System Change, not Climate Change
Af Klaus Krogsbæk
Offentliggjort: 03. november 2014

Klimatopmøde i København. Klimaproblemerne kan ikke løses ved, at vi gør mere af det samme. Hverken de borgerlige politikere, virksomhedslederne eller de liberale ideologer kan derfor tilbyde troværdige løsningsforslag. Kun hvis vi bryder med den kapitalistiske logik, har vi en realistisk mulighed for at imødegå de ødelæggende klimaforandringer. Det handler om ’System Change’ frem for ’Climate Change’.

FN's klimapanel (IPCC) fremlagde i København i går den afgørende rapport, som skal danne grundlag for forhandlingerne om en global klimaaftale på COP21-mødet i Paris næste år. Rapporten understreger, at temperaturen højst må stige to grader inden det næste århundredeskifte, hvis de allerværste konsekvenser skal undgås. Fortsætter vi derimod med at udlede CO2 som i dag, vil temperaturen stige med over fire grader, og skaderne vil få et katastrofalt omfang.

Forudsætningerne er velkendte: Drivhusgasser og gennemsnitstemperaturer er i stadig højere grad påvirket af menneskets egen aktivitet. Begge dele stiger og får også havenes vandspejl til at stige. Dertil kommer følgevirkninger som mere ekstremt vejr med hedebølger, hyppigere og voldsommere regnvejr og store oversvømmelser.

Vi risikerer en stigning i havspejlet, som vil føre til oversvømmelse af Asiens lavtliggende og tætbefolkede områder. Millioner af mennesker må flytte, da penge til bygning af diger ikke er tilstede. Også i Europa skal der bruges mange milliarder Euro i kystbeskyttelse for at forhindre flytningen af millioner af mennesker.

Friskvandsressourcerne vil i de fleste lande blive færre. I Brasilien risikeres et fald helt op til fire femtedele, hvad der fører til en reduktion af Amazonas regnskove med mindst 10 pct. og måske helt op til 80 pct. Op til 3 mia. mennesker vil på verdensplan miste adgangen til rent drikkevand.

De fattigste lande vil kraftigst mærke klimaforandringerne. Især vil en opvarmning i de tropiske regioner på op imod de frygtede fire grader celsius frem mod 2100 få alvorlige følger. Således vil den forventede stigning af vandspejlet rundt om Ækvator mærkes 15-20 pct. stærkere end andre steder, hvad der medfører en øget risiko for kraftigere tropiske storme og oversvømmelser. De fremtidige gennemsnitstemperaturer vil ligge over det nuværende niveau for hedebølger, og tørke og fejlslagen høst vil blive oftere og voldsommere.

Samt meget andet og meget mere.[1]

Alle er enige med IPCC om, at problemet er meget alvorligt. Hør blot her, hvad verdens største alment videnskabelige selskab, The American Association for Advancement of Science, sagde tidligere på året: ”De fleste fremskrivninger af klimaforandringer antager, at fremtidige ændringer - drivhusgasemissioner, temperaturstigninger og konsekvenser som fx havstigning - vil ske gradvist. En given stigning i emissionen vil føre til en given temperaturstigning, der vil føre til en given jævn og gradvis vandstandsstigning. Imidlertid bærer geologien vidnesbyrd om relative små ændringer i den ene ende af klimaet, som har ført til pludselige ændringer i systemet som helhed. Med andre ord kunne globale temperaturstigninger over visse værdier udløse pludselige, uforudsigelige og potentielt irreversible ændringer med massive ødelæggende og omfattende konsekvenser. På det tidspunkt, selv om vi ikke tilføjer nogen ekstra CO2 til atmosfæren, er potentielt ustoppelige processer sat i gang. Vi kan opfatte dette som pludselige problemer med klimaets bremser og styretøj, hvor problemet og dets konsekvenser ikke længere er noget, vi kan kontrollere." [2]

Men selv om der er enighed om problemets alvor, er der som bekendt uenighed om, hvordan løser vi det.

