Ude af kontrol
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 02. april 2011

Fjorten dage efter vedtagelsen af resolution 1973 i FN's sikkerhedsråd er der gang i de mere juridisk spidsfindige diskussioner af resolutionens præcise indhold og om, hvorvidt den for det første giver mandat til at bombe Gaddafis militærenheder, og for det andet, om den rent faktisk autoriserer en partitagen på oprørernes side. Hertil føjer sig nu spørgsmålet om, hvorvidt det er legitimt inden for rammerne af resolutionen at sende våben til oprørerne, som flere lande overvejer. Resolutionen indeholder jo strengt taget også en total våbenembargo.

Og siden nogle få dage inde i luftkrigen mod Gaddafis tropper er anklagerne om, at resolutionen om ikke formelt så de facto først og fremmest autoriserer en operation for at fjerne diktatoren, taget til i styrke. Både herhjemme og i udlandet indrømmer flere dagblade og ledende politikere nu, at krigen for at redde civilbefolkningen fra Gaddafis angivelige massakre har ændret sig til at være en ensidig støtte til oprørerne, som ellers ville vil bukke under for overmagten på landjorden.

Hvis den logik skal følges, er det kun et spørgsmål om tid, før flere af de ledende magter i koalitionen - først og fremmest Frankrig og England - skal ud i en ny juridisk elastikmåling for at omgå resolutionens bestemmelse om ikke at betræde libysk grund med militære enheder og direkte landsætte tropper til støtte for den meget uorganiserede og utrænede oprørshær. En situation som kun vil udæske resolutionens egne indre logik og på den anden side flytte fokus fra det oprindelige formål om at autorisere udenlandsk "humanitær militær intervention" for at beskytte civile libyere - til en intervention for at smide Gaddafi på porten, støtte indsættelse af en ny oprørsregering og mest af alt garantere en vis politisk stabilitet. Med andre ord en situation, der ikke adskiller sig meget fra de andre "humanitære interventioner", som de ledende stormagter har gennemført indenfor de sidste ti til femten år, og som hver gang er endt med det politiske hovedspørgsmål; "hvordan kommer vi ud af det roderi, vi selv har skabt uden at tabe ansigt og få hjemlige politiske problemer på halsen"?

Det scenarie lå i kortene allerede op til resolutionens vedtagelse. Flere uger forinden havde Frankrig for rette op på blamagen i Tunesien presset på for at få vedtaget et flyveforbud over libysk territorium. Ved flere lejligheder havde USA's udenrigsminister omgået spørgsmålet behændigt, og i den vestlige verden som helhed var det lige indtil en uge før resolutionens vedtagelse kun England, der helhjertet støttede Frankrig (måske med den danske regering som en undtagelse). Så sent som to dage før resolutionens vedtagelse advarede den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, mod "den udvikling, der nu udspiller sig" og gav præsidenten det råd at holde USA helt udenfor. Han henviste bl.a. til erfaringerne fra Irak og Afghanistan. De andre store lande (Kina, Rusland, Brasilien og Indien) i FN's sikkerhedsråd udtalte sig direkte imod intervention og henviste til princippet om ikke indblanding i andre landes indre anliggender. Endvidere var vurderingen den, at en intervention uden klar støtte fra de arabiske lande og delvis fra de afrikanske lande ville blive set som endnu et vestligt overgreb mod den arabiske verden.

Det sidste problem blev overvundet, da den Arabiske Liga på et topmøde få dage før resolutionens tilblivelse og vedtagelse opfordrede til indførelse af et flyveforbund. Opfordringen kom, da det begyndte at stå klart, at det kun var et spørgsmål om dage, før Gaddafis tropper ville udslette hele oprørsstyrken og dermed oprøret som sådan. Problematisk var det dog, at de samme lande i den Arabiske Liga, som mest ihærdigt støttede et flyveforbund, selv massivt havde sat politi og sikkerhedsstyrker ind for at knuse ethvert folkeligt oprør for indførelse af en demokratisk forfatning og omfattende sociale reformer. Det drejer sig om Marokko, Bahrain og Saudi Arabien m.fl. Sidstnævnte havde oven i købet få dage forinden sendt massive militærenheder ind i Bahrain for at støtte regimet i at nedkæmpe den voksende folkelige protest.

