem fusion med Handelsbanken og Provinsbanken) og Unibank (SDS fusion med Privatbanken og Andelsbanken). Samtidig fusionerede Sydbank med Sønderjylland; og Bikuben overtog en række mindre banker. Fusionsbølgen ledte til en enorm koncentration i sektoren. Tabel 3 & 4 viser koncentrationen i pengeinstitutsektoren. I tabel 3 er koncentration målt på de 5 største institutters andel af balancen. Tabellen viser, at der skete en markant koncentration med fusionerne i 1990 og senere Danske Banks overtagelse af Real Danmark i 1999/2000. Fra 1980 til 1986 skete der faktisk et fald i koncentrationen. Konkurrencen slog imidlertid om i en markant koncentration med bankkrisens efterfølgende fusionsbølge. I 1993 kontrollerede de 5 største banker således 76,5 % af sektorens samlede balance. Med fusionen i 1999 mellem Danske Bank og Real Danmark steg denne andel til 82,8 % og en mindre stigning er synlig frem mod 2005.

Tabel 3: Koncentration i pengeinstitutsektoren målt på de 5 største pengeinstitutters andel af balance (CR5-indeks) i %.
hadberg_4_09_08.jpg

Kilde: Økonomiministeriet (1994: 41), Finanstilsynet (1999, 2005). Egne beregninger

Tabel 4: Herfindahl-indeksering 1989-2004
hadberg_5_09_08.jpg

NB: År 1990: Fusion blandt 6 af de otte største banker; år 2000: Danske Banks overtagelse af Real Danmark (BG Bank).
Kilde: Finanstilsynet (2000) og 1) fra ECB (2005)

Ser vi på Herfindahl-indekset i tabel 4, der er det mest brugte mål for markedskoncentration12, bekræftes det, at fusionerne i 1990 førte til kraftig forøgelse af koncentrationen indenfor banksektoren (horisontal koncentration).13 Mellem 1989 og 1990 hoppede Herfindahl-indekset fra omkring 800 til over 1800. Samtidig steg de to største bankers andel fra ca. 30 % til over 60 % af markedet. I 1995 tog koncentrationen igen et hop opad, hvor GiroBank og Bikuben fusionerede. Samtidig betød det at de 3 største bankers andel steg fra 69 % til 70 % af markedet. Endelig da Danske Bank overtog Real Danmark (BG Bank) indebar det en forøgelse af Herfindahl-indekset på ca. 750 procentpoint til næsten 3000 i år 2000. I 2004 er andelen igen steget til ca. 3250.14 Normalt siger man, at en koncentration på over 1800 er højt (Finanstilsynet 2000b: 8; ECB 2005: 26). Den danske banksektor er altså ekstremt koncentreret. I samtiden blev dette forhold da også bemærket (Nordisk Ministerråd 1993: 78; Østrup 1994: Bilag 2: 23) og ligesom det flere i dag stadig gør opmærksom på det (DØRS 2005: 13, 148; Konkurrencestyrelsen 2005: 65, 69; Konkurrence-styrelsen 2006: 67f).
I dag er banksektoren karakteriseret ved dominansen af to gigantiske bankkoncerner: Nordea (tidl. Unibank) og Danske Bank. Begge er internationale storbanker, der dominerer de nordiske finansmarkeder. I 2005 sad de to storbanker alene på 73% af balancen i den danske banksektor. Ifølge EU (2005: 26) var den danske banksektor i 2004 målt på Herfindahl- og CR5-indekset blandt de tre mest koncentrerede i EU. Målt på CR3-indekset har Danmark den næstmest koncentrerede sektor kun overgået af Malta.

Myndighedernes rolle i fusionerne
Det interessante ved bankkrisen er den måde, som myndighederne håndterede sagen på. For mens der var diskussion om, hvorvidt dereguleringerne var direkte årsag til bankernes risikofyldte udlånsaktivitet15, så blev det under bankkrisen tydeligt, hvilke strategiske svar den danske stat havde på forskydningerne i akkumulations- og markedsstrukturen: Staten fremmede aktivt fusionsbølgen. Det fremgår af overvejelserne omkring pengeinstitutsektoren i denne periode.

I 1987 afgav et under Industriministeren nedsat udvalg betænkning nr. 1108 "Brancheglidning i den finansielle sektor", hvori koncentrationen blev tematiseret. Udvalget fandt på trods af tydelige koncentrationstendenser, at den hidtidige udvikling ikke gav anledning til problemer. Man tilkendegav endvidere, at der fandtes "en række faktorer, der kunne trække i retning af en stigende fremtidig kapitalkoncentration inden for den finansielle sektor.", hvoraf den væsentligste var "stigende konkurrence fra udlandet". På den baggrund havde udvalget ingen betænkeligheder ved udviklingen (Industriministeriet 1987: 31).
Konkurrencerådets indstilling til industriministeren angående de konkurrenceretlige konsekvenser af de store bankfusioner i 1990 var ligeledes positiv om end uklar (Nordisk Ministerråd 1993: 84). Man ville i stedet undersøge konsekvenserne i en senere rapport om den finansielle sektor. Rapporten fra Konkurrencerådet (1992: 16) undlod igen at tage stilling til de konkurrencemæssige konsekvenser af fusionerne: "De konkurrencemæssige konsekvenser - især af fusionerne blandt de største pengeinstitutter - for branchesamarbejde, fælles systemer, struktur og prisdannelse er endnu ikke afklarede". I stedet fokuserede Rådet på stordriftsfordele og muligheden for at ruste sektoren til international konkurrence.