Det liberale bud: mere af det samme

Hvad mener liberalisterne? Ja, ifølge dagbladet Børsens lederskribent, Christoper Arzrouni, er løsningen at finde i mere marked og mere kapitalisme. I en leder fra tirsdag i sidste uge (28. okt.) slår han fast, at ændringer i produktionen ikke skal ske via politiske indgreb: ”Pointen i kapitalismen er netop, at den orden, der findes på markedet, er en spontan orden. Den er skabt af milliarder af individuelle handlinger. Derfor kan kapitalismen ikke revolutioneres i kraft af centrale politiske beslutninger. Til gengæld rummer kapitalismen i sig selv en revolutionerende dynamik i den forstand, at den vender op og ned på gamle vaner og konstant afsøger nye muligheder. Kreativ destruktion, kaldes det”.

Arzrouni slår også fast, at ”når naturlige ressourcer har private ejere, indgår de automatisk i prioriteringer på markedet. Dem sætter man i bogstaveligste forstand pris på. Det gælder alt fra jord til dyr. Det modsatte er tilfældet for de naturlige ressourcer, der har politiske ejere – eller slet ingen. De er prisgivet. De bliver ikke beskyttet i samme grad. De er åbne for rovdrift …”. Han mener derfor, at vejen mod en bedre forvaltning af de naturlige ressourcer må gå ”via ejendomsrettigheder eller noget, der minder om det” og peger på fiskekvoter og CO2-kvoter som eksempler herpå.

I torsdags (30. okt.) fulgte Arzrouni op med at konstatere, at ”problemet er CO2-udledning. Med streg under udledning. Derfor er det udledningen, man skal regulere – de negative bivirkninger af produktionen – og ikke selve energikilden, eller hvad der i øvrigt medgår til at producere”. Og videre: ”Ved at sætte ind direkte over for forureningen kan man få producenterne til at bruge deres sunde, individuelle fornuft til at finde alternative produkter, metoder osv., der kan frembringe en maksimal produktion til en minimal belastning af omgivelserne”.

Arzrouni konkluderer: ”Ejendomsret, globale markeder og priser er vejen til udvikling”. (28. okt.)

Altså bygger den liberale løsning på, at markedet får ryddet op i produktionen qua sin egen spontane orden, at naturressourcerne kan beskyttes ved at blive (privat)ejet, omfattet af markedet og reguleret af priser, og endelig at indgreb skal sættes ind i cirkulationen ikke i produktionen.

Kort sagt: mere af det, som har skabt de problemer, vi står i.

At sætte sin lid til spontaniteten som rationel organisator af verdens ressourceforbrug er åbenlyst dumt, eftersom det netop er samme ’spontanitet’, som har ført verden ud i det nuværende morads. Tværtimod må der gøres op med hele ideen om, at så længe den enkelte virksomhed blot forfølger sin egen nytte, vil det også samlet set være til nytte for samfundet. For sådan er det ikke.

Måske er det for den enkelte virksomhed mest rentabelt at udlede urenset spildevand; men for samfundet er det både dyrt og farligt. Måske er et mest rentabelt for den enkelte fisker at fange løs; men så bidrager han til overfiskning af farvandet og truer dermed overlevelsen for både samfund og natur. Måske er det mest rentabelt for en bestemt industri at udlede CO2 uden begrænsning. Men i dag ved vi, at det truer hele jordens økosystem.

Privatøkonomisk optræden kan altså være rationelt på kort sigt, men samfundsøkonomisk irrationelt på lang sigt, fordi effekten af den enkeltes handlinger kan ødelægge det fælles livsgrundlag. Det kaldes ”fælledens tragedie”, som også Arzrouni gør opmærksom på. Begrebets ophavsmand, Garett Hardin, konkluderede da også, at ”frihed på fælleden betyder ødelæggelse for alle”.[3] Arzrounis foreslår dette løst ved at få det fælles gjort til privatejendom og inkluderet i markedet. (Så kan det prissættes, hvilket kan medvirke til at adfærdsregulere udledningen af CO2 og ødelæggelsen af miljøet.)

Et sådant perspektiv om at gøre en forretning ud af produktionens såkaldte eksternaliteter er et stort bluffnummer. Alene svindlen med klimakvoterne burde være nok til at aflive denne myte. I 2005 iværksattes et internationalt kvotesystem for at nedbringe CO2-udslippet, men siden da har det aldrig været billigere at forurene med CO2. I stedet har spekulanter tjent store penge på kvotehandlen. Til gavn for kapitalen, til skade for os andre og klimaet.[4]

Gør man have, natur og miljø - og altså også luften - til genstand for køb og salg, underlægges disse selvfølgelig den samme udviklingsdynamik som andre varer. Der vil så ske en brug og vedligeholdelse i overensstemmelse med det nye formål, nemlig at tjene penge. Formålet med naturen bliver dermed et helt andet end det naturlige.