Men man lader sig selvfølgelig ikke begrænse af detaljer, når verdenssamfundets intervention for menneskerettigheder og humanitær bistand skal konfirmeres juridisk.

Udtalelsen fra den Arabiske Liga var det "green light", som Frankrig og England ventede på og havde brug for. Obamas administration vendte også på en tallerken og forfægtede nu en skærpelse af resolutionen, så den også kom til at indeholde en passus om, at "at alle nødvendige midler" kunne tages i anvendelse for at beskytte civilbefolkningen. Med andre ord en licens til at anvende alle nødvendige militær midler til at stoppe Gaddafis tropper lige bortset fra indsættelse af landtropper. En indbygget modsætning der ville noget, og som i dag fjorten dage efter er det spørgsmål, der optager krigens jurister mest. For "alle nødvendige midler" må nødvendigvis også indebære muligheden at landsætning af tropper, hvis hensynet til civilbefolkningens beskyttelse fordrer det.

Skrøbelig verdensorden
Man kan nu alt efter temperament gisne om, hvorvidt den indbyggede modsætning i resolutionen var velovervejet, eller om der var tale om hastværk, og at stormagterne rent faktisk ikke havde klargjort deres grundlag for at igangsætte hele interventionen. Var det et regimeskifte, de gik efter, uden at turde fortælle verdensoffentligheden om det, eller handlede de desperat for i elvte time at redde oprørerne fra udslettelse i Benghasi?

Et bekræftende svar på det første er vederstyggeligt, men mindre alarmerende og foruroligende end et bekræftende svar på det sidste spørgsmål. At verdensordenen er så skrøbelig og de vestlige stormagter så febrilske for at opretholde den internationale stabilitet, at de vedtager en resolution om militær intervention, uden at målene er klart defineret og uden at vide, hvad man egentlig skal stille op med den regimeændring, man har som uerklæret mål.

Disse spørgsmål er også interessante i forhold til et folketing, der herhjemme traf beslutning om at bakke op om resolutionen og sende Danmark i krig for tredje gang indenfor ti år. Historisk blev beslutningen kaldt, fordi også Enhedslisten på grundlag af "følelsernes kulminationspunkt" erklærede sin støtte til et flyveforbud for at beskytte civilbefolkningen mod massive overgreb fra en ryggesløs diktators lokale tropper og lejesoldater. En del mennesker udenfor den snævre politiske arena stod tilbage med en forståelig undren. Kunne folketingsmedlemmerne fra Enhedslisten og til dels SF og Socialdemokratiet ikke læse indenad? Kunne de ikke se, at resolutionen var så tilstrækkelig upræcis og mandatet ligeså, at der blev givet grønt lys til bl.a. Frankrig og Englands planer om at bruge resolutionen til at fjerne Gaddafi og sætte sig tungt på den videre politiske udvikling i hele regionen - eller i det mindste begrænse en langvarig borgerkrigs uoverskuelige virkninger i hele det nordafrikanske område.

Selvfølgelig kan man læse indenad i Enhedslisten. Men som så mange andre steder lod man sig bedrage af egne dæmoniseringer af den siddende diktator og opskruede forhåbninger til en hurtig demokratisering af hele det store arabiske område og ikke mindst af de helt udokumenterede rygter om massedrab på civilbefolkningen. Beredvilligt lagde næsten samtlige danske politikere Gaddafis mange forskellige rabiate udtalelser om at "kæmpe fra hus til hus og rydde rotterne ud" til grund for den opfattelse, at en massakre på civilbefolkningen var nært forestående. Desværre uden skygge af dokumentation. Og i dag har vi stadig ingen pålidelige oplysninger om, hvor mange civile ofre, der kan tælles som følge af regeringshærens luftbombardementer, ligesom vi heller ikke endnu har taget stilling til, om civile indrulleret i oprørshæren skal betragtes som civile eller som "kombattanter". Det ville ellers have været på sin plads, al den stund borgerkrige er karakteriseret ved, at et lands borgere militært kæmper med hinanden.