Det samme var tilfældet i Nationalbankens beretning fra 1990:

Fusionerne har ført til en markant koncentration i pengeinstitutsektoren ... der hører til blandt de højeste i industrilandene .... Selvom en sådan koncentration uundgåeligt påvirker konkurrenceforholdene på de forskellige finansielle markeder, sætter konkurrencen fra udlandet - især i forhold til større erhvervskunder - snævre grænser for, i hvilket omfang de store finansielle enheder vil kunne udnytte deres dominerende markedsposition. Fusionerne og de samarbejdsaftaler, er i øvrigt er indgået i sektoren, må samtidig ses i lys af de danske finansielle institutioners bestræbelser på at forberede sig på at imødegå øget konkurrence i takt med virkeliggørelsen af EF's indre marked for finansielle tjenesteydelser. (Danmarks Nationalbank 1990: 48f)

Fusionerne blev altså retfærdiggjort udfra det forventede internationale konkurrencepres. Den linie, som kommer til udtryk i de 3 ovenstående kilder, Nationalbanken, Konkurrencerådet og industriministeriets udvalg, vidner for mig at se om en klar strategisk regulativ orientering overfor de "distortions and market failures", som bankkrisen forvoldte i banksektoren. Nordisk Ministerråd (1993: 85) gav følgende, meget rammende beskrivelse af denne nye orientering:

Myndighederne har i tilfælde af en krise i en finansiel virksomhed konsekvent fulgt en politik, hvor virksomheden overtages af en anden finansvirksomhed. Som begrundelse har bl.a. været angivet hensynet til at undgå et dårligt omdømme i udlandet.

Myndighederne ikke bare godkendte storfusionerne i 1990 (og senere i 2000) - og undlod under Schlüter-regeringen at tage stilling til de konkurrencemæssige konsekvenser - men man fremmede aktivt fusionsbølgen ved at følge en fusionspolitik i hvilken markedets "naturlige" bevægelse fra konkurrence til koncentration blev set som gavnligt for udviklingen af internationalt konkurrencedygtige storbanker. Således var det allerede i 1990 kendt, at koncentrationen i den største bank og de to største tilsammen var langt større i Danmark end i noget andet europæisk land (Østrup 1993: Bilag 2: 23). Denne politiske strategi er ikke ukendt set i et internationalt perspektiv. Molyneux (2003: 277) bemærker således i sin analyse af den europæiske bankstruktur, at "[l]arge banks ... have been actively promoted (or even created) by governments aimed at creating national champions". Flere andre smånationer i Europa (Holland, Belgien, Sverige) oplevede ligeledes en stor koncentration igennem 1980- og -90erne (Ibid.: 277) ifm. internationalisering af sektoren.
Jeg mener derfor, at kunne konkludere, at man fra politisk side forestod en "empowerment" af markedets absolut største aktører. Der udvikledes altså under Schlüter-regeringerne et institutionelt fix, der konsekvent understøttede en forskydning i sektorstrukturen over mod større virksomheder og koncentration af kapital. Det tolker jeg således, at myndighedernes deregulering indebar en aktiv afhændelse af økonomisk magt; ikke til markedet, men specifikt til storbankerne. Der var altså hverken tale om free market eller afmontering af statens autoritet (jf. Pedersen & Kjær 2001).

Imidlertid fik afhændelsen fordelings- og magtmæssige konsekvenser da regulationsmådens anden fase indtrådte. I næste afsnit vil jeg vise, at forskydningen i sektorstrukturen overmod kapitalkoncentration i storbankerne betød favoriseringen af en eksklusiv social gruppe, da anden fase indtraf: aktionærerne i disse storbanker.

Den nyliberale regulationsmådes anden fase
Udviklingen af den nyliberale regulationsmåde påbegyndte i midten af 1990erne sin anden fase. Hvor første fase havde været et udpræget nationalt anliggende, så var udviklingen af anden fase af den nyliberale regulationsmåde indlejret i samvirke med internationale institutioner. De to betydende institutioner var og er EU og det internationale banksamarbejde under Basel Comittee on Banking Supervision. Reelt er det kun EU der er af betydning for Danmark, idet aftalerne under Basel-samarbejdet er blevet indlejret i EU's Capital Adequacy Directives (CAD I-III).16 Begge institutioner udarbejder bindende aftaler for banksektoren i EU og på globalt plan.
Bankproblemerne i slutningen af 1980erne var ikke noget isoleret fænomen i Danmark eller Norden. Internationalt var der fra midten af 1980erne bankproblemer og insolvens i mange banker - ikke mindst pga. gældskrisen i 3. verdens lande og den skærpede konkurrence (Porter 2005; Financial Markets Center 2004: 1). På baggrund heraf dannedes en bevidsthed om nødvendigheden af yderligere eller dybere regulering af de finansielle virksomheder og bankerne - såvel i Danmark som internationalt. Derfor blev der i 1996 taget initiativ til udvidelse af Basel I-akkorden fra 1988. Oprindeligt var Basel akkorden besluttet af G-10 landene som en foranstaltning, der skulle "strengthen the stability of the international banking system and to remove a source of competitive inequality arising from differences in national capital requirements." (Basel Committee on Banking Supervision [BCBS] 2007: 2), dvs. sikre ligebyrdig konkurrence gennem ensretning af vilkårene for bankforretning. Intentionen var altså at konstruere et institutionelt set-up omkring det internationale bankmarked; en transformation af strukturen på markedet overmod mere konkurrence.
Allerede i 1993 havde man i EU taget hul på integrationen i det Indre Marked. Samspillet med internationale institutioner i EU blev intensiveret op gennem 1990erne. Basel I-akkorden blev integreret i EU's CAD I (93/06/EØF)17 fra 1993 (jf. tabel 1). Selvom Danmark opretholdt et højere kapitalkrav i disse år skete der alligevel et skred frem mod CAD II (98/31/EØF) som blev vedtaget i Folketinget 2001 (Lov 168/2001)18, hvori det blev tilladt for bankerne at foretage interne beregninger af eget kapitalgrundlag (jf. tabel 1). Hermed var første skridt i retning af en udstrakt grad af sektorintern regulering sket. Med Basel II akkorden fra 2004 fuldstændiggjordes forskydningen overmod sektorintern regulering, dvs. et forsøg på at styre eller regulere den nationale og internationale banksektor gennem at påtvinge sektoren og aktørerne markedsdisciplin. Basel II akkorden er således først og fremmest kendetegnet ved "its much greater reliance on private-sector practices as compared to the first Accord" (Porter 2005: 62). Basel II består af tre søjler, hvor den første handler om opstillingen af nye standarder for risikovurdering af kredit. Her tillader akkorden storbankerne at foretage intern vurdering af kreditrisiko - tidligere var det kun kapitalgrundlaget (risikovægtede aktiver) på grundlag af en rigid kategorisering (BSBC 2005: 48f). Denne nytilføjelse har en meget klar bias mod store banker idet det oftest er dem der har råd til egne risikosystemer. Fx vurderede Jyske Bank, at de nye systemer ville betyde en reduktion i kapitalgrundlaget på næsten 5 mia. kr. eller hvad der svarer til 50 % af nuværende niveau!19
Den anden søjle handler om tilsynsmyndighederne, hvis nye opgave bliver at overvåge aktørernes risikosystemer - med andre ord at tilse og korrigere eventuelt irrationelle markedsaktører på det antaget rationelle marked (Ibid.: 163f). Søjle tre foranstalter et øget markedspres på bankerne gennem tvungen offentliggørelse af udvalgte områder af forretningen (Ibid.: 184f). Basel II akkorden indlejredes i CAD III med virkning fra 2005, og Danmark er således underlagt disse regler nu. Hverken direktiverne fra EU (CAD I - III) eller Basel II-akkorden fra 2004 gør op med indholdet af de nyliberale reguleringsprincipper. Tværtom forsøger aftalerne at udbygge reguleringen på basis af nyliberale principper. Den grundlæggende karakter af de styringsrelationer, som siden dereguleringen i 1980erne har været dominerende i forholdet mellem stat og akkumulation i de industrialiserede lande, er således ikke oppe til revision. Hvad vi derimod har med at gøre er Cerny's (1993: 52) anden fase af "pro-market finetuning".