Dette demonstreres af endnu et eksempel hentet fra det virkelige liv, spørgsmålet om verdens vandressourcer, som der i disse år foregår en kamp om ejendomsretten til. Nestlé-koncernen er verdens største aftapper af drikkevand, og koncernchef Peter Brabeck skitserer problemstillingen således: ”Det er et spørgsmål, om vi skal privatisere den normale vandforsyning til befolkningen eller ej. Og der er to forskellige opfattelser af sagen. Den ene opfattelse – som jeg vil kalde ekstrem – repræsenteres af nogle NGO’ere, som taler for, at vand skal gøres til en offentlig rettighed. Det vil sige, at du som menneske uden videre skulle have ret til vand. Det er en ekstrem løsning. Den anden opfatter vand som et levnedsmiddel; og som et hvert andet levnedsmiddel, bør vand have en markedsværdi”.[5]

En privatisering af drikkevandsreserverne vil føre til en fordeling i overensstemmelse med kundernes købekraft frem for menneskenes behov. Svært at se, hvordan Arzrounis ”beskyttelse” af det fælles bliver til andet end beskyttelse af den private ejendomsret.

Som sin sidste pointe afslår Børsens lederskribent ethvert direkte indgreb: ”Problemet er forureningen, ikke produktionen”. (30. okt.). Han forsøger hermed at undgå, at produktionens formål, planlægning og tilrettelæggelse inddrages i en politisk løsning. De skal i stedet underlægges virksomhedens eget spontane initiativ og kreative destruktion.

Men selve formålet med den private produktion er jo netop en øget indtjening. Og derfor vil resultatet af det spontane initiativ og den kreative destruktion – fx et optimeret energi- og ressourceforbrug - blive brugt til at styrke dette. Altså ”vil nye effektiviseringsmetoder føre til en stigning i forbruget” (Jevon) [6]. Eksempel: danskernes voldsomme appetit på mikrobiler har ført til flere kilometer på vejene, stigende CO2-udslip og færre mennesker i den kollektive trafik: ”Den gevinst, der er ved, at mikrobilerne kører længere på literen og dermed reducerer energiforbruget pr. kørt km, bliver spist op i transportstigningen, som samtidig fører til øget CO2 udslip.”[7]

Det er altså to udgaver af rationalitet, der står over for hinanden. I Arzrounis udgave handler det alene om virksomhedens egne omkostninger - at beregne det højeste udbytte til den laveste pris. Råstoffer, teknik, arbejdskraft, organisering, distribution osv. vælges ud fra denne beregning. Omkostninger for samfund, miljø og klima kommer i anden række.

Denne logik gælder for både produktion og marked. Kapitalen forfølger profitmaksimeringen begge steder. At tildele markedet særlige sociale og miljøvenlige egenskaber i modsætning til den uhæmmede produktion, er derfor ganske urimeligt. Både produktionen og markedet har til formål at øge profitten.

Den anden rationalitet ser ikke alene på effektiviteten i den givne produktions- og distributionsproces, men inddrager også målsætningen herfor. En produktion er altså ikke effektiv, blot fordi den maksimerer profitten. Der skal i stedet foretages en helhedsvurdering, som inkluderer vurdering af produktionens konsekvenser for hele samfundet.

System Change, not Climate Change

I sin nye bog ’This changes Everything – Capitalism vs. The Climate’ påpeger Naomi Klein - aktivist, journalist og forfatter, at vi er blevet fortalt, at markedet vil redde os, men i virkeligheden forværres problemerne dagligt af jagten på profit og vækst. Vi er også blevet fortalt, at vi umuligt at gå bort fra de fossile brændstoffer, mens vi i virkeligheden præcist ved, hvordan det skal gøres. Det kræver blot, at det frie marked brydes, så vi kan ”tøjle virksomhedernes magt, genopbygge de lokale økonomier og genvinde vores demokratier”.

