Nyliberalismen i Danmark
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 03. december 2007

Indledning
I den følgende artikel analyseres nyliberalismen i Danmark. Indledningsvist gøres i Del I opmærksom på, at nyliberalistisk politik i Danmark faktisk blev introduceret af den socialdemokratiske Nyrup-regering som "modernisering" af den offentlige sektor. Men der peges også på, at der har været afgørende forskelle på den socialdemokratiske version af nyliberal politik og siden hen VK-regeringens.

Hovedsigtet med artiklen er i det videre at analysere nyliberalismen i borgerligt regi. Dette behandles i Del II. Først repræsenteret ved Anders Fogh Rasmussen "minimalstatsprojekt" før regeringsovertagelsen. Dernæst analyseres VK-regeringens nyliberale politik i dag: Hvilken udvikling er der sket i forhold til før regeringsovertagelsen, og hvilke - navnlig taktiske overvejelser - ligger der bag?

Videre analyseres i Del III de centrale elementer i regeringens strategi for en mere nyliberal samfundsmodel: Skattestop, kvalitetsreform, værdikamp mm.

Endelig analyseres i Del IV den nyliberale samfundsmodel, som Anders Fogh Rasmussen er på vej hen i mod.

Artiklen bygger bl.a. på forfatterens bog: "Nyliberalismen, velfærden og kvalitetsreformen". (Kan downloades fra www.henrikherloevlund.dk)

DEL I: NYLIBERALISMENS INDTOG I DANMARK

Nyrup-regeringen og nyliberalismen
Det er i forbindelse med nyliberalismens fremmarch i Danmark nok så vigtigt at holde sig for øje, at inspirationen fra nyliberalismen og udbredelsen af markedsrationalet i den offentlige sektor ikke er startet med den nuværende VK-regering.

Allerede med de borgerlige regeringer 1982 -1993 under Schlüter sættes markedstankegang i den offentlige sektor begyndende på dagsordenen i forbindelse med "afbureaukratisering". I praksis begrænsede det sig dog mest til overførsel af organisations- og ledelsesformer fra den private sektor til den offentlige fx gennem indførelse af koncernmodeller i centraladministrationen.
Med den socialdemokratisk-radikale Nyrup-regering 1993-2001 forstærkes inspirationen fra nyliberalismen. Ganske vist ses de nyliberalistiske tiltag ikke som ideologiske betonede, men opfattes som slet og ret "modernisering" - med effektivitet og serviceorientering - i en stiv og tung offentlig sektor. [1] Men inspirationen fra nyliberalismen er dog klar og skal ikke mindst ses i sammenhæng med, at Nyrup selv i betydelig grad var inspireret af Tony Blairs "New Labour" i Storbritannien, der i vid udstrækning havde taget nyliberalismens markedsøkonomiske styring til sig. [2]

Bestræbelser på "markedseffektivisering" fik et ikke uvæsentligt omfang under Nyrup-regeringen igennem privatisering af offentlige forsyningsvirksomheder, udlicitering af "hjælpefunktioner", begyndende indfø-relse af markedsstyringsmekanismer i den offentlige sektor, økonomiske incitamenter i arbejdsmarkedspolitikken (f.eks. den såkaldte Unge-ydelse) samt en skattereform, der tilgodeså de beskæftigede og de højere indkom-ster.
Socialdemokratiet i Danmark har således været medvirkende til at åbne op for den nyliberale ideologi og de nyliberale modellers vinden fodfæste i Danmark og har herigennem - og ved at "afideologisere" dem - skabt grobund for VK-regeringens videre tiltag.

Forskel på Nyrup-regeringens og Fogh Rasmussens regeringens nyliberalisme
Når det er sagt, er det væsentligt at holde sig for øje, at der også var grænser for den socialdemokratiske accept og anvendelse af de nyliberale markedsøkonomiske tanker. Der var primært tale om brug af markedet som kvalitativt reguleringsinstrument overfor den offentlige sektor - som "effektiviseringsinstrument" - mens der i hovedsagen ikke stilles spørgsmål ved selve udstrækningen af og opgaverne for den offentlige velfærdssektor.