Nu har Enhedslisten på baggrund af den sidste uges udvikling på krigsskuepladsen trukket sin støtte til resolutionen og interventionen. Det var på tide. Men det fjerner ikke spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet kunne finde på at stemme for i første omgang - hvis ikke det lige var, fordi man også her var grebet af "følelsernes kulminationspunkt". I givet fald er det foruroligende. For hvad så hvis et tilsvarende scenarie, som vi nu ser i Libyen, kommer til at udspille sig i Yemen, Syrien eller i det glemte land Elfenbenskysten? Hvilke argumenter skal der bruges her mod en ny resolution og mod en ny "humanitær militær intervention"?

Modsætningerne står i kø
Men det er ikke kun herhjemme, at modsætningerne står i kø. Blot få dage inde i krigen brød modsætningerne i Nato ud. Skulle alliancen overtage hele ledelsen af krigen, eller skulle den alene varetage flyveforbuddet? Tyrkiet stod på det sidste synspunkt og fik sin vilje. Frankrig var først imod at overdrage kompetence fra "koalitionen af villige stater" til Nato, fordi et sådant skifte ville begrænse Frankrigs mulighed for ensidigt at eskalere krigen. I sidste instans pressede USA et kompromis igennem - blandt andet for selv at slippe for ansvaret- hvor det blev besluttet, at Nato skulle sikre flyveforbuddet, og koalitionen smadre Gaddafis tropper gennem massive bombninger af militære installationer og materiel på landjorden. I sandhed en spidsfindig ordning, der ikke stod tilbage for selve resolutionens juridiske spidsfindighed.

Nu har Nato omsider overtaget hele ansvaret for operationen. Den Arabiske Liga er ikke længere nødvendig, og der er i øvrigt også en voksende opposition mod interventionen fra flere arabiske lande og fra lande i den Afrikanske Union, som ellers så med velvillighed på beslutningen i FN. Krigens egen logik har gjort støtten ligegyldig. Nu drejer dig sig om at få den overstået hurtigst muligt og komme ud med æren i behold - den Arabiske Ligas figenblad har tjent sit formål.

Ikke uden grund er det danske folketing og de førende krigsmagter blevet anklaget for at operere med "dobbelte standarder". Man går i krig mod Gaddafi for at beskytte civilbefolkningen, samtidig med man kun i uforpligtende vendinger formaner diktatorerne i Saudi-Arabien, Bahrain, Marokko og Kuwait til mådehold og dialog med deres befolkninger og inderligt håber, at præsident Saleh i Yemen vil være i stand til at holde sig ved magten, indtil der kan sikres en ny centralmagt til effektivt at forhindre, at landet falder sammen i kaos og åbner for fornyet Al Quada aktivitet.

Men spørgsmålet om "dobbelte standarder" rammer ved siden af det egentlige problem. For det første har vestlig international stormagtspolitik altid været præget af dobbelte standarder. Det er standarden. Og for det andet stiller en sådan kritik en moralsk målestok op for krig, der aldrig har været gældende i virkelighedens verden. For det tredje har interventionen på intet tidspunkt handlet om at forfægte en universel standard for forholdene i verdens stater eller mellem disse.

Den har fra dag ét, efter det stod klart, at Gaddafi ikke som Murbarak i Egypten og Ben Ali i Tunesien havde til sinds at abdicere men ønskede at blive på posten og med militærmagt nedkæmpe oppositionen og det voksende oprør, alene handlet om at få ham væltet for her igennem at stoppe en farlig og langvarig borgerkrig og opnå en vis kontrol med udviklingen i hele regionen.

Efter de første chokvirkninger i den vestlige verden, da opstandsbølgen begyndte at rulle i Tunesien og Egypten og bredte sig til hele regionen, lykkedes det langsomt og meget tøvende regeringerne i den vestlige verden at finde en vis formel for, hvordan den videre proces skulle håndteres. Betinget støtte til det folkelige oprør - på demokratiets grund. Nedtoning af de sociale og klassemæssige spørgsmål og politisk diplomatisk kontakt til de nye magthavere for hurtigst muligt at give dem legitimitet og støtte dem i alle deres bestræbelser for dels at begrænse opstandenes krav om social nyordning og dels kriminalisere bl.a. fagforeningernes kamp for bedre levestandard, bedre arbejdsforhold og retten til fri faglig organisering. Vestmagternes gamle stabilitetsdoktrin skulle erstattes med en ny, som byggede på støtten til delvist demokratisk regimer med legitimitet til at fastholde de eksisterende klasse- og magtstrukturer og således også især USA's og Europas interesser i området.