I bogen peger hun på, at det ikke er suspekt at handle kollektivt for et fælles mål; faktisk ligger denne indstilling til grund for nogle af menneskehedens største præstationer. Desuden at den logik som skærer ned på pensioner og sundhedsydelser frem for at hæve skatten for de rige, også er den, som vil risikere hvad som helst for at udnytte den allersidste olie og gas, inden den vil skifte til vedvarende energi.

På den baggrund spørger Naomi Klein, hvordan det kan være, at verdens venstrefløjspartier ikke kræver et opgør med den ekstreme energiudnyttelse til fordel for en overgang til vedvarende energi og bæredygtige økonomier?

Dette spørgsmål bør vi også stille os selv på den danske venstrefløj.

Hvordan kan det være, at vi kræver vækst, uden præcist at definere, hvad der skal vokse, og hvad der tværtimod skal skæres bort? Hvordan kan det være, at vi ikke konsekvent betoner den kollektive og solidariske handling som forudsætning for en hver reel forvandling? Hvordan kan det være, at vi ikke nøje gør opmærksom på sammenhængen mellem ødelæggelsen af samfund og miljø – og dermed påpeger klimaspørgsmålets sociale karakter?

Disse spørgsmål bør vi diskutere.

Sikkert er det, at det ikke nytter med en minimumspolitik tæt på det bestående i håbet om at få indført nogle lappeløsninger hist og her. Dels fordi sådanne ’løsninger’ ikke vil løse noget af betydning, og dels fordi de vil sløre behovet for at opbygge den klassebevidsthed og sociale bevægelse, som er påkrævet for at opnå de nødvendige samfundsændringer. Skal vi tackle klimaproblemerne, skal der gøres noget radikalt i ordets egentlige betydning – dvs. foretages ændringer i samfundets strukturer og i produktionens logik. Det bør siges højt, og ethvert spørgsmål bør underordnes denne målsætning.

Der er grund til at være optimist. Selv om opgaven er stor, har vi gode muligheder for at løse den, netop fordi problemet først og fremmest er politisk. Den anglo-amerikanske marxist og professor i antropologi, David Harvey, siger det på denne måde: ”I spørgsmålet om klimaforandringer er problemet ikke, at vi ikke ved, hvad der sker, eller vi ikke ved – i store træk, selv om det er kompliceret - hvad der skal gøres. Problemet er det overmod og de særinteresser, som nogle kapitalfraktioner (og nogle kapitalistiske regeringer og statsapparater) har, og som samtidig besidder magten til at fordreje, forstyrre og forhindre de handlinger, som truer deres profitabilitet, konkurrencesituation og økonomiske magt”.[8]

Kampen om klimaet er således en kamp mod den kapitalistiske vækstlogik og liberalismens legitimering af denne. Det er denne kamp, som venstrefløjen skal engagere sig i og vinde befolkningens opbakning til.


[1] Se to artikler af Klaus Krogsbæk på Kritisk Debat: ’Den antropogene drivhuseffekt’ og ’Fra ophobning af kapital til udledning af drivhusgasser’

[2] Citeret fra Naomi Kleins nye bog ’This Changes Everything – Capitalism vs. The Climate’, Simon & Schuster, New York 2014. (p. 1)

[3] http://en.wikipedia.org/wiki/Garrett_Hardin

[4]  DR-udsendelsen 'Varm luft for milliarder', 9. september 2013

[5] https://www.youtube.com/watch?v=SEFL8ElXHaU

[6] William Stanley Jevons: ‘The Coal Question’ – her citeret fra John Bellamy Foster, Brett Clark and Richard York: ‘Capitalism and the Curse of Energy Efficiency: The Return of the Jevons Paradox’, Monthly Review 1. November 2010.

[7] Brian Gardner Mogensen: ’Mikrobilernes negative effekter’ 12. november 2013, detroit-research.dk. I artiklen hedder det desuden: ”Mikrobilerne tager kunder fra den kollektive trafik. Hvor forskellen i økonomi på kollektiv trafik og bilejerskab tidligere var til at få øje på, er forskellen i dag blevet markant reduceret til fordel for mikrobilerne, der både er billige i pris, billige at finansiere og billige at køre i, hvilket trækker kunder fra kollektiv trafik til mikrobiler.”

[8] David Harvey: ’Seventeen Contradictions and The End of Capitalism’, Profile Books, London 2014. (p. 256)

Offentliggjort: d. 03. november 2014

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.