Til forskel herfra er den nyliberale offensiv mod velfærden under VK-regeringen langt mere radikal og vidtgående. Nu stilles der åbent spørgsmålstegn ved den offentlige sektors størrelse såvel som ved opgavede-lingen i forhold til den private sektor, idet også de offentlige kerneopgavers placering står til diskussion og udfordres. Hvor skattepolitikken under Nyrup var farvet af nyliberalismen, er skattepolitikken under VK-regeringen selve omdrejningspunktet i den nyliberale offensiv mod velfærden. Og hvor ud-licitering i den socialdemokratiske periode primært omfattede hjælpefunktioner såsom rengøring, madlavning osv., er både udlicitering og 'frit valg' på vej ind i selve de offentlige "kerne" serviceydelser. Endelig er de nyliberale metoder i form af økonomiske incitamenter taget langt mere ra-dikalt i brug for overførselsindkomster (f.eks. kontanthjælp). [3]

DEL II: VK - regeringen og nyliberalismen

Anders Fogh Rasmussen og minimalstaten
Danmarks nuværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og hans parti, Venstre, har længe været klart inspireret af nyliberalismen om end måden at bruge denne inspiration på har ændret sig.

Anders Fogh Rasmussen og Venstre var i 90'erne tilhængere af en radikal nyliberalisme inspireret af ikke mindst Nozicks "anarkoliberalisme" eller "liberalanarkisme", der i princippet forkaster enhver stat, der bygger på nogen form for tvang, herunder flertalsbeslutninger. [4] Helt så vidtgående var Anders Fogh Rasmussen dog ikke, idet han også tilkender staten en vis fordelingsopgave, men det understreges, at "staten alt i alt kun bør tage de opgaver på sig, som udtrykkeligt kan grundes på beskyttelsen af friheds-rettighederne". [5] Herunder ikke mindst den private ejendomsret.

Det offentlige skulle således under alle omstændigheder radikalt indskrænkes til fordel for markedet. Staten skulle helt klart ikke have nogen egentlige "produktionsopgaver" som f.eks. produktion af sundhedsydelser, men dog have en vis "fordelingsopgave", der nærmere bestemt skulle drives af en social- og uddannelsesadministration samt sociale institutioner til at tage sig af de allerdårligst stillede syge og handicappede. [6]

Den statslige rolle skulle imidlertid være at sørge for finansiering og udmåle ydelser, derimod forestillede Anders Fogh Rasmussen sig, at såvel sociale institutioner som skoler og andre uddannelsesinstitutioner skulle være i privat eje. Og der skulle indføres brugerbetaling også på offentlige skoler.
Velfærdsstaten skulle således gennemgå en radikal forvandling til en langt mere "nyliberal" samfunds- og velfærdsmodel.

Ser vi i forhold til de tre velfærdsmodeller:

  • den skandinaviske eller universelle model
  • den arbejdsmarkedsbaserede eller kontinentale model
  • den residuale eller anglo-saksiske model

(se boks om de tre velfærdsmodeller) tegner der sig et billede af en ganske vidtgående eller radikal transformation af den universelle danske vel-færdsmodel til en residual model efter amerikansk forbillede. Alt i alt en relativt "fundamentalistisk" tilgang til nyliberalismen.

Fra radikalt ("revolutionært") valgprojekt til langsigtet ("evolutionær") strategi
Under daværende formand, Uffe Ellemann Jensen og mens Anders Fogh Rasmussen var næstformand i partiet, gik Venstre i 90'erne til valg på en sådan strategi og et sådant projekt. Dvs. for en drastisk nedskæring af vel-færdsstaten så at sige med ét slag dvs. fra og med, at vælgerne gav deres tilslutning og så i valgperioden ud. Men Venstre tabte valgene og Uffe Elle-mann Jensen blev som bekendt aldrig statsminister.

Da Anders Fogh Rasmussen så blev Venstres formand, fik valgnederlagene ham og Venstre til at revidere den måde, man søgte at gennemføre sin strategi. Disse overvejelser er beskrevet af Venstres nuværende "chefideo-log", beskæftigelsesminister Klaus Hjorth Frederiksen. Han peger på, at Venstre ikke har ændret den liberale målsætning og strategi for ændring af samfundet, men derimod har ændret fremgangsmåden - taktikken - til at nå disse:
"Det gamle venstre (under Uffe Ellemann Jensen - hhl) gik til valg på massive spareplaner. Det var besparelser på milliarder. ... Men det førte til, at vælgerne blev usikre.... Men hvis du kigger på, hvad denne regering har gennemført siden 2001, så har vi gennemført en masse liberal politik: Vi har f.eks. sat stop for stigningen i skatter og afgifter, som er en markant liberal landvinding. Forskellen i forhold til tidligere er hastigheden med hvilken, vi gennemfører reformer." [7]

Med Klaus Hjort Frederiksens egne ord er Venstre gået fra en "radikal" nyliberal politik til en mere "skridtvis" nyliberal reformering af samfundet - men retningen, projektet, handler stadig en nyliberal transformering af samfundet ´[8].