Corporate governance som strategisk regulering
Konsekvensen af Basel II er altså et øget fokus på banksektorens og markedsaktørernes interne styringsrelationer. Baggrunden for denne orientering skal findes i de erfaringer, som droges på internationalt niveau. På trods af de internationale bankproblemer i 1980erne og -90erne udvikledes en forestilling om, at årsagen til krisen var dårlig ledelse med for ukvalificerede vurderinger af kreditrisikoen ved udlån. Denne tolkning af bankkrisen kom ligeledes til udtryk i Danmark (Baldvinsson et al. 2000, Økonomiministeriet 1994, 1995, 1997). Mikkelsen (1993: 293), tidligere højtstående embedsmand i Nationalbanken, mente således, at "meget kan naturligvis være uforskyldt, men erfaringen har vist, at i de tilfælde hvor det er gået galt, har årsagen været manglende omhu i långivningen og dermed brist i ledelsesfunktionen." Det var 'brodne kar'-forklaringen af krisen, som blev dominerende. I stedet for at se reguleringen som en nødvendig foranstaltning mod risici foretaget af den finansielle sektor - en opfattelse der lå til grund for den strenge repression of finance fra 1930erne og frem - blev reguleringen af den finansielle sektor til et spørgsmål om at finde en løsning gennem regulering af de interne governance strukturer i sektoren. Løsningen, argumenteredes der fra alle de internationale (nyliberale) institutioner som Verdensbanken, IMF, OECD og BIS, skulle findes i en ny 'corporate governance' - dvs. konstruktionen af nye styringsrelationer mellem virksomhedsledelser, aktionærer og politiske institutioner (OECD 1999, BCBS 1999). Corporate governance blev det nye strategiske svar på de "distortions and market failures", som det nyliberale regulationsregime havde skabt internationalt i fase 1 (jf. Cerny ovenfor).
Corporate governance omhandler kort sagt alle relevante aspekter af principal-agent relationen mellem en virksomheds ejere, dvs. aktionærerne, og en virksomheds ledelse (der har fået overdraget magten af ejerne). Diskussionen opstod internationalt allerede i begyndelsen af 1990erne i UK (Cadbury-rapporten 1992) og siden hen i OECD (1999). I Danmark dukkede denne diskussion for alvor op på højeste sted, da Nyrup-regeringen i 1997 nedsatte et Corporate Governance-udvalg (Finansministeriet 1999). I 1999 udkom 4 rapporter fra centrale institutioner, hvoraf Nationalbankens og Økonomiministeriets behandlinger udelukkende fokuserede på den finansielle sektor (Økonomiministeriet 1999b; Finansministeriet 1999; DØRS 1999, Andersen 1999).20 Karakteristisk for de danske rapporter fra 1999, som for de internationale om samme emne, er forestillingen om, at den bedste faktor i reguleringen af dårlige ledelser er aktionærerne. Det gælder derfor om at foranstalte så vidtgående beføjelser for aktionærerne som muligt ifa. repressioner overfor ledelsen (se fx Andersen 1999: 66-67, eller Finansministeriet 1999: 244f).21
Et væsentligt i element disse foranstaltninger var koncentrationen af ejerskab. Andersen (1999: 66) skriver således, at

[f]lere anser et koncentreret ejerskab som den bedste mulighed for at opnå et aktivt ejerskab (...) Store ejere har såvel en større økonomisk interesse i deres virksomhed som en større mulighed for at udøve deres indflydelse, end små ejere har.

Nogenlunde samme logik synes at gælde i Det Økonomiske Råd (1999: 101), idet man hævdede, at

virksomheder med koncentreret ejerskab - få og store ejere - generelt vil have færre problemer med adskillelse af ejerkreds og ledelse end virksomheder med spredt ejerskab. I en virksomhed med spredt ejerskab - mange og små ejere - er den enkelte ejers tilskyndelse til og mulighed for at overvåge og kontrollere ledelsen lille.