Trussel mod kontrolleret reformproces
I det spil fremstod Gaddafis ignorering af vestens pres dels som utåleligt og dels som en trussel mod forestillingerne om en videre kontrolleret reformproces i resten af regionen. Og af samme grund blev Gaddafis sandsynlige nedkæmpning af oprøret set som en trussel mod den nystøbte politiske strategi. Vandt han den endelige sejr, ville oprøret vedblive med at ulme, og den videre proces i eksempelvis Yemen, Bahrain og Syrien kunne komme helt ud af kontrol. Især fordi der også de steder var udsigt til, at oprøret i modsætning til i Tunesien og Egypten kunne udvikle sig til egentlige borgerkrige. Det var ved at gå op for det politiske establishment, at oprørets begrænsede og relativt kontrollerede form ikke bare uden videre kunne overføres fra Tunesien og Egypten til de andre lande i regionen. Blandt andet fordi flere af de andre lande som eksempelvis Libyen og Yemen ikke har en samfundsstruktur med statslige og civile institutioner, som oprørene kunne overtage og omdanne til midler for den videre transformationsproces. Klassestrukturen i Libyen og Yemen adskiller sig radikalt fra den i Egypten og Tunesien. Der er næsten ingen organiseret arbejderklasse og slet ikke nogen veludviklet middelklasse, der kan agere som grundlag for civil destabilisering af centralmagten, dannelsen af politiske partier og et vidtforgrenet net af forskellige interesseorganisationer. De eneste virkelige samfundsorganisationer ud over de diffuse og ekstremt centraliserede statsorganer er klanerne, der igennem årtier har indgået i mange og skiftende uhellige alliancer med de siddende diktatorer, hvorfor opstandene i disse lande næsten med nødvendighed har måttet antage den borgerkrigslignende karakter, som tilfældet er.

Så stormagternes spil i forhold til Libyen drejer sig i al væsentligt om dels at reparere på et flosset image, dels at tilpasse strategien i forhold til de faktisk forhold i den igangværende transformationsproces og endelig om at fremvise overbevisende militær magt for at genetablere en position, der kan sikre en vis styrende indflydelse på den videre udvikling bl.a. ved at vise omverdenen, at en Gaddafi kan væltes fra luften, og at en ny regering vil være afhængig af velvillig støtte fra vesten. Med andre ord et signal til alle oprørsbevægelserne om, at kun støtte fra vesten kan sikre dem succes og et ønske om at demonstrere, at folkenes eget oprør, evne og vilje til selv at gøre det af med deres undertrykkere er en illusion, og at ordenen også i den arabiske verden fremover vil være afhængig af vestmagternes indsats.

Men sådan er det ikke gået og kommer efter al sandsynlighed heller ikke til at gå.

For det første er Nato ved at blive part i en borgerkrig, uden det overhovedet klart fremgår, hvor stor opbakning oprørernes Nationale Overgangs Råd har. Mange har end ikke overblik over dets sammensætning, og hvad de mange forskellige fraktioner repræsenterer. For det andet er der risiko for, at vestmagterne kan komme til at hænge fast i Libyen i meget lang tid, fordi det hurtigt vil vise sig umuligt for en ny regering at regere Libyen. Risikoen for indre fraktionskampe i det Nationale Overgangs Råd er nærliggende, og de tre store klaner er allerede i gang med at konspirere om en kommende magtdeling.

For det andet var der en indlysende grund til, at hverken Kina, Rusland, Brasilien, Indien og Tyskland støttede FN's resolution og den efterfølgende intervention, men i øvrigt heller ikke stemte imod eller nedlagde veto. De afstod fra ansvaret, fordi -  som avisen China Daily har skrevet igen og igen - man kunne forvente, at interventionsmagterne kom til at hænge fast i Libyen som i Irak og Afghanistan og hermed yderligere undergrave deres autoritet og eksponere deres svindende kapacitet til i fremtiden af hævde deres dominans. Hvorfor det også forekommer sandsynligt, at de samme lande lige så stille vil optrappe deres kritik af interventionen og målbevidst bruge den som afsæt til at styrke deres egen indflydelse i "periferilandene" yderligere. Fra dag ét har kampen om Libyen nemlig handlet mere om udformningen af arkitekturen for en ny verdensorden og generobring af kontrol med transformationsprocessen end om beskyttelse af civilbefolkningen både her og i de andre arabiske lande.