Endnu engang med ordene fra Regeringens nummer to, Klaus Hjort Frederiksen: "Vi har et mål om et liberalt samfund og vi har angivet en arbejdsmetode: At man modner beslutningerne". [9]

Regeringen arbejder således fortsat på en drejning af velfærdsstaten i nyliberal retning. Men den gør det gradvist og taktisk og med en lang tidshorisont, således at vælgerne ikke bliver utrygge ved for hurtige eller drastiske ændringer.

Det handler om et langt sejt træk, således som formuleret af - igen - Klaus Hjorth Frederiksen: "Vi har to grundpiller: skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter 10 år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent, mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark." [10]

Det taktiske element
Den centrale ændring i den forbindelse er, at den forudsætter, at magten bevares, for kun herigennem kan det lange, seje træk gennemføres. Og det forudsætter som anført, at befolkningen ikke gøres utrygge og skræmmes og derved slet og ret løber væk fra regeringen. Man kunne - lidt sat på spidsen - udtrykke det sådan, at befolkningen ikke må vækkes.

Ændringen af samfundsmodellen skal derfor ske indirekte, etapevist og tilsløret. I modsætning til det 'gamle' Venstre skal det 'ny' Venstre ikke gå eksplicit på valg på en nyliberal samfundsforandring og model, men på enkeltstående, konkrete reformer, der tilsammen gennem det lange seje træk over en længere tidshorisont indebærer så mange forandringer, at vi til sidst står med en ny, nyliberal samfundsmodel.

Og statsministeren opererer meget taktisk bevidst med konstant bearbejdelse af befolkningens opfattelser gennem spin; på konstant vagt for at forhindre at utryghed og modstand breder sig og opmærksom på, hvor man nødvendigvis må komme befolkningen i møde og være indstillet på midlertidige kompromisser, hvis man vil beholde magten. [11]

Regeringen er meget bevidst om befolkningens knyttethed til velfærdssamfundet: Derfor føres opgøret i "velfærdens navn". Nyliberale reformer lanceres som "velfærdsreformer", der skal "sikre velfærden", i hvilken forbindelse det naturligvis ikke siges, at der er tale om en anden og for væsentlige dele af befolkningen ringere model samt om en generel større ulighed.

Et andet vigtigt taktisk element for regeringen er at fastholde grebet om den politiske dagsorden og det politiske initiativ således, at "modbevægelser ikke får mulighed for at forankre sig. En vigtig del af den nyliberale taktik i den forbindelse handler om at splitte den politiske opposition. Eksempler herpå er udnyttelsen af indvandrer- og integrationspolitikken til at splitte arbejderbevægelsen mellem DF og S og senest udnyttelsen af trepartsforhandlinger med fagbevægelsen til at splitte dennes forhold til S.

DEL III: REGERINGENS STRATEGI FOR EN ÆNDRING AF DEN DANSKE SAMFUNDSMODEL I NYLIBERAL RETNING

Nyliberalisme - nu med velfærd
Men har Anders Fogh Rasmussen også ændret strategi og sit endemål?

Nyliberalismen i Venstre var i sin "undfangelsesfase" i 80'erne og 90'erne meget "principiel" og ideologisk orienteret, jf. netop Anders Fogh Rasmussens bekenden sig til en "minimalstatsagtig" statsopfattelse. Det skal dog understreges, at Anders Fogh Rasmussen allerede på daværende tidspunkt - jf. foran - opererede med en vis "velfærdssektor", hvor staten skulle foretage en vis omfordeling.

De taktiske overvejelser om "befolkningens knyttethed til velfærden", har imidlertid fået Anders Fogh Rasmussen og venstretoppen til at betone velfærden højere. Igen med Klaus Hjorth Frederiksens ord: "Vi vedkender os de centrale velfærdsydelser." [12]

Anders Fogh Rasmussen markerede navnlig signalændringen på Venstres landsmøde i november 2004. Venstre gik hermed tydeligere og i bredere forstand ind for velfærd.