Det koncentrerede ejerskab giver således fokus på ejerafkast, dvs. at maksimeringen af udbyttet til investorerne tilgodeses. Dette fokus, som på et ideologisk plan er blevet omsat til den såkaldte 'Share holder-value' filosofi, er ifølge DØRS (1999: 161) til gavn for samfundet "i form af højere produktivitet og levestandard. Samtidig får virksomhederne lettere ved at tiltrække kapital, så også investeringerne og dermed den fremtidige velstand bliver højere." Imidlertid er "koncentreret ejerskab forbundet med dårligere risikospredning. Dårligere risikospredning trækker i retning af højere kapitalomkostninger for virksomhederne, idet risikopræmien stiger." (Ibid.: 163). Med andre ord stiger afkastet til aktionærerne ud over et antaget rationelt niveau.
Corporate governance teorien, der siden 1980erne har vundet stor udbredelse i ikke mindst de angelsaksiske lande, er i stigende grad blevet implementeret i banksektoren i Danmark. Denne udvikling blev understøttet af Nyrup-regeringerne, der pba. af rapporterne fra de centrale danske institutioner afgav en redegørelse om den finansielle sektor med politiske handlingsplaner (Økonomiministeriet 1999a). I redegørelsen er der mindst 2 punkter af relevans for undersøgelsen her. For det første mente regeringen,

at et markedsmæssigt tilsyn bør fremmes som et supplement til det almindelige tilsyn med de finansielle virksomheder. Herved vil markedskræfterne i højere grad kunne anvendes til at "disciplinere" virksomhedernes ledelser til at træffe økonomisk sunde beslutninger. Internationalt lægges der stigende vægt på denne form for tilsyn. (Økonomiministeriet 1999a)22

Og den ville derfor "styrke det markedsmæssige tilsyn ved i højere grad at lade markedet vurdere de finansielle virksomheder" (Ibid.). For det andet ønskede regeringen at ophæve den lovfastsatte stemmeretsbegrænsning i realkreditinstitutterne for at hjælpe koncerndannelsen på vej:

Stemmeretsbegrænsningen risikerer i dag at hæmme strukturudviklingen. Begrænsningen kan gøre det vanskeligt for fonds-/foreningsdominerede realkreditinstitutter at hente aktiekapital via fondsbørserne og kan tillige forhindre koncerndannelse mellem finansielle virksomheder, fx mellem et realkreditinstitut, et pengeinstitut og et forsikringsselskab. (Økonomiministeriet 1999b: afsnittet "Aktivt ejerskab")

Allerede i 1998 havde regeringen åbnet op for at 'det aktive ejerskab' kunne fremmes gennem koncentration af ejerskab i pengeinstitutsektoren. Det skete ved ophævelsen af stemmerets-begrænsningerne i de sparekasser, der var blevet omdannet til aktieselskaber (jf. Lov 491/1998)23; Andersen 1999: 69).24 I 2000 godkendte Konkurrencestyrelsen og Finanstilsynet endvidere sammenlægning mellem Danske Bank og RealDanmark og skabte hermed Nordens største finansselskab (jf. afsnit 3.3). Her var der altså heller ingen modstand mod fusionspolitikken.
At der kom en socialdemokratisk ledet regering til magten fra 1993 betød altså ikke noget opgør med udviklingen af den nyliberale regulationsmåde. Tværtom 'uddybede' Nyrup-regeringen den sektorinterne regulering med implementeringen af CAD I & II og understøttede koncentrationen af ejerskab gennem afvikling af stemmeretsbegrænsninger i både sparekasser og realkreditinstitutter. Således forstærkede regeringen netop nyliberale reguleringsmåde. Når så alligevel nogle analytikere ser de socialdemokratiske regeringer som brud med nyreguleringen sat i verden under Schlüter-regeringerne, skyldes det, at transformationen af den keynesianske regulationsmåde allerede var gennemført. Som vi så i afsnit 4 bestod første fase af regimet først og fremmest i at påtvinge markedet konkurrence, mens anden fase i højere grad handlede om at forstærke de allerede udlagte principper for markedsregulering gennem udbredelsen af en bestemt corporate governance. Den traditionelle modstilling af nyliberalisme og socialdemokratisme må altså revideres når vi betragter udviklingen af den nyliberale regulationsmåde i pengeinstitutsektoren. Det ligger uden for artiklen at gå ind i en dybere diskussion af forskellen på de strategiske perspektiver i de socialdemokratiske regeringer i 1990erne og de konservative regeringer i 1980erne; for ikke at tale om de liberal-ledede regeringer i 2000erne.25 Det centrale er, at udviklingen skærer på tværs af disse skel og videreføres.

Magt- og fordelingsmæssige konsekvenser af den ny corporate governance
En afgørende konsekvens af 'share holder-value' ideologiens udbredelse til den danske banksektor - vel understøttet af den nyliberale regulationsmådes 'empowerment' af de store markedsaktører - er forskydningen af magt til storaktionærerne i bankerne.
Den bankinterne selvregulering, som er seneste fase af den internationale nyliberale regulationsmåde, komplementerer bevægelsen i banksektorens virksomhedsstruktur over mod større enheder og øget koncentration. Understøttelsen af koncentrationstendenser i ejerskab og sektorstruktur, som i ekstrem grad fandtes og findes i den danske strategi for at skabe konkurrencedygtige markedsaktører, fuldstændiggør den aktive afhændelse af magt fra offentlighedens restriktive kontrol over mod den sektorinterne (stor)aktionærkontrol i bankerne. Der er sket det, som DØRS (1999) betegner som den kraftige stigning i "risikopræmien" pga. af det koncentrerede ejerskabs dominerende indflydelse. Denne udvikling kan tydeligst illustreres med den historiske bevægelse i fordelingsrelationerne omkring sektoren.