For det tredje er aktionen i Libyen sandsynligvis også en exit for stormagtskonceptet om "humanitær militær intervention", blandt andet fordi de politiske omkostninger ved interventionen har været langt større, end det umiddelbart tager sig ud. Selv om FN igen er kommet til ære og værdighed, fordi amerikanerne belært af Irak krigen havde brug for et FN mandat, har selve begivenhederne op til resolutionens vedtagelse afsløret, at den nuværende magtkonstruktion i FN har overlevet sig selv. Brasilien, Indien og selv Tyskland vil fremover med større styrke presse på for radikale ændringer.

Interventionen har udstillet Natos indre svagheder, og det er blevet helt tydeligt, at det som Tyrkiet kun antydede, da landets magthavere gik enegang i forhold til Iran, er ved at blive en realitet i regionen. Mest prægnant udtrykt af den tyrkiske udenrigsminister, der i en artikel i Al Jazeera gjorde klart, at Tyrkiet opfatter sig selv som en ledende magt i den arabiske regions kamp for enhed, værdighed og vægt i verdenssamfundet. Og af samme grund gjorde Tyrkiet, hvad der var muligt, for at demonstrere sin styrke i Nato og distancere sig fra bl.a. Frankrig og England. 

Heller ikke EU er gået fri af indre spændinger, og igen er diskussionen om Unionens fremtidige militære organisation, styrke og handlekraft kommet op til overfladen, i og med Tyskland klogeligt har holdt sig udenfor interventionen og i mellemtiden har gjort sig brugbar som mægler i de konflikter, hvor de andre store EU lande har gjort sig selv til parter. Nu har EU ikke blot en "europagt", der deler Unionen, men kan også få en ny begrænset "militærpagt" af "villige", som distancerer sig i forhold til fællesskabet.

For det fjerde har interventionsmagternes Krigsråd i London ikke kunne blive enige om en egentlig strategi og mål for interventionen. England og USA vakler hvad angår direkte militær støtte til oprørene. Den amerikanske administration er splittet mellem Obamas "liberale interventionister" og Robert Gates og generalernes pragmatiske begrænsning af indsatsen. Repræsentanterne fra den Arabiske Liga og den Afrikanske Union ytrer nu mere åbent reservation overfor interventionens udvikling, fordi de meget naturligt frygter, at et decideret vestligt militært engagement til støtte for den ene part i borgerkrigen og efterfølgende kontrol med landet kan bringe de samme regimer i modsætning til deres egne befolkninger og puste til den i forvejen enorme antivestlige stemning i de fleste af regionens lande.

Udviklingen går sin nye gang
Vi ser altså nu en udvikling med indbygget politisk centrifugalkraft, hvor Moskva og Peking fra sidelinjen mere og mere åbenlyst accellereres, fordi netop Rusland og Kina er i en position, hvor de hverken behøver at overdrive kritikken af vestens "dobbeltstandard" eller stille deres egen milde foragt for civilbefolkningernes skæbne til skue, fordi de nu blot kan lade udviklingen gå sin egen gang som anskuelsesundervisning i, at den ikke længere er under vestmagternes kontrol. For transformationsprocessen stopper ikke, uanset hvordan det går i Libyen. Den gamle imperialistiske ordning for hele regionen er blevet utålelig for de arabiske masser, og de magter, der installerede ordningen i sin tid og har holdt den ved lige siden, besidder ikke længere den nødvendige magt til at fastholde ordningen indenfor en ændret arkitektur. Havde det ikke forholdt sig sådan, ville oprøret i Tunesien og Egypten ikke være nået så vidt og de efterfølgende oprør andre steder i regionen ikke have bragt vestmagterne på konfusionens rand.

Læren for en venstrefløj i forvirring må være, at en befolknings opgør med sine undertrykkere - uanset omfanget af ofre - er og bliver dens eget anliggende, og at en forståelig smerte ved tab af så mange menneskeliv aldrig kan retfærdiggøre tilslutning til de gamle imperialistiske magters anvendelse af konceptet for "humanitær militær intervention", som aldrig og heller ikke denne gang har haft andet formål end at opretholde deres fortsatte dominans med andre midler.

Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion

Offentliggjort: d. 02. april 2011