Men velfærdsydelser kan jo både leveres og produceres af det offentlige eller af en "privat velfærdsindustri", således som kendt fra henholdsvis de nordiske velfærdsmodeller respektive de mere anglosaxiske velfærdsmodeller. Og der kan - igen i den nordiske "universelle" velfærdsmodel - være tale om en mere generel adgang til ydelserne ud fra et behovsprincip, eller der kan være tale om højere grad af målretning mod de svageste som - igen - i den anglosaxiske "residuale" model. Hvilket samtidig er forskellen mellem henholdsvis en stor grad af lighed i tildelingen af velfærdsydelser respektive en betydelig mindre lighed.

At Anders Fogh Rasmussen nu i bredere forstand taler for velfærd er således ikke ensbetydende med, at det er velfærd i den forstand, som kendes fra den hidtidige nordiske, universelle velfærdsmodel. Der er tværtimod tydeligvis tale om, at han i lighed med tidligere forestiller sig, at denne velfærd i høj produ-ceres og leveres af private institutioner og virksomheder, om end visitation og udmåling sker gennem det offentlige.

I dag handler det fortsat om nyliberalisme - "nu med velfærd" - men en nyliberalt orienteret velfærdsmodel , hvor velfærden er markedsgjort og markedsstyret. [13]

Hermed nærmer statsministerens vision om det nyliberale samfund sig en "residual velfærdsmodel", som kendt fra de anglosaxiske lande. En model med en høj grad af privat velfærdsindustri.

Knudepunkter i regeringens nyliberale strategi.
Dette lange seje træk frem mod en nyliberal samfunds- og velfærdsmodel bygger især på to grundpiller:
1. Skattestop/skattelettelser og "relativ omfordeling" af ressourcer fra offentlig til privat sektor.
2. En anden styringsmodel i den offentlige: Markedsgørelse og markedsstyring af den offentlige sektor, men i "effektiviseringens og velfærdssikringens navn".

Det taktiske element i skattestoppet/skattelettelser er netop det indirekte og tilslørede. VK-regeringen udfordrer ikke velfærden direkte med åbenlyse besparelser og nedskæringer. I stedet angribes velfærden fra bagsiden så at sige gennem finansieringen.

Skattestop og skattelettelser er en murbrækker for den nyliberale forandring, men det er nyliberalisme ind ad bagvejen.

På sigt vil den samfundsøkonomiske fordeling mellem offentligt og privat forbrug / offentlig og privat sektor tippe til fordel for det private forbrug og den private sektor. [14]

Kvalitetsreformens markedsgørelse og markedsstyring nødvendig i det nyliberale projekt
Men regeringen har det problem, at befolkningen - i hvert fald de bedrebemidlede dele heraf - også i fremtiden vil efterspørge sundhedsydelser, uddannelse osv. Men at der i dag langtfra er private virk-somheder og institutioner, som kan forsyne de betalingsdygtige dele af befolkningen hermed.

Derfor skal der gennem udlicitering og privatisering være skabt en sådan privat sektor for leverance af "velfærdsserviceydelser" - naturligvis mod betaling. Ellers risikerer regeringen, at også de bedrestillede bare vender sig tilbage til den offentligt leverede velfærd igen, hvis de blot oplever en nedskæring af velfærdsydelserne, uden at der stilles noget i stedet.

Og en sådan privat velfærdsindustri skaber man naturligvis ikke fra den ene dag til den.

I en sådan proces er selve markedsgørelsen af den offentlige sektor virkeligheden mere et slutpunkt. Mens startpunktet er strukturændringer i den offentlige sektor i retning af markedsmæssig organisering, markedsmæssige funktioner og markedsmæssig adfærd. Dvs. markedsstyring forud griber på en række områder markedsgørelse.

Kvalitetsreformens strategi for øget markedsgørelse og navnlig øget markedsstyring er således helt central i regeringens strategi for et mere nyliberalt samfund. Kvalitetsreformen skal ikke mindst her ses i sammenhæng med Strukturreformen, der skaber større markeder med de større kommuner og samtidig opruster kommunerne administrativt til at gennemføre udlicitering i større omfang.

Den nyliberale strategis andre hovedspørgsmål
Men ikke blot den offentlige sektor skal "vænnes til" markedsøkonomien, og ikke blot skal der være udviklet en privat velfærdsindustri.