Figur 2: Bankernes udlodning som andel af det til disposition stående beløb, 1921-2004
hadberg_6_09_08.jpg

NB: Fra år 1990 opgøres banker og sparekasser samlet hos Finanstilsynet, pga.. BSL 1989
Kilde: Finanstilsynet og Tilsynet med banker og sparekasser, forskellige år og egne beregninger.

Figur 2 viser de danske bankers udlodningsprofil fra 1921-2004. Figuren dokumenterer mindst 3 forhold, der er af relevans for argumentet etableret ovenfor: For det første er der siden slutningen af 1980erne sket en markant stigning i andelen af det udloddede selskabsudbytte. Trenden har været stejlt opadgående med nogle kraftige udsving ikke mindst grundet den turbulente periode 1987-1993, hvor bankkrisen i Danmark havde tag i profitabiliteten. Fra et niveau på omkring 20 % af det til disposition stående beløb stiger udlodningens andel til over 50 % i perioden 1998-2004. Således udbetaltes der i hhv. 13, 16 og 9 mia. kr. i 2004, 2005 og 2006 (jf Tabel 6). Denne udvikling er især bemærkelsesværdig i betragtning af at pengeinstitutsektorens resultat både før og efter skat er steget meget kraftigt siden midten af 1990erne (Finanstilsynet 2006, 2007).
For det andet viser figuren, at den opadgående tendens siden 1980 har afløst en historisk periode kendetegnet ved financial repression, i hvilken udviklingen af den keynesianske velfærdsstat fandt sted. Perioden med strenge foranstaltninger til kontrol af den finansielle kapital viser sig i figur 2 som en længerevarende undertrykkelse af de finansielle kapitalejeres økonomiske privilegier. I historisk sammenhæng er denne periodes stabilitet bemærkelsesværdig langvarig, idet udlodningen fra ca. 1950-1985 (dvs. 35 år!) ligger stabilt omkring 20%. For det tredje viser figur 2, at perioden før den finansielle repression - the golden age of international finance (Simmons 1999:36) - kendetegnedes ved en høj udlodningsrate. Betegnelsen "den internationale finanskapitals guldalder" referer egentligt til perioden fra 1890 til 1.verdenskrig. Hvad vi ser i figur 2 er derfor en reminiscens af denne periode.26 Målt på overskudsfordelingen i banksektoren er det oplagt at konkludere, at der er tale om en genkomst af nogle for aktionærerne favorable tendenser. Ejerne af den finansielle kapital synes med andre at have genetableret nogle økonomiske privilegier, som det havde mistet under den keynesianske regulationsmåde i årtierne efter 2. verdenskrig. Det interessante er, at den opadgående tendens i udlodningen siden slutfirserne faktiske er højere end perioden inden 2. verdenskrig. Dette specifikke træk ved den danske banksektor synes at bekræfte tesen om at nyliberalismen signalerer "the reasserted power of finance" for at tale med Duménil & Lévy (2004a: 17).

Tabel 6: De 2 største bankers andel af samlet udlodning i pengeinstitutsektoren, mia. kr. (årets priser).
hadberg_7_09_08.jpg

1) Fra 2005 er der pga. overgang til ny regnskabsopgørelse ikke udgivet tal for enkeltinstitutter.
2) I alle årene er Danske Bank blandt de 2 største. I 1989 sammen med Handelsbanken, 1991-2000 sammen Unibank og fra 2001 sammen med Nordea.
Kilde: Finanstilsynet (forskellige år), Danske Bank (forskellige år)27, Nordea (forskellige år)28. Egne beregninger.

Kombinationen af en i international sammenhæng utilsvarende kapital- og markedskoncentration med en stigende udlodningsrate betyder, at der gennem de sidste 15 er foregået en koncentration af magt og privilegier med omdrejningspunkt i den danske pengeinstitutsektor. Tabel 6 nedenfor viser, at den profitmasse, der er blevet udloddet fra den danske pengeinstitutsektor i stigende grad er blevet forvaltet af de to største banker. Konsekvensen er, at en stigende koncentration ikke blot af forvaltningen af kreditten i Danmark er synlig; det er den magt og de økonomiske privilegier, som aktionærerne i disse banker besidder. Udviklingen har imidlertid heller ikke været til at overse for Finanstilsynet. I den årlige statusopgørelse af markedsudviklingen i pengeinstitutsektoren lød det således fra Finanstilsynet (2000b: 6), at der "i disse år [er] et stigende pres på pengeinstitutterne for at udbetale en større del af overskuddet til aktionærerne (udbytte) eller gennem tilbagekøb af egne aktier for derved at nedbringe egenkapitalen." Den ublu forfølgelse af aktionærinteresser har altså en ekstra dimension. Tilbagekøbet af aktier har en skattefordel, fordi udbetaling af dividende beskattes, mens aktieavancer ikke beskattes for alle aktionærgrupper (Ibid.: 3n). Det betyder, at en måde, at forgylde sine aktionærer på er at reducere egenkapitalens størrelse gennem tilbagekøbsprogrammer. Desværre er det ikke muligt udfra Finanstilsynets regnskabsopgørelser at få direkte adgang til opgørelser over nedskrivning af egenkapitalen, som udelukkende skyldes tilbagekøbsprogrammer. Her må vi hvile på oplysninger direkte fra bankerne selv. Efter begrænset undersøgelse viser det sig imidlertid, at der er tale om ganske store summer i storbankerne.29 Danske Bank har således ført tilbagekøbsprogrammer siden år 2000 for over 18 mia. kr. (!)30 Ligeledes har Jyske Bank (en af de 5 største banker) i perioden 1999-2006 udbetalt ca. 7,5 mia. kr.31
Der er med andre ord sket en ekstrem forgyldelse af aktionærerne i storbankerne gennem tilbagekøbsprogrammerne også.

Konklusion
Det er altså klart, at der siden 1982 har udviklet sig en nyliberalt regulationsmåde i Danmark - når vi analyserer udviklingen i den statslige regulering af de danske banker. Denne regulationsmåde blev i udgangspunktet foranstaltet gennem en radikal deregulering af finansielle markeder og senere en re-regulering gennem meget tydeligt fokus på institutionaliseringen af en ny corporate governance. Denne corporate governance blev promoveret af de internationale institutioner, ikke mindst EU.
Konsekvenserne af den nye regulationsmåde har ligeledes været todelte. Den omfattende deregulering endte i kaos på bankmarkedet og gennem en fusionspolitik, der favoriserede koncentration af kapital i storbanker, skabtes fundamentet for de to altdominerende banker på det nordiske bankmarked i dag, Nordea og Danske Bank.
Netop skabelsen af storbankerne var forudsætning for at kunne indføre en ny corporate governance. De nye governance-relationer i sektoren har haft et ensidigt fokus på styrkelse af magten hos aktionærerne i de store finansielle selskaber. Konsekvenser heraf har været en dramatisk stigning i udbetaling af den indtjente profit i bankerne. Udlodningsraten er således oppe et niveau, der minder om standarderne fra the golden age of finance.
Det er på denne baggrund, at deregulering skal forstås som en empowerment strategi. Gennem en omfattende transformation af betingelserne for at agere på bankmarkedet ifa. stærkere konkurrence, skabtes grundlaget for en rehabilitering af privilegier og magt hos storbankernes aktionærer.

Bibliografi
Abildgren, K. (2007): Financial Liberalisation and Credit Dynamics in Denmark in the Post-World War II Period, Working Paper 47, Danmarks Nationalbank, Appendiks B.
Andersen, J.V. (1999): "Ejerforhold i den finansielle sektor", i Danmarks Nationalbank: Kvartalsoversigt - 4. kvartal 1999, Danmarks Nationalbank, s. 63-81
Andersen, JG (2003): Overdanmark og Underdanmark? Ulighed, velfærdsstat og politisk medborgerskab, Aarhus Universitetsforlag, Århus.
Andersen, K. V. , Greve, C., Torfing, J. (1996) 'Reorganizing the Danish Welfare State: 1982-93 - A Decade of Conservative Rule'. Scandinavian Studies, Spring, Vol. 68, no. 2., s. 161-87
Arestis, P. & Sawyer, M.: "Neoliberalism and the Third Way", i Saad-Filho & Johnston (2005): Neoliberalism - A Critical Reader, Pluto Press, London., s. 177-183.
Arrighi (1994): The Long Twentieth Century. Money, Power and the Origins of Our Time, Verso, London.
Baldvinsson, C., Brockattingen, F., Busck-Nielsen, K. & Rasmussen, F. (2000): Dansk BankVæsen, Forlaget Thomson, København.
Basel Comittee on Banking Supervision (1999): Enhancing Corporate Governance for Banking Organisations, BIS, Basel.
------- (2005): International Convergence of Capital Measurement and Capital Standards. A Revised Framework, Bank for International Settlements, Basel.
------- (2007): History of the Basel Committee and its Membership, IBIS, Basel. Tilgængelig på: http://www.bis.org/bcbs/history.pdf
Betænkning nr. 1075 af 1986 "Fra Monopollov til konkurrencelov - om modernisering af monopolloven og pris og avanceloven"
Betænkning nr. 1108 af 1987 "Brancheglidning i den finansielle sektor" til Industriministeriet
Betænkning nr. 1297 af 1995 til Erhvervsministeriet "Konkurrencelovgivningen i Danmark", Bind I.
Blackburn, R.: "Finance and the Fourth Dimension", i New Left Review, vol. 39/2006, London
Cerny, P.G.: "The deregulation and re-regulation in a more open world", i Cerny (1993): Finance and World Politics, Edward Elgar, Aldershot., s. 51-85
Crotty, J.: "The Neoliberal Paradox: The Impact of Destructive Product Market Competition and 'Modern Financial Markets on Nonfinancial Corporation Performance in the Neoliberal Era", i Epstein, G. (red. 2005): Financialization and the World Economy, Edward Elgar, Cheltenham, s. 77-110