Også i befolkningen skal der skabes forudsætninger for overgang til privat leverede velfærdsydelser.

Dette kræver for det første en motivation for at skifte i form af utilfredshed med de offentlige ydelser.

For det andet kræver det, at i hvert fald de økonomisk mere velstillede i befolkningen har pengene til at betale de private velfærdsydelser.

Endelig kræver det for det tredje en holdningsændring - et opgør med den solidariske velfærdsmodels idealer.

Udsultning af den offentlige sektor og kvalitetsforringelse ingen tilfældighed
Disse spørgsmål er regeringen i gang med at løse, om end processen langtfra er afsluttet.

Nedprioriteringen af det offentlige forbrug og dermed den langsomme økonomiske udhuling af grundlaget for velfærden betyder, at befolkningen langsomt men sikkert vil komme til at opleve en forringelse af den offentlige service, jf. de senere års udvikling i kommunerne.

Service- og kvalitetsforringelsen vil komme som et langsomt men direkte fald i kvalitet og serviceniveau for de bestående ydelser. Et sådant fald vil ikke mindst blive føleligt, hvis velfærden ikke udbygges i takt med den demografiske udvikling, således som 2015-planen og den økonomisk - personalemæssige ramme for Kvalitetsreformen tyder på.

Men nok vil service- og kvalitetsforringelsen komme som en relativ forringelse i og med, at de offentlige velfærdsydelser ikke udbygges og udvikles i takt med velstandsudviklingen. Det gennemføres netop ikke drastisk og åbent, så det alarmerer befolkningen, men det sker langsomt og sikkert.

Og den langsomme kvalitetsforringelse virker. [15]

Og netop igennem oplevelsen af stadig dårligere og mere utilstrækkelige offentlige ydelser tilskyndes de mere velstående i samfundet, til at begynde at sikre sig den service og de ydelser de ønsker gennem en stigende grad af privat betaling til private ordninger: private skoler, private lønsikringer hos private forsikringsselskaber, private sygeforsikringer osv.

Denne udvikling er allerede godt i gang:

Diagram: Udviklingen i private sundhedsforsikringer [16]

herloev_1_12.07.png

"Pengene tilbage i borgernes lommer".
Den anden væsentlige forudsætning for overgang til privat leverede velfærdsydelser er, at betingelserne er til stede for privat betaling af disse. I hvert fald at de økonomisk bedrestillede dele af befolkningen kan dette.

Her kommer skattestop og skattelettelser og prioriteringen af det private forbrug og dermed de private indkomster ind. Herigennem kommer pengene tilbage i borgernes lommer, hvor de borgerlige partier jo altid har ment at de lå bedst. Navnlig kommer de i disse år tilbage i den økonomisk bedrestillede del af befolkningens lommer.

Det er naturligvis ikke et tilfælde, men særdeles tilsigtet. For det er naturligvis den bedrestillede del af befolkningen, som er regeringens målgruppe og mest oplagte kandidater til selv at betale for privatfinansierede velfærdsydelser. Og gennem regeringens systematiske prioritering af det private forbrug i forhold til det offentlige forbrug får denne befolkningsgruppe således både motivationen til at søge private løsninger samtidig med, at de får midlerne til at betale herfor.

Også denne udvikling er i fuld gang i disse år gennem en kraftig forøgelse af uligheden i den indkomstmæssige fordeling.

Diagram: Udvikling i indkomstuligheden 1990 - 2005 målt ved gini-koefficient (ulighedsindeks)[17]

herloev_2_12.07.png

Værdikampen
Og endelig skal befolkningen naturligvis i deres hoveder og tanker vende sig mod nye, private løsninger - de tankemæssigt løsrives fra den solidariske og universelle velfærdsmodel.

Den danske befolkning skal "borgerliggøres".

Dette kræver et idemæssigt opgør med den nordiske velfærdsmodels idealer om omsorg og solidaritet for de svage, om lighed og sammenhængskraft osv.

Det er en værdikamp regeringen fører på mange måder og mange områder f.eks. gennem

  • mistænkeliggørelsen af motiverne til at modtage kontanthjælp og starthjælp
  • at vænne befolkningen til at de svages skal "piskes" økonomisk i arbejde
  • "noget for noget"-tankegangen
  • kampagner om selv at tage ansvar
  • en stigende grad af præstationsorientering i skolen såvel som i den offentlige sektor
  • gradvis at vænne befolkningen til, at indkomstmæssig grådighed og voksende ulighed er OK
  • at vænne især den bedrestillede del af befolkningen til at købe private serviceydelser på velfærdsområdet

DEL IV: KONTURER AF DET NYLIBERALE SAMFUND?