Crotty, J. (2007): If Financial Market Competition is so Intense, Why are Financial Firm Profits so High? Reflections on the Current 'Golden Age of Finance', Working Paper 134, Political Economy Research Institute, Amherst Massachussets.
Danmarks Nationalbank (1990): Beretning og regnskab, tilgængelig på: http://www.nationalbanken.dk/dndk/Publikationer.nsf/62e724fa745b6421c1256be5002b24a4/35D2A436093F285AC125701B00401685/$file/Beretning_regnskab_1990.pdf
Det Økonomiske Råd (1999): Dansk økonomi forår 1999, Kapitel II: Danske virksomheder: ejere, styring og effektivitet. s. 97-172
Due, J. & Madsen, J.S. (2003): Fra magtkamp til konsensus - Arbejdsmarkedspensionerne og den danske model, Jurist- og Økonomforbundets Forlag
Duménil, G. (1983): "Beyond the Transformation Riddle: A Labor Theory of Value", Science and Society, XLVII(2), 427-450.
Duménil, G. & Lévy, D. (2004a): Capital Resurgent. Cambridge University Press, Massachussets.
Duménil, G. & Lévy, D. [2004b] "The Nature and Contradictions of Neoliberalism", i L. Panitch, C. Leys, A. Zuegue, M. Konings (2004): The Globalization Decade. A Critical Reader, The Merlin Press, Fernwood Publishing : London.
Duménil, G. & Lévy, D.: "Costs and Benefits of Neoliberalism: A Class Analysis", i Epstein, G. (red. 2005): Financialization and the World Economy, Edward Elgar, Cheltenham, s. 17-45
Duménil, G. & Foley, D. (2006a): "Marx' Analysis of Capitalist Production", i The New Palgrave Dictionary of Economics, Palgrave Macmillan
Duménil, G. & Foley, D. (2006b): "The Marxian Transformation Problem", i The New Palgrave Dictionary of Economics, Palgrave Macmillan;
Elster, J. (1989): Politikk och Vitenskap, Pax Oslo.
Epstein, G.: "Introduction: Financialization and the World Economy", i Epstein, G. (red. 2005): Financialization and the World Economy, Edward Elgar, Cheltenham, s. 3-16.
Esptein, G. & Jayadev, A.: "The Rise of Rentier Incomes in OECD Countries: Financialization, Central Bank Policy and Labor Solidarity", i Epstein, G. (red. 2005): Financialization and the World Economy, Edward Elgar, Cheltenham, s. 46-74
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (2003): Nørby-udvalgets rapport om Coporate Governance i Danmark, Schultz, København.
European Central Bank (2005): EU Banking Structure, tilgængelig på http://www.ecb.int/pub/pdf/other/eubankingstructure102005en.pdf
Financial Markets Center (2004): Basel II: Origins, Rationale, and Concepts, tilgængelig på: http://www.fmcenter.org/atf/cf/%7BDFBB2772-F5C5-4DFE-B310-D82A61944339%7D/Basel_II_origins&rationale.PDF
Finansministeriet (1999): Debatoplæg om aktivt ejerskab, Finansministeriet, København.
Finansrådet (2005): Pengeinstitutternes indtjening 1994-2004, tilgængelig på: http://www.finansraadet.dk/NR/rdonlyres/907CC29F-9794-499F-B309-5985AE6AEC9F/0/Finansanalyse2005.pdf
------- (2006): Årsberetning 2006, tilgængelig på: www.finansrådet.dk
Finanstilsynet (2000): Markedsudviklingen i 2000 for pengeinstitutterne. Tilgængelig på: www.ftnet.dk/sw2729.asp
------- (2001): Markedsudviklingen i 2001 for pengeinstitutterne. Tilgængelig på: www.ftnet.dk/sw2754.asp
------- (2002): Markedsudviklingen i 2002 for pengeinstitutterne. Tilgængelig på: www.ftnet.dk/sw838.asp
------- (2003): Markedsudviklingen i 2003 for pengeinstitutterne. Tilgængelig på: www.ftnet.dk/sw9570.asp
------- (2004): Markedsudviklingen i 2004 for pengeinstitutterne. Tilgængelig på: www.ftnet.dk/sw14355.asp
------- (2005): Markedsudviklingen i 2005 for pengeinstitutterne. Tilgængelig på: www.ftnet.dk/sw21957.asp
------- (2006): Markedsudviklingen i 2006 for pengeinstitutterne. Tilgængelig på: www.ftnet.dk/sw29865.asp
Statistisk materiale fra Finanstilsynet:

  • Banktilsynet [1921-1962]: De Danske Bankers Virksomhed, Handelsministeriet, København.
  • Banktilsynet [1963-1978]: Beretning om de Danske Bankers Virksomhed, Handelsministeriet, København.
  • Tilsynet med banker og sparekasser [1976-1988]: Banker og sparekasser: beretning om bankers og sparekassers virksomhed afgivet til handelsministeren i henhold til bank- og sparekasseloven aa. stk. 2, Tilsynet med banker og sparekasser, København.
  • Finanstilsynet [1988-1993]: Banker og sparekasser, Finanstilsynet, København.
  • Finanstilsynet [1996-2006]: Pengeinstitutter. Statistisk materiale, hentet fra Finanstilsynets hjemmeside d. 21/10-2007 på: http://ftnet.dk/sw1244.asp og http://ftnet.dk/sw2864.asp.

Forssbæck & Oxelheim: "The Interplay between Money Market Development and Changes in Monetary Policy Operations in Small European Countries", i Toporowski & Mayes (eds. 2007): Open Market Operations and Financial Markets, Routledge, London, s. 120-152
Hadberg, A.: "Fordeling, magt og klasser i nyliberalismens Danmark", i Lundkvist A. (red. 2008): Dansk nyliberalisme, Frydenlund, København. [FORTHCOMING]
Hansen, P.H. (1999): På glidebane til den bitre ende. Dansk bankvæsen i krise 1880-1930, Odense Universitetsforlag.
Harvy, D. (2005): A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press, New York.
Itoh, M. & Lapavitsas, C.(1999): Political Economy of Money and Finance, Macmillan Press Ldt., London.
Jessop, R. (2002): The Future of the Capitalist State, Polity Press, Oxford.
------- : "What Follows Neo-liberalism? The Deepening Contradictions of US Domination and the Struggle for a New Global Order", i Albritton, R., Jessop, R. & Westra, R. (eds.2007): Political Economy and Global Capitalism, Anthem Press, London.
Konkrrencestyrelsen (2003): Konkurrenceredegørelse 2003, Schultz Grafisk, København.
------- (2005): Konkurrenceredegørelse 2005, Schultz Grafisk, København.
------- (2006): Konkurrenceredegørelse 2006, Schultz Grafisk, København.
LOV nr 816 af 21/12/1988, tilgængelig på: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66422
LOV nr 327 af 24/05/1989, tilgængelig på: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66352
LOV nr 306 af 16/05/1990, tilgængelig på: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66341
LOV nr 1061 af 23/12/1992, tilgængelig på: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66467
LOV nr 353 af 06/06/1995, tilgængelig på: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=41660
LOV nr 491 af 1. juli 1998, tilgængelig på: http://ft.dk/doc.aspx?/samling/20072/MENU/00000002.htm
LOV nr 168 af 22/05/2001, tilgængelig på: http://www.folketinget.dk/Samling/20001/lovforslag_som_vedtaget/L168.htm
Marx, K. (1938): "Louis Bonapartes attende brumaire", i Karl Marx Udvalgte Skrifter, 2. Bind, Mondes Forlag, København.
------- (1970a): Kapitalen - Til kritikken af den politiske økonomi, Bind 1., Rhodos, København.
------- (1970b): Kapitalen - Til kritikken af den politiske økonomi, Bind 2., Rhodos, København.
------- (1970c): Kapitalen - Til kritikken af den politiske økonomi, Bind 3., Rhodos, København.
Mikkelsen, R. (1993): Dansk pengehistorie, Bd. IV 1960-1990, Danmarks Nationalbank, København.
Molyneux, P.: "Determinants in Cross-Border Mergers in European Banking", i Hermann, H. & Lipsey, P. (eds. 2003): Foreign Direct Investment in the Real and Financial Sector of Industrial Countries, Springer, Berlin. s. 273-290.
Nielsen, P. (2006): Nyliberalismen i det danske velfærdssamfund, Working Paper nr. 3/06, Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, RUC.
Nordisk Ministerråd (1993): Finansfusionerne i de nordiske lande, AKA-PRINT, København.
OECD (1999), "OECD Report on Corporate Governance", Financial Market Trends, no. 73, pp.129-154
Olsen, E. (1961): Danmarks økonomiske historie siden 1750, Andet bind, Memorandum fra Københavns Universitets Økonomiske Institut, nr. 6, København.
Oxelheim, L. (1996): Financial Markets in Transition, Routledge, London.
Palley, T.I.: "From Keynesianism to Neoliberalism: Shifting Paradigms in Economics" i Saad-Filho & Johnston (2005): Neoliberalism - A Critical Reader, Pluto Press, London. s. 20-29.
Pedersen, O.K. & Kjær, P.: "Translating Liberalization: Neoliberalism in the Danish Negotiated Economy", i Campbell, J.L. & Pedersen, O.K. (2001): The Rise of Neoliberalism and Institutional Analysis, Princeton University Press, Oxford., s. 219-248
Pijl, K. (1984): The Making of a Transatlantic Ruling Class, Pluto Press, London.
Porter, T. (2005): Globalization and Finance, Polity Press
Schuamburg-Müller, P. (1992): Tilsynet med finansielle institutioner, Akademisk Forlag, København
Simmons, B.A.: "The Internationalization of Capital" i Stephens et. al (eds. 1999): Change and Continuity in Contemporary Capitalism, Cambridge University Press, Cambridge. s. 36-69
Sørensen, C. (2006): Arbejdsmarkedet og den danske Flexicurity-model, Academica, København.
Økonomiministeriet (1994): Den danske pengeinstitutsektor, Schlultz, København.
------- (1995): Redning af danske pengeinstitutter siden 1984, Schutz, København.
------- (1997): Håndtering af pengeinstitutkriser, Schulz, København.
------- (1999b): Den finansielle sektor efter år 2000, Schulz, København.
------- (1999a): Redegørelse om den finansielle sektor, tilgængelig på http://oem.dk/publikationer/finred/finredeg.html.
Østrup, F. (1994): Det finansielle system i Danmark, Handelshøjskolen, København.

NOTER

1Sparekasserne har været under lovgivning siden 1870 (Hansen 1996).
2Baggrunden for 1919- og 1930-loven var de bankkriser, som hærgede Danmark 1908/08 og det store krak i Landsmandbanken (senere Danske Bank) 1920/21 (Se Olsen 1960, samt Hansen 1996)
3I 1975 blev det endvidere muligt for bankerne at etablere udenlandske filialer i datterselskaber.
4Lov nr.327/1989. Tilgængelig på https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66352
5Lov nr.816/1988. Tilgængelig på https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66422
6Lov nr. 306/1990. Tilgængelig på https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=66341
7Desuden fik man en dobbelt solvensopgørelse på 8 og 10 %, udgjort af ansvarlig og supplerende kapital ift. risiko vægtede aktiver (§21 og 21a). Lovændring indebar "en væsentlig lempelse af det lovfastsatte krav til institutterne, idet de risikovægtede aktiver var omkring 30 pct. mindre end balancen." (Økonomiministeriet 1994: 40).
8Hertil kom, at det nu blev muligt at oprette realkreditinstitutter som aktieselskaber, hvilket i praksis betød, at de store banker også kunne bevæge sig ind på realkreditområdet. Endvidere skal det nævnes at der i et vist omfang var foregået en fra politiske side billiget de facto brancheglidning forud for implementeringen af EU bestemmelserne i BSL 1990 (Schaumburg-Müller 1992: 199f).
9Grundet pladsmangel udelader jeg at diskutere årsagerne til krisen, men fokuserer på dens håndtering fra myndighedsside og de deraf følgende effekter for banksektoren.
10Det vil sige institutter, som efter undersøgelse fra Finanstilsynet blev vurderet som pengeinstitutter i krise.
11Dels er der en sandsynlighed for at de overtages af større banker, dels har sammenslutninger mellem forskellige mindre pengeinstitutter, som fx Sammenslutningen Danske Andelskasser, ført til en registreringsmæssig reduktion i antallet. (Her er reference til en tabel, som ikke er med i denne artikel, men i tidligere versioner).
12"Markedsandele er her udmålt efter arbejdende kapital, der er defineret som summen af indlån, udstedte obligationer, ansvarlig fremmedkapital og egenkapital. Arbejdende kapital bruges også som mål for gruppeinddelingen" (Finanstilsynet 2000: note 6).
13Indekset går fra 100 til 10.000 ved at kvadrere markedsandelen hos de største firmaer i branchen. Således vil Herfindahl-indekset ved perfekt konkurrence se ud som: 1(%)2 + 12 + 12 ... 12 = 100. Omvendt ved monopol: 1002 = 10.000 <