Den nyliberale strategis næste fase: Det todelte samfund?
Når pengene er tilbage i borgernes lommer, når de offentlige ydelser er blevet for "lousy" for de, som har pengene til at betale for noget bedre, så vil det spørgsmål naturligvis melde sig hos de pågældende dele af befolkningen, i hvilken grad de fortsat er interesseret i fortsat at betale høje offentlige skatter til offentlige ydelser, som de alligevel mere og mere supplerer med private ordninger? Ja, man må forudse et krav om drastiske nedsættelser af skattebyrden, fordi de bedrestillede dele af befolkningen ikke ønsker at betale to gange for velfærd - både privat og offentlig velfærd.

Dette kunne blive den nyliberale strategis næste fase, hvor så de strukturelle ændringer af skattepolitikken (dvs. beskatningsprocenter og indkomstgrænser på de forskellige indkomsttrin) kommer i fokus.

Så vil det ikke mere være nok at stoppe væksten i det offentlige forbrug. Så skal der skal mere indgribende besparelser og direkte forringelser af vel-færdsservicen til, hvis en skattereform, der reducerer skatten for alle, men især (igen) for de højeste indkomster, skal kunne finansieres.

Det vil naturligvis ikke kunne gennemføres uden drastiske reduktioner også i de ydelser og overførsler, som den mindre bemidlede del af samfundet modtager. Dermed vil de offentligt finansierede og leverede velfærdsydelser endegyldigt været reduceret til et stadig gratis, men skrabet andenklasses "minimums" sikkerhedsnet, hvortil kriterier og kontrol ganske givet vil være voldsomt strammet.

Samtidig er opstået et førsteklasses privat, "betalings" velfærdssystem ved siden - privat leveret og privat finansieret, det sidste gennem kraftigt forøgede disponible indkomster og formuer i den bedrestillede del af befolkningen, som på det tidspunkt vil være klar på, at det gælder om at forsikre sig i forhold hertil. Hvad de private forsikringsselskaber naturligvis vil være parat til at levere.

Dermed vil det danske velfærdssamfund være på vej mod et langt mere uligt, ja, todelt samfund.

Og den i dag generelt høje velfærd vil være brudt op i velfærd for de rige respektive velfærd for fattigrøvene.

NOTER

1) Jf. Nielsen, Peter: Nyliberalismen i det danske velfærdssamfund, s 11 ff.
2) Jf. Lund, Henrik Herløv: Helle Thorning Schmidt: "New Labour" i Danmark?
3) Jf. Lund, Henrik Herløv: Kampen om velfærden. Overheads til workshop på Danmarks Sociale Forum 2007.
4) Jf. Bering, P.H.: Libertarianismen, s 39.
4) Jf. Rasmussen, Anders Fogh: Fra socialstat til minimalstat, s 145.
5) Jf. oven anførte værk, s 144.
6) Jf. Interview med Klaus Hjorth Frederiksen: V-strateg banker minister på plads. Information 27. sept. 2005.
7) Jf. Lund, Henrik Herløv: Regeringens skattestop og skattelettelsespolitik. Samfundsøkonomen 2006. Jf. også Knudsen, Dino: Venstre, velfærden og forslaget om et nyt klassekompromis, 2007.
8) Hjorth Frederiksen; Klaus: Interview i Weekendavisen 18. August 2006.
9) Jf. interview med Klaus Hjort Frederiksen i Børsen, april 2004.
10) Jf. Lund, Henrik Herløv: Kampen om velfærden. Overheads til workshop på Danmarks Sociale 11) Forum 2007.
12) Jf. Hjorth Frederiksen, Klaus i "Venstres højre flanke". Information 23. marts 2007.
13) Jf. Nielsen, Peter: Nyliberalismen i det danske velfærdssamfund.
14) Jf. Lund, Henrik Herløv: Nyliberalisme i Danmark. Oplæg til workshop på Danmarks Sociale Forum.
15) Ploug, Niels: Middelklassens flugt truer velfærdsstaten.
16) Kilde: Jyllandsposten 2/10 - 07/Forsikring og Pension og Danica Pension.
17) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Fordeling og levevilkår 2006.